Tyttebær-Maja havde fat i noget: Bærrene er en ren sundhedsbombe

Norske forskere har dokumenteret, hvor sunde tyttebær er, især de mest modne bær, der stadig kan plukkes i disse uger

Det er et godt tyttebærår, i hvert fald i Norge. Og tyttebær er blandt de sundeste bær, påviser norske forskere.
Det er et godt tyttebærår, i hvert fald i Norge. Og tyttebær er blandt de sundeste bær, påviser norske forskere. Foto: Jørgen Bausager/Ritzau Scanpix.

Tyttebærsæsonen er ved at være slut, men det er ikke for sent at finde de runde, røde bær, og der er en særlig god grund til at plukke dem og sætte tænderne i de meget modne bær. Det vidste Tyttebær-Maja fra Lønneberg måske, som vel fik sit navn af Astrid Lindgren for sin viden og brug af tyttebær, så Emil og de andre fra Katholt i historierne kunne blive mætte og sunde. Og det sidste vidste Egtvedpigen måske også for over 3000 år siden. Da hun blev fundet nær Vejle, opdagede arkæologerne resterne af en barkspand med bundfald af øl lavet på tyttebær. 

Norske forskere kan nu slå fast, hvor sunde tyttebær og ikke mindst de modne af dem faktisk er. Ifølge forskning.no har forskerne især fokuseret på polyfenoler, som er en gruppe af antioxidanter, der findes i mange varianter i planter. Polyfenoler har mange sundhedsmæssige egenskaber, ikke mindst nedsætter de risikoen for hjerte-kar-sygdomme og bekæmper celleskader. Og de kan også forebygge urinvejsinfektioner på samme måde som tranebær. 

Der er to typer polyfenoler i tyttebær. Den ene giver bærrene deres røde farve, og den anden deres bitre smag. Disse antioxidanter er en forsvarsmekanisme mod skadedyr og skadelige mikroorganismer.

Og så er de mest modne tyttebær de sundeste, påpeger forskerne ifølge forskning.no.

Det er typisk sæson for modne tyttebær fra begyndelsen af august til begyndelsen af oktober. Bærrene er mere udbredt i Norge og vokser bedst i højfjeld med lave temperaturer og meget sol. Ifølge Miljøstyrelsen er de ret almindelige i Jylland og i Nordsjælland, men i resten af Danmark mere sjældne.

Tyttebær kan bruges til mange ting og kan fint erstatte tranebær, både i smag og altså også i forhold til de sundhedsmæssige aspekter. 

Man kan lave tyttebærmarmelade, som er godt til pandekager og vafler, skriver madensverden.dk, som også foreslår saftevand, friske tyttebær i snaps eller knuste bær i dejen til brød.

Ifølge de norske forskere er frosne tyttebær rørt sammen med sukker gode som tilbehør til mange retter. Forskerne selv foretrækker også tyttebærsorbet. 

Og hvis man vil bevare de sundhedsmæssige fordele ved tyttebær, skal man helst bruge hele bær, som er opvarmet hurtigt, ikke længere end fem-ti minutter. Og så kan de fint fryses ned og fortsat være sunde.