Ung, troende pige med net ydre søges

Husholdersker er i dag udskiftet med au pairer, og det er ikke kun navnet, der har forandret sig

Kravene til unge pigers hjælp i huset var anderledes før i tiden, hvilket afsløres af over 100 år gamle annoncer i Kristeligt Dagblad. Her er en husholderske i arbejde i Tyskland. – Arkiv
Kravene til unge pigers hjælp i huset var anderledes før i tiden, hvilket afsløres af over 100 år gamle annoncer i Kristeligt Dagblad. Her er en husholderske i arbejde i Tyskland. – Arkiv. Foto: Ullstein Bild/Polfoto.

Au pair er fransk og betyder ”på lige fod” eller ”på lige vilkår”. Idéen er, at unge piger kan opleve et nyt land og dets kultur og blive en del af en familie, mens de hjælper til med hus og børn. Alligevel er forholdene for au pairer et emne, der ofte har været til diskussion. For nylig faldt der dom i en sag om ulovlig ansættelse af en au pair, og da de unge piger forrige år fik ret til mindst 4000 kroner i lommepenge, faldt antallet af au pairer i Danmark.

Ansættelse af piger, der går til hånde i en husholdning, er ikke er et nyt fænomen. For over 100 år siden kaldte man dem husholdersker, og hvis lønforholdene fra 1905 stadig var gældende, var der måske flere, der ville overveje at ansætte.

Et dyk ned i Kristeligt Dagblads arkiv viser eksempelvis et opslag fra 1905, hvor en pige blev lovet otte kroner om måneden for at arbejde i et bagerhjem i Esbjerg. Det svarer i dag til cirka 500 kroner.

Kravene til husholderskerne var også anderledes, i hvert fald hos dem, der satte annoncer i Kristeligt Dagblad. Dengang var det ikke de unge piger, men gammeljomfruerne, der var i høj kurs. Og så skulle hun også gerne være proper og troende.

For eksempel blev der i 1905 søgt efter ”en ældre, paalidelig, troende pige til Kjellerupgård. Ingen malkning”. I en anden annonce fra 1902 lød det, at ”en troende, paalidelig pige, ikke under 25 aar, kan få plads hos en enlig dame. Uden gode anbefalinger nytter det ikke at henvende sig”.

Det gælder for mange opslag, at gode anbefalinger var et krav. Men hvordan kunne pigerne få gode anbefalinger, hvis de ikke kunne blive ansat uden? Løsningen ses i de annoncer, der specifikt søgte unge piger.

”En ung, stille og velopdragen pige kan første maj faa plads i et herskabskøkken. Honorar fordres ikke. Vedkommende kan muligvis erholde en mindre sum til hjælp til sin paaklædning.”

De unge piger måtte altså først arbejde uden løn i håb om gode anbefalinger, så de senere kunne få et lønnet arbejde.

Der var dog folk, der gerne ville have unge piger. Hos P. Jensen fra Uglev St. annoncerede man, at en ung pige kunne få løn, hvis hun levede op til et par krav.

”En ung, troende pige, som har et net ydre, kan hos undertegnede faa plads til 1. maj eller senere. Anbefalinger ønskes. Løn gives. Der er rig lejlighed til at høre Guds ord.”