Verden på vrangen

Læs kort nyt fra Danmark og resten af verden

Kort nyt fra verden.
Kort nyt fra verden. Foto: .

Randers Kommune laver Hvidsten-site

Den 1. marts har filmen om Hvidstengruppen premiere i biografer landet over. I den forbindelse har Randers Kommune lavet en hjemmeside, der giver et spændende indblik i historien om Hvidstengruppen, Hvidsten Kro, filmen og meget mere. På hjemmesiden er der samlet en række oplysninger og for-tællinger, der har relation til Hvidstengruppen og Hvidsten Kro. Her kan man blandt andet opleve den pensionerede historielærer Hans Nejsum fortælle historier om modstandsgruppens arbejde, følge med kroejer Søren Fiil på en spændende rundvisning på Hvidsten Kro og komme med bag kameraet på optagelserne til filmen om Hvidstengruppen. Læs mere på www.hvidstengruppen.randers.dk.

Vil bevare de gamle sorter

Særegne og lokale danske kornsorter, frugter og grøntsager skal bevares.Det mener regeringen og Enhedslisten, der har afsat penge til i alt 12 projekter, der skal sikre, at gamle danske fødevarer ikke uddør. 5 af de 12 projekter er placeret i Randers-området og det nordlige Djursland. Et af projekterne er Den spiselige have i Randers Regnskov, hvor der blandt andet vil blive dyrket sorter af knoldselleri, rødbede, kålroe, pastinak, ølandshvede, nøgen byg og svedjerug.På det nordlige Djursland vil Dansk Landbrugsmuseum ved Gl. Estrup dyrke gamle frøformerede danske løg og porrer på bæredygtig vis, og i Tjele er der hele tre initiativer på vej.Et af projekterne i Tjele går ud på at indsamle vildblommer, ligesom der skal udarbejdes en bog om 125 danske æblesorter. Det oplyser tv 2 Østjylland.

Odder indtager mose

Odderen har indtaget Bjørnemosen i Bundsbæk Naturpark. Det fortæller naturvejleder Sabine Jensen: Vi har længe haft mistanke om, at der findes odder i Bjørnemosen. Nu har vi det endelige bevis. En fin række fodspor i sneen, hvor odderen var gået på land og kravlet ind i pilekrattet, fortæller hun. Bundsbæk møllebæk er et relativt uforstyrret vandløb, og Bjørnemosen, som bækken løber igennem, er et moseområde med flere mindre søer. Det giver odderen gode muligheder for at søge føde. Odderen er udbredt i de vestjyske vandløb. Godt hjulpet på vej af en totalfredning af arten, påbud om odderriste i ruser og etablering af faunapassager ved vejbroer.

Mand vandt sin hund i retten

En franskmand ved navn Jean-Marie har fået rettens ord for, at hans hund tilhører ham. Hunden var som hvalp en gave fra mandens kæreste, men da parret slog op 15 måneder senere, insisterede den forsmåede ekskæreste på at få sin gave igen. Nu har retten i Marseille afgjort, at terrieren, der lyder navnet Poupette, hører til hos den lettede Jean-Marie.