Valnøddehøsten udfordret af en flyvende tyv

Det har været en usædvanlig god valnøddesæson, men høsten skal planlægges godt, når en flok råger er på spil

Under plukning af nødderne falder mange til jorden og flækker frugtskallen, straks de rammer jorden, hvorefter den fugtige valnød triller ud.
Under plukning af nødderne falder mange til jorden og flækker frugtskallen, straks de rammer jorden, hvorefter den fugtige valnød triller ud. Foto: Mette Østergaard.

Valnødderne har set gode ud hele sommeren. Aldrig før har der været sat så mange nødder på træet, og de er som altid temmelig velvoksne. Enkelte valnødder er så småt begyndt at sprække i den grønne frugtskal, der omgiver den hårde, lysebrune valnød. Når frugtskallen sprækker, vil nødden inden længe dratte til jorden af sig selv, og det er den allerskønneste måde at høste valnødder på. De skal bare samles op.

Sådan blev det imidlertid ikke hos os. Vi høstede nødderne på træet onsdag i sidste uge, fordi vi skulle være hjemmefra både torsdag og fredag. Det lyder ikke umiddelbart som nogen logisk begrundelse, men sagen er den, at jeg var overbevist om, at den store koloni af råger, vi har i området, var klar til at høste for os, straks vi var ude af vagten.

Vi har prøvet det før, og det er så fuldstændig ødelæggende for det gode humør, når rågerne kommer først. Derfor blev nødderne plukket, og nu ligger de og sprækker op i stalden i et par rammer med trådnet.

Det kan undre, at fuglene er i stand til at gabe over nødderne, og endnu mere, at de er i stand til at få kernerne ud. Jeg har aldrig set dem gøre øvelsen, men jeg har hørt, at de lader nødden falde fra stor højde og ned på et hårdt underlag. Det vil helt klart sprække den grønne frugtskal, så den brune valnød kommer frem.

Valnøddehøsten er i gang. I år er der ekstra mange nødder.
Valnøddehøsten er i gang. I år er der ekstra mange nødder. Foto: Mette Østergaard

Men at knække valnødden, så kernen kommer frem, må kræve en særlig teknik. Måske sætter de nødden fast og hakker med næbbet? Hvorom alting er: Råger er valnødde-tyve og kan ribbe træet i en ruf.

Når valnødderne er befriet for frugtskallen, opbevares de i netposer, der hænger i træ-karnappen ved bryggersdøren. Karnappen er åben til det fri på den ene side. Her holder de sig spændstige og friske i mange måneder.

Desværre har nogle af valnødderne fået en meget kedelig svampesygdom, bladpletsyge. Den ses på bladene som rundagtige, uregelmæssige brune pletter med mørkere rande, der til tider flyder helt sammen til større partier. Mest irriterende er det, at svampen også går på frugterne. Der kommer sorte, indfaldne pletter på den grønne frugtskal. Fra frugtskallen går svampen direkte ind i selve valnødden, hvor kernen hurtigt bliver ødelagt.

Svampen overvintrer på nedfaldne blade og frugter, hvorfra den spredes igen næste forår. Mit projekt er derfor i dette efterår at fjerne nedfaldne blade og rester af frugter og brænde skidtet.

Valnødder smager skønt, som de er, i brød og kage, i salater, som let saltede eller sukkerristede. Eller prøv valnødder sammen med honning. Læg valnødderne på panden, rist dem et øjeblik, hæld honning over, lidt timian og en smule salt. Rist et par minutter og brug det til ostemaden!