Torbjørn har efter 10 år endelig nået sit mål og har besøgt alle verdens lande uden at flyve

Torbjørn Pedersen er den første i verden til at besøge alle verdens lande uden at flyve og uden at vende hjem undervejs. Corona blev et stort bump på vejen, men nu er han endelig ankommet til det sidste land

Torbjørn C. Pedersen på vej om bord på det skib, der skal fragte ham til det sidste land på den store rejse Jorden rundt, som har taget 10 år at gennemføre.
Torbjørn C. Pedersen på vej om bord på det skib, der skal fragte ham til det sidste land på den store rejse Jorden rundt, som har taget 10 år at gennemføre. . Foto: Privatfoto.

For 10 år siden tog danske Torbjørn Pedersen afsted på en omfattende mission. Han ville besøge alle verdens lande, 203, uden at sætte sig i en flyvemaskine og uden at vende hjem undervejs. Han er nu ankommet til Maldiverne og dermed også sit endelig mål. 

Eventyret, som han har kaldt "Once Upon a Saga", har tidligere været beskrevet i Kristeligt Dagblad, da Bagsiden fangede ham i Hongkong, hvor han sad fast i to år på grund af coronapandemien, og han nåede at få en tilværelse der, indtil de sidste restriktioner endelig blev ophævet. 

Torbjørn Pedersen ankom til Maldiverne efter at have sejlet om bord på et containerskib i tre dage.

"Jeg er fuldstændig ekstatisk over, at det er lykkedes – jeg er også meget udmattet," siger eventyreren i en pressemeddelelse. 

Torbjørn Pedersen er en af de mest berejste mennesker i verden og nu også den eneste, der har besøgt alle 203 lande kun med tog, bus og små og store skibe.
Torbjørn Pedersen er en af de mest berejste mennesker i verden og nu også den eneste, der har besøgt alle 203 lande kun med tog, bus og små og store skibe. Foto: Torbjørn Pedersen.

"Jeg tog afsted for at besøge alle lande i verden uden at flyve, fordi ingen andre har gjort det før. Jeg plejede at arbejde med logistik og tænkte, jeg ville kunne bruge den erfaring. Jeg kan lide udfordringer, men jeg må indrømme, at dette har været den største logistiske udfordring nogensinde."

Rejsen skulle efter planen have varet fire år. Udfordringer med visum, konflikter i nogle lande og ikke mindst covid-19 blev store bump på vejen. Da Torbjørn Pedersen strandede i Hongkong, manglede han blot fem lande og var til at starte med tæt på at give op.

”Jeg er træt af at kæmpe, kæmpe igen og igen for at komme videre til det næste land,” sagde den i dag 44-årige dansker om sin situation dengang.

Torbjørn Pedersen fandt sig dog nogenlunde til rette med en dagligdag med et job og venner. I Hongkong blev han også gift med sin kæreste gennem mange år. Hun har besøgt ham 26 gange gennem årene. 

Her kan man se Torbjørn Pedersens sidste opslag på Facebook, på vej mod Maldiverne.

Andre mennesker, der har besøgt alle lande i verden, har enten fløjet, eller afbrudt rejsen undervejs for at vende hjem. En af Torbjørn Pedersens egne regler har været at skulle blive i hvert land mindst 24 timer. Det har også været et mål med den lange rejse at sætte fokus på fred, forståelse og kulturel udveksling. Han har også sat fokus på klimaforandringer og fattigdom blandt andet i samarbejde med Røde Kors. 

Hans budget har været 20 dollars om dagen, cirka 140 kroner. Rejsen er lykkedes med hjælp fra crowdfunding og støtte fra flere rederier. 

Torbjørn Pedersen udtrykker stor taknemmelighed for den støtte, han har fået undervejs og sender en stor tak til alle, han har mødt på sin lange rejse. "Der er tale om en fælles triumf," skriver han på Facebook. 

Kristeligt Dagblad taler med Torbjørn Pedersen, når han vender hjem til Danmark i juni.