Turen går til Sverige - i hvert fald i køkkenet

Det kræver en god del gær, smør, kardemomme, kanel og ikke mindst tid at forsøge at gøre en svensk mesterbager kunsten efter og måske få ens hjem til at dufte som hos Flickorna Lundgren i Skåne

Sådan ser de svenske kanelbullar i Daniel Lindbergs klassisk og velsmagende fortolkning. I øvrigt har svenskerne viet en dag til kanelbullarne. 4. oktober er kanelsneglens dag i Sverige.
Sådan ser de svenske kanelbullar i Daniel Lindbergs klassisk og velsmagende fortolkning. I øvrigt har svenskerne viet en dag til kanelbullarne. 4. oktober er kanelsneglens dag i Sverige. . Foto: Foto fra bogen.

Når vi kører langt i bil, leger vi tit en gætteleg. Vi gjorde det også forleden, da vi kørte af bugtende veje, inden vi nåede feriens første mål: En stråtækt idyl på det nordlige Langeland. I bilen tænker en af os på en fælles madoplevelse, og de andre skal gætte. Man må spørge: "Er det fra det salte køkken?", "er der kød i?", "er det en kage?". Og den, som sidder med svaret må kun svare ”ja” eller ”nej”. På den måde fisker vi sammen ved den fælles erindringsdam som en familie også er. Er bilturen lang nok, kunne vi også komme til det fælles minde, hvor vi en summende sommerdag fik bord ude i haven hos caféen "Flickorna Lundgren" i Skåne, skænkede kaffe fra en kobberkande og spiste kardemommesnurrer og kanelsnegle eller "kanelbullar", som bagværket hedder på den side af Øresund.

At dømme efter antallet af billeder på sociale medier af kardemommesnurrer, blev det en slags folkesport under nedlukningen at bage snurrer og mestre den søde hvedegærdej, som er basis i både kanelsnegle og diverse snurrer. Og vil man gerne blive endnu bedre, så kan man med fordel læse Daniel Lindbergs bog ”Bagværk. Snegle og snurrer, boller og brioche”, som er udkommet på forlaget Turbine.

Daniel Lindberg er kok og grundlagde en restaurant, som fik to stjerner i Michelin-guiden, men han fandt frem til, at han helst ville bage og har skrevet en ret pædagogisk bog. Den er bygget op om fem grunddeje, som kan bruges til 45 kager - fra rabarbersnegle til luciabrød af safrandej.

Men tilbage til kanelbullarne. Et virkelig udsøgt sted at spise dem  er hos den førnævnte café "Flickorna Lundgren". Syv søstre grundlagde i 1938 kaffestedet ikke langt fra fiskerlejet Skäret i Skåne, og siden har stedet været i familie-eje. I vinters døde den sidste af de syv, Ella Lundgren. Hun blev 99 år. Nu har der været ejerskifte, men her serveres stadig kaffe og førsteklasses svensk bagværk. Jeg tror ikke, at vi når ud til Flickorna Lundgrens denne sommer, men vores køkken vil dufte af kanel og smør. Og ja; det er en lidt lang ingrediensliste, men når man først sidder med kaffen og de nybagte kanelsnegle, er det næsten som at være i Sverige.

Og et lille tip: Vil man ikke bage hele portionen, kan man fryse de udskårne snegle ned. De kan holde sig fem dage på frost. Lad dem tø op på køl over natten. På den måde kan man uden store anstrengelser servere kanelsnegle til morgenkaffen.