Lørdagsmad: Varm og velsmagende æbledrik

Mulled cider er en varm krydret æbledrik, som passer godt til sæsonen. Kryddernoterne minder om gløgg, men drikken er børnevenlig og alkoholfri

Sådan ser det ud, før mosten er kogt. Fire timer senere er farven gylden, og drikken smager af jul. – Foto: Else Marie Nygaard.
Sådan ser det ud, før mosten er kogt. Fire timer senere er farven gylden, og drikken smager af jul. – Foto: Else Marie Nygaard.

Der er visse minder, som er steget i kurs, efter at pandemien har ændret vores hverdag. Ikke mindst minder om rejser. Det var også sådan, vi kom til at tale om den krydrede varme drik, vi fik serveret i en interimistisk café i en købmandsbutik i Vermont en efterårsdag. Det var sidste år.

Skønt det kun er godt et år siden, kan det føles som langt længere siden, at vi sad i butikken med fingrene om papbægrene. Vi var løvfaldsturister, og dem plejede der at være mange af i Vermont, hvor skovenes blade i september og nogle uger ind i oktober omdannes til gigantiske gyldne tæpper af skønhed.

Den modne dame, som solgte den krydrede æbledrik, undrede sig over, hvad det var for et sprog, vi talte. Jeg forklarede, at vi kom fra Danmark, og hun tog sig tid til at fortælle mig om bagværket i disken og drikken.

Det vigtigste var, at man skulle have en god ufiltreret æblemost og lade drikken simre længe. Og så naturligvis krydderierne. Og dem købte vi heldigvis med, inden vi kørte videre på løvfaldsruten.

Med til minderne fra den dag i butikken i Vermont hører også, at mindst et af børnene syntes, at deres mor var pinlig med sine mange spørgsmål til damen om, hvordan hun frembragte en sådan gryde af velsmag. Men uden mine spørgsmål havde vi ikke kunnet sætte os søndag i skumringen ved adventskransen med duften af Vermont.