Ups! Jeg har kvajet mig!

Vi kan alle begå fejl på jobbet, men vi taler helst ikke højt om det. Bagsiden sætter hen over sommeren fokus på bommerter på arbejdspladsen og indleder med at afsløre et par stykker fra egne rækker

Illustration: Morten Voigt.

Hvad har den norske terrorist og massemorder Anders Behring Breivik med dansk børne-tv at gøre? Forhåbentlig ikke noget, vil mange nok tænke. Men alligevel dukkede han i 2012 pludselig op i munter samtale med den kendte Ramasjang-vært Jacob Riising i en artikel om udviklingen af dansk børne-tv gennem tiden. Hvordan gik det så til?

Errare humanum est, skulle den romerske tænker og politiker Cicero have sagt år 43 f.Kr. Det er menneskeligt at fejle. Og heldigvis for det, for vi er mange, der gør det.

Bagsiden løfter de kommende uger sløret for nogle af de bommerter, der er sket gennem årene blandt Kristeligt Dagblads ansatte.

Samtidig opfordrer vi jer, kære læsere, til at dele jeres fejltrin med os: røverhistorier fra biblioteket og hospitalsgangen, bekendelser fra politibilen eller klasselokalet. Ved at dele fejlene kan vi forhåbentlig lære af dem – og få et godt grin undervejs.

Inden jeg bekender mine egne synder, vil jeg benytte lejligheden til at hive andre med i faldet. Hvorfor ikke starte med en af mine venner?

I gymnasietiden arbejdede han som bud for et apotek i Charlottenlund og cyklede medicin ud til områdets ældre, og der skulle også postes breve fra apoteket, inden postkassen blev tømt. En aften var han kommet bagud med udleveringen af medicin og tænkte, at brevene velsagtens kunne vente en dag. Uheldigvis lå chefens private brev med en boligkontrakt i stakken, som altså blev bragt ud for sent. Det førte til en fyreseddel.

I den mere uskyldige, men dog tåkrummende, ende er historien om en af mine andre venner, der var ny i hjemmeplejen.

Som eneste mand i faget var de ældre kvinder meget begejstrede for den unge afløser. Endelig en hjælper, der kunne nå op og tørre støv af de øverste hylder i stuen og ikke var bange for tunge løft. Men når det gjaldt den mere intime del af plejeopgaverne, kom han galt af sted flere gange. For eksempel da han skulle hjælp en sød, mild og – heldigvis – humoristisk ældre kvinde i tøjet første gang. Alderen og tyngdekraften havde sat deres spor på hendes krop. Attributterne nåede et godt stykke ned under taljen, og han blev forvirret over, hvad han skulle stille op. Efter nøje overvejelser pakkede han dem ned i bukserne og spændte livremmen rundt om. Så var de på plads. Heldigvis kunne kvinden le ad episoden, og de øvrige ældre kvinder i distriktet blev hjulpet med større omhu bagefter.

Tilbage til mine egne synder, for jeg har også kvajet mig på jobbet. Godt og grundigt og flere gange. Som da jeg skulle dække et arrangement på Christiansborg for nye statsborgere og spurgte en mørklødet kvinde, hvad det nye statsborgerskab betød for hende. Hun viste sig at være pæredansk folketingspolitiker valgt ind for Socialdemokraterne.

Eller da jeg for sjov i en social sammenhæng bildte en kollega fra en dansk morgenavis ind, at Michael Jackson synger ”eat it” (spis det) og ikke ”beat it” (skrid) i sit store pophit fra 1982. Uheldigvis skulle hun ved et tilfælde kort tid efter skrive en artikel om, at læger advarede Michael Jackson mod at tage på sin sidste store turné, da han havde tabt sig meget og så syg ud. Hvad var mere nærliggende end at indlede den artikel med en reference til kunstnerens kendte ”spis det”-sang? Min kollega fik mange sure mails fra læserne. Og jeg fik røde ører.

Der findes flere bud på sætninger, der kan følge efter Ciceros kendte ord om det menneskelige i at fejle. For eksempel ignoscere divinum est (at tilgive er guddommeligt) eller nullius nisi insipientis in errore perseverare (kun en tåbe bliver ved med det).

Personligt håber jeg på tilgivelse for de fejl, jeg nu har afsløret, og kan garantere, at jeg har forsøgt at tage ved lære af dem. For eksempel har jeg dobbelttjekket alle navne i mine artikler, siden jeg som journalist på Berlingske skulle skrive portrættet af børne-tv-værten Jacob Riising i 2012.

”Breivik, min ven,” udbrød Jacob Riising glad i min artikel og gav Anders Breivik et stort kram. Men det var naturligvis en tanketorsk af de helt store, for der var ikke tale om den norske massemorder men derimod tv-værten Anders Breinholt, kendt fra blandt andet ”Natholdet” på TV 2.

Heldigvis var avisens redaktionssekretær mere årvågen end jeg selv, og hun fik efternavnet rettet, før avisen blev trykt. Reddet på målstregen.