Vi lever i overdrivelsens tid. Og det går ud over proportionssansen

Mange insisterer på at tale som sportskommentatorer og overdriver på en måde, så vi mister proportionssansen

Vi lever i overdrivelsens tid. Og det går ud over proportionssansen
Illustration: Morten Voigt.

For et par uger siden skrev nu forhenværende politiker Jens Rohde på Facebook: ”Når alt skal skrues op til at være historisk, skandaløst, mirakuløst, uden sidestykke, og hvad medierne ellers flyder over med, mister vi proportionssansen.”

Rohde taler om hyperbler, det stilfænomen, der gør en grim mand til VERDENS HÆSLIGSTE DYR. De store, råbende bogstaver er essentielle i den tidstypisk støjende samtale og krydres gerne med et overflødighedshorn af udråbstegn i kampen om opmærksomhed – side om side med konstante gule, ophidsende breaking-bjælker, der aktivt forfølger en som stalkere.  

Denne artikel er en del af denne serie:
Sprogligt set

Rent bortset fra det betydelige nuancetab, så får jeg personligt hvide knoer, når alting lige pludselig er så SPÆNDENDE!!!

I det klima bliver den lille overdrivelse nemt til en SKRÆMMEKAMPAGNE, og noget så utabloidt – ja, det tabloide hører oftest med til dagens hysteri – som energiproducenterne og -distributørernes overnormale profitter er så stille et emne, at det, selvom det vedrører vores trængte privatøkonomi, blegner, når Søren Pape Poulsen (K) siger ”indianer”, undskyld, jeg mener: ”INDIANER”!!! HAN SAGDE ”INDIANER”!!!!

Og så LYVER alle. Også når de ikke gør det. Prædikatet løgner sidder løst; faktisk skal der ikke mere til, end at et valgløfte ikke indfries eller måske bare forsinkes, før dommen falder: HUN LYVER!!! Ve den, der fisker en gammel cykel op af vandet – CYKELTYV!!! Og den, der har ondt af de børn, der er efterladt i Al-Hol lejren – LANDSFORRÆDER!!!

Og tag lige fobierne med. Her er der tale om en hyperbolsk flæskeside, som vi næsten har lært at leve med. Men en fobi er et afgrænset fænomen, der henviser til irrationel angst eller afsky for noget specifikt, for eksempel edderkopper (araknofobi); i hyperblernes tidsalder bliver enhver form for mishag hurtigt fobi-stemplet. Er for eksempel islamofobi virkelig det retvisende ord for det store flertal af danskere, der går ind for en stram udlændingepolitik? Flygter de da skrigende af angst eller afsky, når de møder en muslim? Er de hundredtusindvis af danskere, der bagstræberiske mener, at det er sværere end som så at skifte køn, virkelig transfobiske – i en tilstand af fobisk afsky eller angst ved mødet med en transkønnet? Og de, der tiltræder videnskabelig konsensus om, at fedme er usundt, men uden at få et angstanfald ved synet af en tyksak, må simpelthen skamme sig sammen med de andre tykfober.

Russofobi, derimod, skulle i samme forstand beskrive en sygelig angst eller afsky for russere, men lige denne fobi virker for tiden – altid, hvis man spørger borgerne i de tidligere sovjetrepublikker – forbavsende rationel.  

Må jeg ikke bede om noget afdæmpet anti, som i for eksempel antisemitisme, selvom det retfærdigvis skal siges, at også anti-konstruktioner bruges hyperbolsk.

Malplacerede fobier og hyperbler, der minerer sproget med ophidselse, er i nær, omend omvendt, familie med den amerikanske faible for det hovedløst positive, der kommer til udtryk ved det bastante antal FANTASTISKE fænomener. En smuk blomst, et nydeligt hus, en dejlig solskinsdag – FANTASTISK, alt sammen.

Hvis alle insisterer på at tale som sportskommentatorer i de sidste halsbrækkende minutter af en halvleg, så kan vi lige så godt overgive os deltagende til larmen: Lad os alle SKRIGE!!!!!

Dette er en sprogklumme. Klummen skrives på skift af forfatter Susanne Staun og seniorredaktør Henrik Lorentzen