Tysk restaurant genåbner trods trusler efter Erdogan-burger

En gourmet-burgerrestaurant i Köln føjede en Erdogan-burger til menuen som reaktion på den tyrkiske præsidents forsøg på at få tysk komiker retsforfulgt. Trusler førte til lukning, men nu er burgeren tilbage

Erdogan-burgeren blev et øjeblikkeligt hit, og restauranten måtte lukke i utide den 1. maj efter at være løbet tør for burgere. Men andre var mindre begejstrede, burgeren førte til truende kommentarer på nettet, og støtter af den tyrkiske præsident kontaktede restauranten og truede med at kigge forbi.
Erdogan-burgeren blev et øjeblikkeligt hit, og restauranten måtte lukke i utide den 1. maj efter at være løbet tør for burgere. Men andre var mindre begejstrede, burgeren førte til truende kommentarer på nettet, og støtter af den tyrkiske præsident kontaktede restauranten og truede med at kigge forbi. . Foto: OLIVER BERG/dpa.

Tyskerne kan igen sætte tænderne i den tyrkiske præsident.

Efter trusler, hadefulde beskeder, besøg af skumle personer og en midlertidig lukning har Jörg Tiemann, indehaver af burgerrestauranten ”Urban Burgery” i Köln, valgt at genåbne sin restaurant. Det skriver den tyske avis Der Express.

Balladen begyndte, da Jörg Tiemann i april lancerede en burger med gedeost på menuen og opkaldte den efter Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan.

Den 52-årige restaurantindehaver reagerede på Erdogans ønske om en retssag mod den tyske komiker Jan Böhmermann, som vakte debat om satire og ytringsfrihed og gav den tyske forbundskansler Angela Merkel voldsomme kvaler, da han på tysk tv i marts oplæste et digt fuld af grovheder rettet mod den tyrkiske præsident.

I Tyrkiet kan man blive straffet med flere års fængsel for at fornærme præsidenten, og en kontroversiel lov i Tyskland gør det ligeledes muligt for udenlandske statsoverhoveder at bede den tyske stat om at retsforfølge tyske borgere efter fornærmelser. På den baggrund vil den tyrkiske præsident, som siden 2014 har rejst flere end 2000 sager mod journalister, politikere og tyrkiske borgere, have Böhmerman retsforfulgt.

Angela Merkel gav grønt lys til, at loven kunne tages i brug, og hun blev efterfølgende beskyldt for at gøre knæfald for den tyrkiske præsident, idet EU har stærkt brug for Tyrkiet til at hindre flygtninge i at krydse grænsen til Europa.

Dette angreb på friheden til satire kunne restaurantindehaver Jörg Tiemann ikke sidde overhørig. Han lancerede derfor en burger, hvis navn og særlige ingrediens - gedeost - henviste klart til Böhmermanns digt, som blandt andet indeholdt en linje om, at den tyrkiske præsident har seksuelt samkvem med geder.

”For mig betyder det her en forpligtelse til kunst- og satirefrihed,” sagde han forleden i et interview med ugemagasinet Der Spiegel.

Erdogan-burgeren blev et øjeblikkeligt hit, og restauranten måtte lukke i utide den 1. maj efter at være løbet tør for burgere. Men andre var mindre begejstrede, burgeren førte til truende kommentarer på nettet, og støtter af den tyrkiske præsident kontaktede restauranten og truede med at kigge forbi.

”Jeg foreslår, at vi besøger dem. Hvem vil slutte sig til mig?”, skrev for eksempel en Facebookbruger, der kalder sig ”Smith Wesson” efter den amerikanske våbenproducent.

Truslerne fik Jörg Tiemanns tre tyrkiske kokke til at sige op, og restaurantindehaveren tog derfor et drastisk skridt og lukkede restauranten.

Hans kamp for retten til satire endte dog ikke her.

Onsdag i denne uge genåbnede restauranten med nye medarbejdere og forbedret sikkerhed blandt andet i form af videoovervågning.

Erdogan-burgeren er tilbage på menuen, og om kort tid får den følgeskab af en ”AfD-burger med minaret” – en burger med asparges som kritisk replik til det højrenationale parti Alternative für Deutschland, som ønsker forbud mod minareter i Tyskland.