Prøv avisen

Tv-julekalenderen fylder 55 år

I 1966 måtte DR af tidsnød sammenstykke årets tv-julekalender af fire vidt forskellige animationsserier, som blev sendt efter tur i løbet af måneden. Flemming Quist Møller og Jannik Hastrup bidrog med det satiriske indslag ”Hvordan man opdrager sine forældre”, som vakte opsigt. Billedet er fra samme år, hvor Quist Møller taler med fire børn om netop tv-julekalender. – Foto: Jens Glargård/ritzau

Den første låge i Kristeligt Dagblads julekalender handler om julekalendere, som første gang kunne opleves på tv i 1962. Idéen byggede på en af julens værdier: næstekærlighed

I julen 1962 rullede julekalenderen ”Historier fra hele verden” over de danske tv-skærme som den første nogensinde. Den blev startskuddet til en elsket tradition, som gennem årene har samlet børn og voksne foran fjernsynet i december til blandt andet en række klassikere som ”Jullerup Færgeby” og ”Nissebanden”.

Idéen til den første julekalender stammede oprindeligt fra Sverige og byggede på ønsket om at hjælpe verdens fattige.

Det kunne man blandt andet læse om i Kristeligt Dagblad den 22. november 1962.

”Danmarks Radio har fået endnu en god idé fra Sveriges Radio. I årets sidste måned får danske børn mulighed for at købe en julekalender, so

m U-landshjælpen har udgivet i samarbejde med Danmarks Radio. Prisen er 3,50 kr.,” stod der.

Samme artikel bød også på en udførlig guide til, hvordan man skulle bruge papjulekalenderen i samspil med kalenderen i fjernsynet.

”Kalenderens forside er tegnet af amerikaneren Robert Sargent, og bag de 24 klapper, som lukkes op efterhånden, skjuler sig tegninger af Kamma Svensson, alle med relation til de lande, man vil hjælpe.

Den 1. december tager både radio og fjernsyn fat på daglige udsendelser i tilknytning til kalenderen,” skrev Kristeligt Dagblad.

Til slut i artiklen bemærker journalisten, at planen er at fortsætte med at udgive både papkalender og tv-kalender i de kommende år. Og nu, 55 år senere, udkommer børnenes ulands-kalender stadig. Og prisen er endda ikke steget særlig meget. 3,5 kroner fra 1962 svarer til cirka 40 kroner i dag, og i år koster kalenderen 45 kroner.

Find dagens spørgsmål om julekalendere iden store julequiz2017.