Prøv avisen

Ugle søger livspartner

Omkring 3000-4000 natuglepar holder til i Danmark, hvilket gør uglen til den mest udbredte i landet. – Foto: .

Der er omkring 3-4000 natuglepar i Danmark, selvom de har fået sværere ved at finde ynglepladser

Det var en mørk og stormfuld aften. Vinden ruskede i trækronerne, hvorfra en ugle tudede dybt og længe.

En hyggelig og romantisk beskrivelse? Måske ikke umiddelbart, men det er netop, hvad det er i de kolde januarnætter. For her tuder landets natugler i håb om at tiltrække en mage, og hvis først romancen indgås, holder den livet ud. Tuderiet fungerer samtidig som en markør til konkurrerende ugler om, at området er optaget.

LÆS OGSÅ: Naturfond skal redde truede arter

Omkring 3000-4000 natuglepar holder til i Danmark, hvilket gør uglen til den mest udbredte i landet dog yngler uglerne hovedsageligt i Østjylland og på øerne, især i Dyrehaven nord for København. Men uglerne har fået sværere ved at finde ynglepladser i takt med, at der bliver stadigt færre hule træer, fordi landet skove bliver mere moderne og regulerede. Derfor søger både nye og gamle natuglepar ynglepladser i lader, udhuse og skorstene, hvor de bygger rede. Og at de gør det allerede i januar, har en ganske naturlig forklaring:

Uglerne skal lægge æg i marts, så ungerne kan udruges i løbet af foråret, hvor mus myldrer frem i skovbunden. De flyvefærdige, men utrænede unger har dermed en lang periode til at lære musefangerkunsten, inden det igen bliver vinter. Det tager de hvide dununger omkring en uge at lære at flyve, fra de forlader reden.