Vagn på hospice finder glæde ved fuglene udenfor

De frie fugle og naturen omkring os var med os, da jeg besøgte Vagn på Svanevig Hospice et smukt sted ved Lollands nordkyst

Gæs og mennesker på rejse.
Gæs og mennesker på rejse. Foto: Michael Stoltze

For et par måneder siden ringede Vagn og fortalte, at han havde set en svalehale.

Jeg havde ikke talt med Vagn i mange år og blev meget glad for at høre hans stemme, for vi havde haft et fornøjeligt samarbejde engang om sommerfugle. Vi var på ture sammen, og han imponerede mig med sit store lune og sine evner som fotograf.

Denne gang havde hans hustru, Conny, fotograferet den smukke og sjældne svalehale, som Vagn for anden gang i sit liv havde set i Danmark. Så fortalte han, at sommerfuglen var dukket op i haven ved Svanevig Hospice, der ligger ved Lollands nordkyst nær Bandholm Havn, og at der var en særlig grund til, at han havde set den der:

”Jeg blev for halvandet år siden diagnosticeret med en kræft, der desværre havde spredt sig meget. Scanningsbillederne af mig ligner et pyntet juletræ. Der er ikke så meget at gøre, men jeg har responderet rimelig godt på noget medicin, der bremser sygdommen, så jeg er her endnu og er blot på aflastning på Svanevig Hospice.”

Det var et chok at få det at vide, men jeg var så glad for, at han tog kontakt og havde overskud til at genoptage vores gamle venskab, og jeg besøgte ham kort efter på stedet.

Det blev et glædeligt gensyn, inden han kom tilbage til hjemmet på Falster.

For et par uger siden blev det igen for svært at være hjemme, og han kom atter på Svanevig Hospice, hvor jeg besøgte ham og Conny for et par dage siden. Han havde fået det værre og var i konstant, men effektiv smertebehandling.

Det er gråvejr og let regn, da jeg ankommer, men Vagn stråler af nærvær og lune.

”Det er et fantastisk sted at være – utroligt søde ansatte og en god atmosfære, selvom jeg ikke ved, om jeg kommer herfra med hovedet eller benene forrest,” siger han.

Det værker, når han går eller sidder lidt forkert, men vi indtager vældige mængder kaffe, kage, chokolade og frugt. Vagns appetit, livsappetit og nærvær er overvældende. Det er rart.

Regnen stopper, skydækket letter, vi beslutter at gå en tur ned til kysten et par hundrede meter fra stedet, og Vagn sætter sig til rette i rullestolen.

Udenfor har vinden lagt sig, og i haven er der stadig en rest af de lyse høst-anemoner, som svalehalen havde frekventeret, da den var på besøg. Nede ved vandet bryder solstråler frem og varmer vores rygge, og der er læ og fralandsvind, hvor vi går og sidder, og vi nyder udsigten over smålandsfarvandet.

Svanerne ligger og lyser som hvide stjerner på havet, det myldrer med vildgæs, der ligger i en gigantisk flok i vigen, og i horisonten kommer den lille færge fra Askø glidende med kurs mod Bandholm Havn og forsvinder et øjeblik bag den kunstige havneø, som nu er indtaget af vild natur med træer og skarver. Idyllen er fuldkommen, og vi glæder os over fuglenes vrimmel.

Tilbage i værelset på Svanevig Hospice falder mørket på, og jeg ser en flygtig skygge passere forbi lige uden for ruden. ”Det er flagermus,” siger Vagn, og mens vi spiser, aner vi gæssene trække forbi i store kiler. Vagn beder os om at åbne vinduerne, så vi kan høre dem.

De er også på rejse!