Traditionen med bedeslag stammer tilbage fra det første korstogs tid

I 1096 besluttede pave Urban II, at alle kristne hver aften på kirkeklokkens signal skulle knæle og bede for det første korstogs succes. Klokkesagkyndig Ann-Kirstine Christiansen skriver om bedeslagenes historie og betydning

Peter Fischer-Nielsen fremhæver trossamfundene i USA som gode eksempler på, hvordan kirker kan tilpasse sig nutidens internetvirkelighed. "I USA har man tradition for at være i konkurrence med andre trossamfund, og derfor har mange kirker været hurtige til at tune sig ind på brugen af internettet. Flere megakirker forbinder menigheder, som geografisk er langt fra hinanden, via internettet, og de tilbyder onlinegudstjenester, hvor brugerne har mulighed for at interagere," siger han. --
Peter Fischer-Nielsen fremhæver trossamfundene i USA som gode eksempler på, hvordan kirker kan tilpasse sig nutidens internetvirkelighed. "I USA har man tradition for at være i konkurrence med andre trossamfund, og derfor har mange kirker været hurtige til at tune sig ind på brugen af internettet. Flere megakirker forbinder menigheder, som geografisk er langt fra hinanden, via internettet, og de tilbyder onlinegudstjenester, hvor brugerne har mulighed for at interagere," siger han. --. Foto: Bridgeman Art Library.

Hvad er bedeslag?

Bedeslag er klokkeslag, der er i gang, imens der bedes en bøn.

Meningen med det er selvfølgelig at gøre bønnen meget kraftfuld, ved at alle beder på samme tid.

LÆS OGSÅ:
Korstogene hører fortiden til

Selve skikken med at signalere, at nu skal der helt generelt bedes ved at slå disse bedeslag på klokken har sin oprindelse i forbindelse med et stort anlagt kristent projekt. For 917 år siden nærmere bestemt i 1096 lancerede man ideen om det første korstog mod Jerusalem. Alle ikke-troede (det vil sige alle ikke-kristne) skulle uddrives.

Ved denne lejlighed besluttede pave Urban II, at alle kristne i hele den daværende kristne verden hver aften på kirkeklokkens signal samtidigt skulle knæle ned og bede for projektets succes.

Det er dog tvivlsomt, om pavens dekret nåede uden for Italiens grænser på dette tidlige tidspunkt. Men de mennesker, som dekretet nåede, har ganske sikkert knælet ned og rettet deres bønner mod Jomfru Maria, hvis beskyttende billede var at se på de kristne hæres bannere allerede fra 500-tallet. Det drejer sig selvfølgelig om Ave Maria-bønnen (englen Gabriels hilsen til Jomfru Maria ved bebudelsen).

I dag kalder man denne klokke for Angelus-klokken efter ærkeenglen Gabriel. Den ringes morgen, middag og aften. Der indledes med tre gange tre bedeslag, og derefter slås der ni slag, eller der ringes et ubestemt antal slag.

I 1100-tallet (tidspunktet, hvor vi har Danmarks ældste klokker fra) lykkedes det at erobre Jerusalem med sværd og med bøn, men allerede i 1200-tallet mistede man fodfæstet igen.

Som modtræk imod dette styrkede man fællesbønnen med klokken som akkompagnement. Alle, der deltog i bønnen, kunne nu få aflad.

Denne aftenskik endte med at blive kendt som lovprisningen af Vor Frue med klokkeringning.

Nogle klostre indførte da Ave Maria (Hil dig, Maria, fuld af nåde ...) gange tre (det vil sige bedt tre gange) til klokkeringning under den samling til bøn, der kaldes prim. Prim er den klostertidebøn, som foregår klokken seks om morgenen.

I 1326 gav biskoppen i Lausanne i Schweiz ordre til, at klokken skulle signalere aftenbønnen med tre slag inden bønnen. Det var en slags startskud, og så fik alle, der var med på bønnen, ellers hele 40 dages aflad!

Dette spredte sig, og signalklokken med de første tre bedeslag, som der er historisk kilde på fik et kælenavn: Pardon i Frankrig, Ave Maria-klokke i England, og i Tyskland fik klokken navnet Betglocke (bedeklokke).

I 1300-tallet opgav man at generobre Det Hellige Land, men det betød ikke, at fællesbønnerne morgen og aften forsvandt. De muslimske hære var så småt begyndt at nærme sig den store kristne by Konstantinopel (nu Istanbul) østfra. Der blev føjet en fredagsbøn med klokkeringning til og denne gang ved middagstid. Bønnen var mindet om langfredagens trængsler, og i disse hårde krigstider blev denne middagsbøn dedikeret freden (Da Pacem).

