Prøv avisen
Julekalender

Vi bander i kristendommens navn

”Sgu” er en sammentrækning af ”Så Gud hjælpe mig”, og ”fandeme” betyder i virkeligheden ”Fanden æde mig”. Foto: Polfoto

I forbindelse med Reformationen begyndte folk at bruge kristne udtryk som Gud og Fanden i deres bandeord. I dag har vi stadig spor af kristendommen i vores eder, men sygdomme, fækalier og det seksuelle har skubbet de kristne bandeord længere ned i rækken

Når vi i dag siger ”sgu” eller ”fandeme”, er det måske ikke altid, vi lige tænker over, at vi på den måde bander i kristendommens navn. Men det gør vi. For ”sgu” er en sammentrækning af ”Så Gud hjælpe mig”, og ”fandeme” betyder i virkeligheden ”Fanden æde mig”.

”Det kristne islæt i bandeordene kommer ind i dansk sprogbrug sammen med Reformationen. Så det er med andre ord 500 år gamle eder og forbandelser, vi stadig bruger. I dag er de blot blevet forkortet, så vi ikke længere har hele sætningen med, når vi bruger bandeordene til at forstærke vores udtryk. Og derfor er vi heller ikke længere så bevidste omkring ordenes egentlige betydning,” fortæller sprogforsker ved Syddansk Universitet Marianne Rathje.

I de to førnævnte eksempler er der henholdsvis tale om guddommelige og diabolske bandeord. For selvom det i dag måske lyder mindre uskyldigt at sige ”sgu” og dermed bede Gud om hjælp, så var det i 1500-tallet forbundet med direkte synd at sværge i Guds navn. Sådan havde Luther nemlig udlagt buddet: ”Du må ikke misbruge Herren din Guds navn.”

”I dag er det kun de diabolske eder, vi stadig regner for bandeord. Men også her er der tale om, at vi opfatter udtrykkene mindre alvorligt i vores tid. Tidligere troede man nemlig, at Fanden ville materialisere sig, når man påkaldte ham. Så det var dengang meget slemt at få kastet Satan eller Fanden efter sig,” forklarer Marianne Rathje.

Sprogforskeren peger på, at det altid er tidens tabuer, der optræder i de bandeord, man bruger. I 1700-tallet begynder sygdomme som kræft, ”kræftædemig”, og syfilis, ”pokker” at dukke op blandt de anvendte skældsord, og i 1900-tallet kommer de fækale tabuer som ”skide”, ”pisse” og ”lort” på banen.

”Man kan ganske enkelt se på forskellige tiders bandeord og på den måde finde ud af, hvad man har været optaget af i netop den periode, og hvad der har været det mest provokerende eller tabuiserede at gøre til et kraftudtryk. I 1960’erne begynder det seksuelle for alvor at dukke op med det engelske ord ’fuck’ som det mest udbredte, og det er nok stadig det ord, der i de sidste 50 år har erstattet både Gud og Fanden,” siger Marianne Rathje.

Hun påpeger også, at vi i dag ikke længere bruger bandeordene som forbandelser, men udelukkende som forstærkelser af vores udtryk.

”Vi markerer en gradsforskel, når vi sætter et bandeord ind i sætningen. Der er forskel på at sige: ’Det var en god film’, og ’det var fandeme en god film’. Så derfor er jeg også overbevist om, at bandeord vil blive ved med at være en del af vores sprogbrug.”