Varmeste sommer nord for ækvator

Sommeren var rekordvarm på den nordlige halvkugle. Her midt i september er det igen blevet sommervejr, som på Rømø Strand i denne uge. – Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix.
Sommeren var rekordvarm på den nordlige halvkugle. Her midt i september er det igen blevet sommervejr, som på Rømø Strand i denne uge. – Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix.

Mens efteråret viser sig fra sin solrige og varme side disse dage, endda godt nok til at gå på stranden, kan befolkningen på den nordlige halvdel af kloden se tilbage på nogle varme sommermåneder. Der blev nemlig denne sommer slået flere vejrrekorder. Først og fremmest var sommermånederne bemærkelsesværdigt varme for kloden.

Særligt på den nordlige del af den, som oplevede den varmeste sommer nogensinde målt.

Ifølge data fra USA’s institut for oceaniske og atmosfæriske studier, Noaa, var de tre sommermåneder, juni, juli og august, 1,17 grader varmere end gennemsnittet for det 20. århundrede generelt set. Så var august den næstvarmeste af sin slags i de 141 år, man har målt den slags, og hele kloden havde sin tredjevarmeste sommer.

Måske mærkedes sommervejret i Danmark ikke som særlig varmt eller solrigt, især i juli, men som et land på den nordlige halvkugle har vi været en del af en samlet meteorologisk rekord. Det har nemlig været den varmeste august nord for ækvator. Og det var samtidig en rekordvarm sommer på den nordlige halvkugle, som dermed slår 2019 og 2016, der før havde den rekord.

Ifølge forskere tegner 2020 sig globalt set til at blive en af de fem varmeste år nogensinde registreret. Både juni og august var to grader varmere end normalt, mens juli derimod var to grader koldere.

Temperaturerne har også været bemærkelsesværdigt høje i blandt andet Arktis og på den norske øgruppe Svalbard, skriver DR. På Svalbard har det nemlig været den varmeste sommer nogensinde ifølge Norges meteorologiske institut. Også i det nordlige Rusland var årets tre sommermåneder for eksempel to grader varmere end gennemsnittet. Det samme var tilfældet i det sydvestlige og nordøstlige USA.

I det nordligere Asien var temperaturen i juni, juli og august hele tre grader varmere end gennemsnittet.