Da de muslimske hære omsider blev slået tilbage ved Beograd i 1456, gjorde pave Calixtus III i taknemmelighed bønnen til middagsbøn på alle ugens hverdage.

Disse bønner morgen, middag og aften blev i 1500-tallet ordnet i en samlet kategori kaldet Angelus-bønner og dedikeret legemliggørelsen af Kristus (Mariæ bebudelse). Angelus-betegnelsen kommer fra åbningsbønnen: Angelus Domini nuntiavit Mariae. På dansk: Og Herrens engel sagde til Maria: ...

Klokken skal nu indlede hver bøn ved at slå tre gange tre bedeslag, fulgt af endnu ni slag. De ni sidste slag symboliser englene, idet der er ni englekor i kristen terminologi.

Pave Leo giver nu hele 1500 dages aflad (i 1513) for at stimulere deltagelsen i bønnen. Hvis man vel at mærke beder med morgen, middag og aften hver eneste dag, når klokken lyder.

Man skal bede tre Ave Mariaer ved hver bøn. Det giver tre gange tre Ave Mariaer om dagen. Det er meget sandsynligt dette, som klokken hele tiden signalerer, at man skal. Helt indtil 1939 var der stadig en pave (Pius XI) som var rede til at give aflad for denne aktivitet.

Angelus-klokken blev på denne måde det mest indarbejdede signal i befolkningen i den kristne verden. Det er stadig sådan i den katolske kirke.

De sidste ni slag kan nu om dage også bestå af ringning med et ubestemt antal klokkeslag. Dermed kom-mer man faktisk meget tæt på den nordiske sædvane med ringning plus tre gange tre bedeslag til slut. I Norden gør vi af en eller anden grund det omvendte af, hvad man gør i resten af Europa.

Automatiske ringeanlæg har også i Danmark bedeslagene indkodet under betegnelsen Angelus.

Dette er den historiske baggrund for bedeslagene. I vores protestantiske kirke er bedeslagene vel egentlig blevet nyfortolket som symbol for Treenigheden (Faderen, Sønnen og Helligånden), der jo også er et meget stærkt kristent dogme. Lidt for sjov kan man vel egentlig sige, at bedeslagene er gået lidt mere i den maskuline retning. Fra Maria-slag til Treenighedens slag.

At vores bedeslag kommer til sidst, kan have noget med Reformationen i 1536 at gøre.

Naturligvis kunne man ikke have bønner, der udløste aflad (Martin Luther var jo imod afladsbreve og den slags), og naturligvis kunne man ikke bede alle de Ave Mariaer længere, som jo heller ikke hører sig til hos lutheranere (som os).

I den protestantiske del af Tyskland har man mange steder slet ikke nogen bedeslag. Kun ringning.

Man skal nok forestille sig, noget lignende er forekommet i Danmark. Altså, at ringeren har fået besked på kun at ringe med klokken og ikke udføre alle de andre slag inden ringningen.

Men vi er trods alt lidt længere væk fra de europæiske religiøse brændpunkter, og traditionen er godt og grundigt indarbejdet hos folk. Der var på den tid for snart 500 år siden tale om håndring-ning med et langt reb typisk fra grund og når man bremser en svingende klokke ned, så kan man meget let komme til at slå nogle ekstra slag på rebet. Disse tre gange tre slag er så blevet omfortolket til nu at gælde for Treenigheden.

Kan man snakke sig fra, at der stadigvæk er tale om i alt ni slag? Måske. Men tallet smager af englesymbolik. Ni er tallet for englekorene i kristen terminologi. Det er stadig i dag under klokkekoncerter meget almindeligt at annoncere koncertnummeret ved at slå på en klokke i bundter af tre, det er simpelthen en praktisk foranstaltning, så man ikke løber sur i nummeret; og budbringeren Gabriel, der kom til Maria og hilste på hende Ave Maria (Hil (af hilsen) Maria) var jo en betydningsfuld engel, endda en ærkeengel.

Her i Løgumkloster har vi hver dag morgen, middag og aften tre gange tre bedeslag (naturligvis tre for henholdsvis Vorherre, for Jesus Kristus og for Helligånden), og så kommer der tre overraskende slag mere, lidt hurtigere og lidt sagtere. Nu kører vi jo klokkeautomatik, så det er skam meningen. Ingen taler om det; men mon ikke nogen med et reb i hånden engang har syntes, at det var synd for Jomfru Maria. Når nu både Vorherre, Jesus og Helligånden fik. Hun skulle ikke snydes.

Ann-Kirstine Christiansen er klokkesagkyndig, lærer og afdelingsleder på Den Skandinaviske Klokkenistskole i Løgumkloster