Prøv avisen
Fra arkivet

Fra arkivet: Tre danske forfattere, der overlevede dårlig omtale

Fra venstre Henrik Pontoppidan, Johannes V. Jensen og Klaus Rifbjerg, der alle fik hård kritik for værker, men trods det blev berømte danske forfattere. – Foto: ritzau

En forfatters karriere kan overleve kritik og dårlig omtale, viser et kig i avisarkivet i anledning af denne weekends Bogforum

Kan man blive en stor forfatter, selvom anmeldelserne er lunkne, og omtalen i pressen halter?

Svaret er ja, især hvad angår tre danske forfattere, der opnåede stor anerkendelse, selvom de hverken blev skånet for kritik eller modstand.

I den mildere ende af kritik-skalaen finder vi Henrik Pontoppidan, der i marts 1897 blev omtalt i Kristeligt Dagblad i forbindelse med udgivelsen af ”Højsang”. Bogen var intet mindre end hans 18. udgivelse, men det produktive forfatterskab var ikke nok til at imponere Kristeligt Dagblads skribent.

”Alle vi, der beundre Pontoppidan vente alligevel stadig paa noget mere fra hans Haand, noget der vil leve, noget der kan blive af lignende Betydning for de efter os kommende Slægtled, som for Eksempel Adam Homo har været det for os. Vi synes, han har alle Betingelser for at kunne give os et monumentalt Værk, og dog – det er endnu ikke kommet,” skrev Kristeligt Dagblad.

20 år senere, i 1917, modtog Henrik Pontoppidan sammen med Karl Gjellerup Nobelprisen i litteratur.

Kritikken blev mere kras, da den i 1907 blev rettet mod forfatteren Johannes V. Jensen. Han fik i 1906 ballade for at kritisere Herman Bang og forsøge at samle de ”folkelige forfattere” under fællesbetegnelsen ”Den jyske bevægelse”, og den 3. august 1907 kulminerede striden i Kristeligt Dagblad. Her udtalte forfatteren Sophus Claussen sig i hårde vendinger om kollegaen, blandt andet ved at skrive, at ”æblerne på Johs. V. Jensens gren aldrig er blevet moden”.

Sophus Claussen kalder desuden Johannes V. Jensen for ”blegskiden” og anklager forfatteren for at ”lade sig opreklamere af nogle Venner, som han til gengæld berømte”.

Der var i samme artikel snak om, at Johannes V. Jensen risikerede at blive tiet ihjel af aviser, digtere og medforfattere, der ville lade, som om han ikke eksisterede. Så galt gik det dog ikke, og i 1944 modtog Johannes V. Jensen ligesom Henrik Pontoppidan Nobelprisen i litteratur.

Endelig er der Klaus Rifbjerg, hvis bog ”Den kroniske uskyld” er fast inventar i mange skolers pensum. Det var der dog ikke udsigt til ifølge Kristeligt Dagblads anmelder Jan Nissen, som i 1964 kritiserede novellesamlingen ”Og andre historier” for at være vulgær.

”Sagen er som nævnt overvejende seksuelt orienteret, ikke i almindelighed, men i retning af enhver tænkelig form for abnorm, infantil eller vulgariseret seksualitet. (…) Rifbjerg er her simpelthen gået over gevind,” skrev Jan Nissen.

Også avisens læsere var utilfredse med forfatterens erotiske noveller og digte.

”Hvorfor ofre så megen plads og så stort et billede af denne herre (Klaus Rifbjerg, red.) i vort gode blad? Efter anmelderens skøn er nogle af digtene stærkt erotiske og ligefrem blasfemiske. Høj poesi, siger anmelderen. – Jeg synes det er pladder,” skrev en læser i 1964.

Også Klaus Rifbjergs skrivestil får en kommentar. For selvom anmelder Jan Nissen indrømmer, at han finder skrivestilen interessant, mener han også, at Klaus Rifbjerg ”ekscellerer i den slags sproglige slapheder og stivheder, som enhver gymnasiast på begyndertrinnet får besked om at vænne sig af med”.

I dag er alle årgange af Kristeligt Dagblad søgbare og læsbare i avisarkivet.

Johannes V. Jensen
Klaus Rifbjerg Foto: lutfi ozkok