Trækfuglene kommer

Agger Tange er på denne tid af året samlingspunkt for tusindvis af trækfugle på vej tilbage fra yngleområderne længere nordpå

Svaner og gæs på Agger Tange.
Svaner og gæs på Agger Tange. . Foto: Christina Pedersen.

En færgetur fra Thyborøn til Agger kan varmt anbefales. Straks man forlader færgen, befinder man sig i Nationalpark Thys mest fuglerige natur på Agger Tange. Tangen, der strækker sig fra Agger By til Thyborøn Kanal, er cirka 1,5 kilometer bred og 10 kilometer lang. Området er fredet og indgår i et verdensomspændende netværk af beskyttede vådområder med særlig betydning for fugle – de såkaldte Ramsarområder.

Agger Tange er i denne tid samlingspunkt for tusindvis af trækfugle på vej tilbage fra yngleområderne længere nordpå. Det er især vandfuglene, der nyder godt af føderigdommen i de vidtstrakte strandenge og lagunesøer. Vandfugle er en fælles betegnelse for svaner, gæs, svømmeænder, dykænder, blishøns og vadefugle. Mange rovfugle tiltrækkes også af det overdådige udbud af byttedyr, og ofte kan man være heldig at se havørn eller vandrefalk. Trækfuglene følger den såkaldte transatlantiske trækrute, der går ned langs Atlanterhavskysterne i Vesteuropa og Vestafrika.

I efterårstrækket betyder det, at fuglene flytter sig fra yngleområder i det nordlige Skandinavien og Sibirien til overvintring under varmere himmelstrøg sydpå. For de fleste fugles vedkommende tilbagelægges strækningen over flere uger. Undervejs mellemlandes på ruten i vigtige danske rasteområder som Vejlerne, Agger Tange, Skjern Enge, Tipperhalvøen og Vadehavet, hvor energidepoterne kan fyldes op igen, inden rejsen genoptages.

Det er dog langtfra alle fugle, der flyver helt til ”de varme lande”. Man inddeler fuglene i kort-, mellem- og langdistancetrækkere alt efter, hvor langt de flyver. Kortdistancetrækkerne kaldes også for vejrfugle. Til dem hører velkendte arter som stæren og viben. De er afhængige af frostfrie områder, hvor de med næbbet kan søge føde i jorden. Det er derfor vejret, der bestemmer, hvornår de flytter sig, og typisk hvor langt de flytter. Vejrfuglene trækker typisk ned langs Europas vestkyst til Storbritannien, Holland og Frankrig om vinteren. I den anden ende af skalaen har vi langdistancetrækkere eller instinktfuglene. Instinktfuglenes træk finder sted inden for nogenlunde faste tidsrum både forår og efterår.

Disse fugle tilbagelægger hvert år flere tusinde kilometer mellem Skandinavien og Vestafrika. På Agger Tange yngler for eksempel almindelig ryle, som kan trække så langt sydpå som til Vestafrika. Rekordindehaveren af langdistancetræk kan også iagttages på Agger Tange. Der er havternen, der kan tilbagelægge 70.000 kilometer på en sæson. Den trækker nemlig hele vejen mellem Arktis og Antarktis.

Når man betragter de store V-formationer af grågæs og kortnæbbede gæs på himlen over Thy Nationalpark, leder det uvilkårligt tankerne hen på Selma Lagerlöffs børnebog ”Nils Holgerssons forunderlige rejse gennem Sverige” om drengen Nils, der forvandles til en lille nisse og drager med på vildgæssenes træk ridende på ryggen af førergåsen Akka.

En enkelt førergås er der dog næppe tale om, selvom det kan se sådan ud. På de lange distancer skiftes de stærkeste gæs nemlig til at lægge sig forrest i spidsen af formationen. Det er næsten samme princip, som cykelryttere udnytter, når de ligger på hjul af den forankørende. I luften er det blot ikke læ, men derimod aerodynamikken, der drages fordel af. Hele vejen ud i V-formationens arme dannes en opadgående luftspiral bag den foranflyvende gås. Den fugl, der ligger forrest i V’et, har ikke denne fordel, så derfor skiftes de stærkeste individer til at tage den hårde tørn. Det er vel rimeligt nok, når man, som de kortnæbbede gæs i denne tid, skal flyve helt fra yngleområderne på Svalbard til vinterkvarterer i Holland og Belgien – en strækning på cirka 3000 kilometer.

Torbjørn Tarp er projektleder og skov- og landskabsingeniør ved Nationalpark Thy