Ny bog guider dig til Danmarks smukkeste vandreruter

Vandring i naturen er populært. Men man bør forberede sig bedre på at lægge mærke til de mange fortællinger i landskabet og stille spørgsmål undervejs, mener forfatter bag en ny guide til de smukkeste vandreruter i Danmark

Gunhild Riske, journalist og antropolog, har lavet en guide til den danske natur, der udkommer i morgen på Politikens Forlag. Her kommer man blandt andet forbi Rebild Bakker, øverst, ligesom man bliver klædt på til at lægge mærke til de mange planter og dyr undervejs på sin vandring på de mange naturskønne ruter i Danmark. Som en detektiv kan man spore sig frem til en bæver eller dens bid i træer i Klosterheden, man kan opdage en smuk isfugl, lægge mærke til ulvespor i sandet i Stråsø eller se en grøn løvfrø. Fotos fra bogen.

Lysegrønne bøgeskove, der spejler sig i vandkanten langs østkystens skrænter. Gul marehalm, der vejrer i vinden på klitterne langs Vesterhavet. Lyngen, der blomstrer lilla på de vestjyske heder. Bakkede landskaber med græssende ponyer på Sydlangeland, eller Københavns helt egen savanne: Kalvebod Fælled.

De danske landskaber er alsidige og smukke, og de rummer mange lag af oplevelser.

Det er budskabet i bogen ”Turen går til smukke vandreruter i Danmark”, som udkommer i morgen. Den er skrevet af forfatter, journalist og antropolog Gunhild Riske, som guider læseren til de smukkeste vandreture i Danmark.

Bogen skal få os til at opdage de fortællinger, som den danske natur og landskaber rummer, og den byder på en udførlig beskrivelse af i alt 29 forskellige steder med vandreruter, der spænder fra Rubjerg Knude i Vendsyssel til Vestskoven ved København og Almindingen på Bornholm. Turene er tilrettelagt, så man både får praktiske anvisninger til at finde vej i landskabet, men bogen knytter også historiske fortællinger om stedernes og landskabet udvikling gennem tiden til hver enkelt rute.

”Hvis man læser om ruten på forhånd, har man fortællingerne på nethinden, når man bevæger sig ud på ruterne. På den måde kan bogen være med til at åbne de mange lag, som er i landskaberne og sørge for, at man får øje på de fortællinger, som findes undervejs,” forklarer Gunhild Riske om intentionerne bag bogen.

Hun mener, at nøglen til at gøre nye opdagelser på vandreturen i den danske natur er at agere en form for landskabsdetektiv.

”Man må starte med at stille spørgsmålet: ’Hvorfor ser det ud, som det gør?’,” siger hun og uddyber.

”Hvorfor ser det ud, som det gør? Hvem bor der? Altså flora og fauna. Og hvordan har samspillet med mennesker formet dem gennem tiden?”

Det kan åbne for helt nye oplevelser i og med naturen. Sådan en oplevelse havde Gunhild Riske for eksempel selv på en vandretur i Almindingen på Bornholm. Skoven, der er Danmarks femtestørste, er først og fremmest kendt for den store vandreblok ”Rokkestenen” og de rungende klippesider i ”Ekkodalen”.

Men Almindingen rummer også andre fortællinger og lag, fortæller forfatteren bag vandreguiden:

”Det er sjældent, at folk taler om, at det er et af de steder, hvor man rent faktisk har rejst en skov fra nulpunktet.”

For 200 år siden var der stort set ingen træer tilbage i Almindingen som følge af intensiv afgræsning og skovhugst, men kort før 1800 blev det besluttet at genrejse skoven. En ung og senere berømt lokal skovrider, Hans Rømer, sørgede for at så og plante og ikke mindst indhegne Almindingen med stengærder, så græssende dyr blev holdt ude.

”Han blev meget upopulær blandt bønderne, der havde græssende dyr i området, men man endte faktisk med at rejse en statue af ham,” fortæller Gunhild Riske.

Den ”nye” skov blev plantet som nytteskov, med især nåletræer på lige rækker, der var nemme at høste. Og selvom skoven nu er varieret med både løvtræer, åbne områder, klipper med bregner, peger forfatteren på, at den type naturgenopretning er spændende at opleve i relation til nutidens debatter om klima- og biodiversitetskrise.

”Med klimakrisebrillerne på ser man pludseligt noget andet end ’bare’ nåletræer på række. Så ser man også en vilje til at lave noget nyt,” forklarer hun.

Gunhild Riske understreger, at den vigtigste kilde til at være ”landskabsdetektiv” i den danske natur ikke nødvendigvis er at tage på langfart, men at det simpelthen bare handler om at komme ud at gå.

”Det at gå er en super fleksibel aktivitet og kræver ikke nogen særlige forudsætninger, og mange af teknikkerne til at gøre nye opdagelser kan man også bruge i sine nærlandskaber. Gå ud og stil spørgsmålet: ’Hvorfor ser det sådan ud?’,” lyder opfordringen.