Prøv avisen

Tyskerne har lært mig at være høflig og elske lange ord

Tyskerne er glade for især lange ord, der kan være svære for udlændinge. På denne plakat med ordene ”Ud med sproget, ind med livet”, der opfordrer indvandrere til at lære sproget, optræder politiker Aygül Özkan, der har tyrkiske rødder. – Foto: Ritzau Scanpix

Danskere og tyskere er fælles om en forkærlighed til orden. Men godt tre år i Berlin har lært Kristeligt Dagblads korrespondent, at der også er store forskelle på os

”Ordnung muss sein,” siger (man om) tyskerne. Der skal være orden. Udtrykket er lidt af en kliché. Men klichéer er jo som regel blevet til af en grund. Forleden var jeg på cykeltur med en tysk veninde. Undervejs konstaterede hun, at hendes bagdæk var en smule fladt. Jeg foreslog, at vi kørte forbi en cykelhandler og pumpede det. Færdigt arbejde. Men næ nej, så enkelt var det ikke. Hun havde en manual til cyklen, og den måtte vi først læse, så vi vidste, præcist hvor meget tryk dækket kunne holde til. Alt andet ville være uansvarligt, lod hun mig forstå.

Vi danskere er tilbøjelige til at tænke i løsninger, i det øjeblik vi står over for et problem. Tyskerne funderer gerne over problemets kompleksitet.

Alt forekommer mere komplekst i Tyskland. Og det skyldes ikke kun, at jeg er en slags permanent turist, som på fjerde år stadig glædes over udfordringerne ved at lære det tyske sprog og den tyske kultur at kende.

I begyndelsen måtte jeg oversætte alle breve fra det offentlige ord for ord. Jeg har med lige dele fryd og frustration erfaret, at tyskerne er utroligt glade for ord.

Lange ord! Såsom ”Rechtsschutzversicherungsgesellschaften” (forsikringsselskaber, der yder juridisk beskyttelse).

Tekniske ord. Såsom ”Geschlechtsverkehr” (samleje, men direkte oversat kønstrafik).

Uoversættelige ord. Såsom ”Vergangenheitsbewälti-gung” (som beskriver det at komme overens med, håndtere eller gøre op med fortiden. Læs: den nazistiske fortid). Slående nok blev mine oversættelser da også altid cirka halvt så lange på dansk.

I det hele taget er den tyske kultur væsentligt mere formel end den danske. Tyskerne har modsat os bevaret ”De” i mødet med alle andre end familie og gode venner. Jeg reagerer altid med en blanding af stolthed og forlegenhed, når min jævnaldrende læge tiltaler mig ”Herr Johansen”.

I begyndelsen af min tid som korrespondent kom jeg én gang for skade at kontakte en professor i Heidelberg pr. mail uden at køre hele artilleriet af høflighedsfraser i position. Han skældte mig huden fuld og understregede, at min mail var aldeles uhøflig.

Siden har jeg ikke sparet på fraser som ”Ich Grüße Sie herzlich” (Jeg hilser Dem hjerteligt) og ”Ich danke Ihnen recht herzlich im Voraus” (Jeg takker Dem meget på forhånd). Fraser, som ville forekomme barokke på dansk.

Jeg må indrømme, at jeg er blevet ret glad for det tyske skel mellem ”Sie” (Des) og ”du” (dus). Dels giver det den mere intime gestus i personlige relationer mere vægt, dels kan man bevare en venlig tone over for fremmede, uden at det bliver omklamrende.

Tidligere tog jeg ikke notits af, at en dansk kilde eller læser skrev ”kærlig hilsen” til mig, nu finder jeg det en smule akavet og ville aldrig selv skrive det (men det skal ikke afholde folk fra at sende mig en kærlig hilsen).

Man skal dog ikke forledes til at tro, at tyskernes høflighed nødvendigvis er udtryk for større venlighed. Der er nok mestendels tale om sociale regler. Igen er det farligt at generalisere. Jeg har mødt mange rare tyskere. Måske især uden for Berlin.

Bayrerne minder meget om os danskere – godmodige og hyggelige og en smule selvtilstrækkelige. Ruhr-tyskerne er også hjertelige. Men berlinerne, tror jeg godt, man kan sige, er en tand mere knotne end os. Man taler om ”Berliner Schnauze”, det vil sige en attitude karakteriseret af manglende høflighed, åbenmundethed og grov humor.

Måske tyskerne er lidt mindre venlige end os. Mindre smilende. Men omvendt oplever jeg dem som meget civiliserede mennesker. Det kan have rod i de helt igennem uciviliserede 12 år under nazismen, som tyskerne for altid skal bære på. Man diskuterer, om tyskerne stadig bærer på skyld efter Hitler-regimet.

Min oplevelse – som er begrænset af primært at være baseret på venskaber med veluddannede, relativt unge tyskere i storbyen – er, at det gør de. Tysklands betingelsesløse kapitulation den 8. maj 1945 kalder man for ”Stunde Null”, og udtrykket betegner, at man skulle starte helt forfra med alt. Jeg spurgte på et tidspunkt en tysk ven over en øl, om der er noget i tysk kultur, hun var stolt af. Hun kender Tysklands historie før 1933, de kulturelle rigdomme. Men hun har også fjerne slægtninge, som er nynazister. Hendes prompte svar var nej.

Vi danskere sætter uden tøven Dannebrog i fødselsdagslagkagen og på juletræet. Tyskerne bliver urolige i blikket, når jeg foreslår dem noget tilsvarende. Jeg kom for skade engang at nævne den gamle vittighed om, at nazisterne om ikke andet byggede motorvejene. Ikke alle syntes, det var sjovt. Man må være varsom med fortiden her.

Læs alle artikler her.

Jeg kom for skade engang at nævne den gamle vittighed om, at nazisterne om ikke andet byggede motorvejene. Ikke alle syntes, det var sjovt. Man må være varsom med fortiden her

Tobias Stern Johansen, korrespondent