Prøv avisen

At være kålhøgen

"Frem for at skabe en misforstået lighed ved at neutralisere staten, skal vi hellere gå ind i en ægte dialog med andre kulturer, ideologier og religioner og derigennem skabe os en holdning til, hvad det er for et samfund, vi ønsker at leve i," skriver Indre Missions generalsekretær Thomas Bjerg Mikkelsen. Foto: Nils Rosenvold/ Denmark

Kålhøgen er på vej ud af det danske sprog, men har en lang dialektal forvanskningshistorie bag sig

Jeg har tidligere skrevet om kålhøgen, som er et ord, der formentlig er ved at glide ud af brug. Flere læsere har imidlertid spurgt til det for nylig, således Lilly Risgård fra Virksund.

Kålhøgen kunne tidligere optræde som koldhøgen, karlhøgen, kaalhøven eller kaalhøj, så det er ikke let at lytte sig til eller gætte ordets historie. Oprindelsen til ordet er da også uvis, men det sandsynlige er, at første stavelse er en forvanskning af karl. Det kan være en dialektal forvanskning, for en karl hedder på flere jyske dialekter en kål. Andet led er formentlig afledt af adjektivet høj, så ligesom man kan være kæphøj, kan man være karlhøj. Det er muligvis det, der er blevet til kålhøgen.

Ordet betyder sådan noget som selvsikker, indbildsk, skidtvigtig, kry, overmodig eller munter, overstadig. Jeg ved ikke, om det passer på landsdelens menneskers selvopfattelse, men Grundtvig kalder i sin oversættelse af Saxos krønike jyder for kålhøgne folk. Jeppe Aakjær og Johannes V. Jensen, der begge kunne være noget kålhøgne, bruger af og til ordet, når de skal karakterisere folk, som bilder sig noget ind eller gør sig bemærket på uheldig måde. Kålhøgen er altså et skældsord eller en nedsættende karakteristik af en person, der er kålhøgen, holder sig ikke til beskedenhedens dyd.

LÆS OGSÅ:
Første verdenskrig fortalt via en gravsten

Der er et andet ord, læsere har spurgt til, og som også er på Dansk Sprognævns liste over truede ord, nemlig en charlatan. Det er en person, som i høj grad er kålhøgen, kunne man sige, for en charlatan er sådan én, der tror at vide alt, eller som spiller på, at vi andre tror, han ved alt. En charlatan er, siger Den Danske Ordbog, en person, der foregiver viden og indsigt for selv at opnå fordele. Altså en svindler og bedrager.

Ordet er af italiensk oprindelse. Det kommer af ciarlare, der betyder at snakke, ligesom en charlatan jo også er en besnakker. En humbugmager kan også på italiensk hedde en ciarlatano, og det er fra det ord, charlatanen er kommet til os.

Det er nu ikke kun italienere, der har været leveringsdygtige i ord som charlatan. Andre gamle ord og begreber er markskriger eller vindbøjtel. Vindbøjtel kommer af det tyske Windbeutel, der oprindeligt betyder en pung med luft i, og man kan jo forestille sig sådan en oppustet skrigeballon. Måske burde vi indføre begrebet en opblæst pung? Jeg synes, man let finder personer, der kan leve op til sådan en karakteristik. På den anden side er det måske sådan i vore dage, at man nødvendig må blæse sig op for at få ørenlyd og for at blive set.

Synlighed er nødvendig, ligesom man må markedsføre sig og sine synspunkter, hvis man vil frem i dag. Markedsføring og synlighed skal der til. Så lad os slutte med endnu et gammelt ord, som er udgået. Det er ordet en markskriger, som engang var betegnelsen for den, der solgte sine varer på et marked ved højlydt råben og gestikuleren. Det kommer af det tyske ord for marked, Markt. I dag er markskrigeren næppe et virksomt substantiv, men adjektivet markskrigerisk er her endnu, og en markskrigerisk person er én, der virkelig gør opmærksom på sig selv, en kålhøgen charlatan måske?