473 år gammel fejde er forbi: Tysk by afslutter krig med Danmark

Den tyske by Bad Belzig satte i weekenden punktum for en 473 år gammel fejde med Danmark

Kong Christian III var konge, da Danmark lå i strid med den tyske by Bad Belzig.
Kong Christian III var konge, da Danmark lå i strid med den tyske by Bad Belzig. Foto: Mary Evans Picture Library/Ritzau Scanpix

Bedre sent end aldrig.

473 år efter en bitter fejde mellem den danske konge og den tyske by Bad Belzig, som involverede pengeafpresning og kidnapningen af en biskop, slutter tyskerne endelig fred med Danmark.

Det skete ved den årlige byfest i den østtyske middelalderby i weekenden, hvor en repræsentant for den danske ambassade i Tyskland og byens borgmester, Roland Leisegang, deltog i fejringen af afslutningen på den ældgamle strid.

Striden var længe glemt af byens indbyggere, indtil den lokale byhistoriker Ralf Gebuhr sidste år forskede i sporene efter Reformationen i de saksiske statsarkiver i Dresden. Et gulnet skrift med overskriften ”Martin af Waldenfels, foged i Belzig og Rabenstein, fejde mod kong Christian af Danmark og hans undersåtter (1545-1550)” åbenbarede en militær konflikt mellem den danske konge og den tyske by.

Martin af Waldenfels havde tjent som leder af lejesoldater under kong Christian III (1503-1559), men havde ikke modtaget den løn, han var blevet lovet, 20.000 dalere, som var en enorm sum dengang. Han besluttede sig derfor for at afpresse kongen – blandt andet ved i 1545 at kidnappe biskoppen i Lübeck, som var en nær ven og rådgiver af den danske konge. Kong Christian III lod sig imidlertid ikke afpresse, og biskoppen døde to år efter i fangenskab.

Bad Belzig var dengang under saksisk herredømme, og den saksiske kurfyrste var dermed ufrivilligt involveret i konflikten på tysk side. Den blev kun mere pinagtig af, at den danske konges datter, prinsesse Anna af Danmark, stod over for at skulle giftes med den saksiske kurfyrstes bror, August.

For ikke at tabe ansigt beordrede kurfyrsten derfor Martin af Waldenfels at gemme sig på byens borg, Eisenhardt, da det dansk-tyske brudepar besøgte Bad Belzig.

Waldenfels mistede to år efter sit job, men striden blev aldrig officielt afsluttet.

Det blev den så i weekenden, hvor Bad Belzigs indbyggere kunne se et væld af dannebrogsflag dale fra byborgens tårn, efter at en repræsentant for den danske ambassade havde kvitteret for modtagelsen af byens erklæring om fred. Et dusin fredsduer var også indkøbt til lejligheden.