Prøv avisen

Vandrefalken er tilbage

Det er plyssede væsener som denne vandrefalkeunge, der sandsynligvis flytter ind på Kyndbyværket i Nordsjælland til foråret. Her er det et tidligere foto af en unge, der er ved at blive ringmærket.– Foto: Johanne P. Hartmann.

Ornitologer jubler over et nyt fund af ynglende vandrefalke i Nordsjælland

Da Knud Flensted, biolog ved Dansk Ornitologisk Forening i søndags tjekkede en redekasse på kraftværket Kyndbyværket ved Hornsherred i Nordsjælland var det ren rutine.

Men da han kiggede ind, fik han til sin overraskelse øje på både ekskrementer, fjer og de sørgelige rester af en ringmærket due. Alt sammen noget, der indikerer tilstedeværelsen af ynglende vandrefalke. Og den glædelige mistanke, KnudFlensted fik i søndags, er senere blevet bekræftet af, at lokale beboere i området har set et vandrefalkepar kredse om redekassen.

Vandrefalken er en af Danmarks allermest sårbare arter med kun omkring ni ynglende par tilbage i hele landet, og den har ikke været registreret i Nordsjælland siden 1927. Men nu tyder meget altså på, at den har fundet tilbage.

Alt dette viser med stor sikkerhed, at fuglene faktisk har ynglet i 2013, uden at nogen har opdaget det, og det ser ud til, at de også vil yngle her i 2014. Det er helt fantastisk, siger Knud Flensted til Dansk Ornitologisk Forenings hjemmeside.

LÆS OGSÅ: Stor virak om lille ord

Vandrefalken er et af verdens hurtigste dyr. Når den styrtdykker efter bytte, som for eksempel duer og småfugle, kan den nå en hastighed på helt op til 390 kilometer i timen. Jagten foregår ved at fuglen flyver op i højden, spotter sit bytte og indleder et målrettet, skråt dyk ned imod det. Hvis byttet er klogt og når at opdage, at det er på vej til at blive væltet omkuld af en rovfugl med samme fart som et højhastighedstog, er det bare ærgerligt for vandrefalken. Den høje fart gør nemlig, at den ikke kan nå at stoppe og vende om, men må lægge alle sine kræfter i at få bremset op.

Nu lader det så til, at et nyt hold flyvere er på vej til Nordsjælland. Vandrefalkhunnen lægger i gennemsnit tre-fire æg i marts-april måned. Rugetiden er 29-32 dage, og både han og hun hjælper til. Ungerne, der er plyssede med hvide dun, når de kommer ud af æggene, er uafhængige af deres forældre efter cirka to måneder.