Vildtvoksende hår og mislykkede hjemmeklipninger: Uheldige frisurer samler os under corona

Lukkede frisører får danskerne til at dele billeder af vildtvoksende hår og knap så vellykkede hjemmeklipninger på de sociale medier

Corona­krisen er ­blevet en så langhåret affære for EU-korres­pondent Ole Ryborg (til venstre), at hans frisure har tiltrukket sig opmærksomhed fra DR’s seere. Tidligere Venstre-minister Lars Christian Lilleholt har til gengæld kastet sig over hjemme­klipningen. – Privat- fotos.
Corona­krisen er ­blevet en så langhåret affære for EU-korres­pondent Ole Ryborg (til venstre), at hans frisure har tiltrukket sig opmærksomhed fra DR’s seere. Tidligere Venstre-minister Lars Christian Lilleholt har til gengæld kastet sig over hjemme­klipningen. – Privat- fotos.

I disse tider deles danskerne om en finurlig udfordring: coronahåret. Og i en tid, hvor frisører holder lukket på snart tredje måned, står det ganske givet slemt til i de danske hjem. Men selvom den uklippede og måske ufarvede høstak i princippet kunne holdes skjult for omverdenen fra hjemmekontoret, er det langt fra alle, der benytter sig af den mulighed.

”Coronahår” er ikke blot vokset frem fra hovedbunden, men også som fænomen på de sociale medier, hvor danskere under hashtagget #coronahår deler diverse hårkatastrofer med hinanden. Da coronatiden efterhånden er blevet en langhåret affære, tager mange nemlig saksen i egen hånd.

”Forsøgte i morges med en hjemmeklipning, det gik desværre ikke for godt,” kunne man læse på folketingsmedlem og tidligere Venstre-minister Lars Christian Lilleholts Instagram-profil, da han for nylig delte et billede af en trimmer og en så godt som kronraget fartstribe langs siden af hovedet.

”Heldigt, at de fleste møder er online,” konstaterede han i opslaget, der blev kvitteret med et kommentarspor fyldt af grinesmiley’er fra Lars Christian Lilleholts følgere.

Også EU-korrespondent Ole Ryborg følte sig i slutningen af det Herrens år 2020 kaldet til at kommentere egen hårpragt, efter at han havde modtaget henvendelser fra flere DR-seere.

”Alt jeg ønskede mig til jul var en klipning. Måske næste år,” skrev han og ledsagede opslaget med billeder fra forskellige tv-optrædener, hvor man kunne se, hvordan det vildtvoksende hår tog sig ud.

At vi på de sociale medier har fundet sammen over de hårdtprøvede coronafrisurer, undrer ikke trendforsker Louise Byg Kongsholm. Hun fortæller, at det er en naturlig strategi, der fungerer som en slags ventil i en krisepræget hverdag:

”I en situation som nu, hvor alt er trist, og vi ingenting må, så bruger vi humor og dét at grine af vores egen helt vanvittigt åndssvage situation som en måde at overleve på. Når vi deler billeder af en skæv klipning, finder vi ud af, at vi allesammen har det på samme måde og er i samme båd. Det bliver et ekkokammer, hvor vi kan bekræfte hinanden i, at det hele er forfærdeligt. Men så længe alle andre også oplever ren elendighed, så er det til at klare,” griner Louise Byg Kongsholm.

Og netop dén strategi benytter corona-generalen, Sundhedsstyrelsens Søren Brostrøm, sig øjensynligt også af.

”Har klippet mig selv med maskine, blevet skævt i nakken,” skrev han på det sociale medie Twitter, da han under første nedlukning delte en selfie af den hjemmeklippede manke. Hvorvidt Søren Brostrøms forsøg med trimmeren var vellykket eller ej, var der delte meninger om blandt hans følgere, men ikke desto mindre gav flere udtryk for, at de også selv havde givet sig i kast med saks og trimmer.

Om det vildtvoksende eller hjemmegjorte coronahår ligefrem kan blive et ideal eller langvarig trend, afviser Louise Byg Kongsholm dog blankt.

”Det er bare et billede på, hvordan vi alle sammen lever lige nu. Det er adfærd i en krisetid,” siger hun og vurderer, at gamle idealer igen vil vinde indpas, når hverdagen vender tilbage:

”Så snart frisørerne åbner igen, står vi klar i hobetal for at få ordnet vores frits. Det kan næsten ikke være anderledes, for vi savner for meget at have styr på os selv.”