Prøv avisen

Vendehalsen slanger sig gennem farer

Vendehalsen, der er på størrelse med en lille stær, har sit navn, fordi den kan vride halsen rundt og sno sig som en slange, hvis den bliver truet. – Foto: .

På en god dag kan den lille fugl vendehalsen spise omkring 10.000 myrepupper, som den bruger sin lange tunge til at indfange

Naturvejleder Jens Kofoed deltager dagligt i morgenfladen på P4 Bornholm. Det betyder, at han også får en del lytterhenvendelser. Og i denne uge sendte en lytter ham et billede af den sjæld-ne fugl vendehalsen, som man i øjeblikket kan se over hele landet. Men man skal kigge godt efter. For når den sidder stille, ligner den nærmest et vissent blad, og der er heller ikke mange af dem. Faktisk yngler der kun omkring 30 par i landet, især i Nordjylland og Nordsjælland, men i øjeblikket er de på træk fra de nordligere egne mod Midtafrika, inden de vender tilbage til foråret. Og så kan man se lidt flere af dem.

LÆS OGSÅ: Den milde og venlige del af Kattegat

Det er i sig selv usædvanligt for den fugleart at være trækfugl. For den er beslægtet med spætten, som ellers plejer at blive, hvor den er. Men vendehalsen gør alting på sin helt egen måde.

Den har sit navn, fordi den vender hovedet. Og specielt når den føler sig truet, kan den vride halsen rundt og stritte med fjerene og sin lange tunge på en sær-lig måde, så den kommer til at ligne en slange. Den kan faktisk komme til at se ret farlig ud, og den kan endda hvæse som en slange. På den måde kan den skræmme de fleste mindre rovdyr væk, forklarer Jens Kofoed, der selv har smag for en anden af vendehalsens specielle vaner. For den lever hovedsageligt af myrer. Og når Jens Kofoed tager skoleklasser med ud i skoven, ynder han at spise orangemyrer foran de måbende børn og opfordrer dem til at spise en selv.

Man ved først, hvorfor de hedde orangemyrer, når man spiser dem. For de smager fuldstændig af appelsinskræl. Og jeg spiste dem, længe inden de begyndte at servere dem på Noma, siger Jens Kofoed, der dog ikke kan følge med vendehalsen, når det gælder myrer. For på en god dag kan den lille fugl spise omkring 10.000 myrepupper, som den bruger sin lange tunge til at indfange.

Den elsker at sidde ved en myretue og spise myrepupper, som ofte forveksles med myreæg, men det er altså pupper, fastslår den bornholmske myre- og fuglekender.