”Næsten hele dagen den 4. maj havde vi luftalarm. Engelske flyvere angreb tysk transport på Åbenråvej, otte biler blev ødelagt, mange sårede og dræbte.”
Sådan skriver Børge Dahl-Hansen fra Skagen om dagen, hvor Danmark blev befriet i 1945. Han har fulgt Kristeligt Dagblads opfordring til at indsende øjenvidneberetninger fra dagene omkring Befrielsen, hvor han var otte år og boede i Haderslev. Om oplevelsen fortæller han videre:
”Alle 12 familier i huset måtte ned i kælderen, vort beskyttelsesrum. Vi sad på bænke, og vi små lå i et par køjesenge. Vi var meget bange, især når vi skulle vækkes om natten og i kælderen med vores små kufferter. De lå altid parat under mor og fars seng.
Om aftenen den 4. maj gik mor og far en tur ned til havnen, hvor der lå to store skibe med cirka 4000 flygtninge om bord. De så ikke godt ud, fortalte mor og far os. Vi fire drenge, Jørn 14 år, Poul 9 år, Vagn og jeg 8 år, blev hjemme for at høre BBC fra London i radioen. Så kom fredsbudskabet! BBC sender til Danmark. Morsetegn for V. Victory! Sejr! ’Montgomery meddeler...’
Vild jubel over byen, ja landet. Så lød ’Prins Jørgens March’. Det var stort! Selv for en otteårig dreng. De voksne var jublende glade. Ikke længere tænke i beskyttelsesrum! Tænde lys uden mørklægningsgardiner!
Far og mor kom hjem fra havnen og hørte råbene fra vinduerne: ’Vi har fred!’. Alle satte lys i vinduerne, smed mørklægningsgardiner på gaden, hejste Dannebrog om aftenen, radioen for fuld drøn, hørte det igen og igen – og det er bare sandt. Det passer!
Alle folk skulle ned i byen, også vi. Alle råbte og græd af glæde. På Nørregade og Jomfrustien stod folk og sang og græd og råbte hurra. Politimesteren blev båret i ’guldstol’ op gennem Nørregade. Man sang ’Kong Christian’ og ’Der er et yndigt land’ og flere sange. Jeg har aldrig oplevet en lignende glæde som i disse dage. Frihed, tak, tak i lange baner. Slut med mørke nætter i kælderen, luftalarm, tyske soldater på gaderne og meget mere. Tro mig, glæden var enorm. Tænk lige, hvad der skete i en otteårig drengs hoved. Jeg kan mærke det, nu hvor jeg skriver dette.
Nå, nogle af mor og fars venner kom hjem til os, hvor bror Jørn havde pyntet bordet med flag og lys og lavet ægte kaffe, der var gemt til lejligheden. Der blev holdt et lille ’bedemøde’ med tak til Gud for freden – at krigen var slut i Danmark. Danmark skånet i sidste minut. Alle i seng ved totiden om natten.
Lørdag den 5. maj lukkede far forretningen – alle gik i byen. Ingen englændere kom. Derimod kom De Hvide Busser med danske fanger fra Frøslevlejren – alle fra Haderslev. Blandt andre vores doktor Lauritsen, og Asger Rasmussen, en ven – igen blev der sunget og råbt hurra og taler.
Søndag den 6. maj. Igen var hele byen på benene, men stadig ingen englændere. Klokken 10 stor festgudstjeneste i domkirken. Jørn gik med spejderne, vi små med far og mor. Jeg kan ikke huske så meget fra kirken, undtagen musikken og sangen. Jeg tænkte mere på: ’Vi har fred! Ikke bange mere! Ingen flyvemaskiner mod Tyskland. Ingen tyske soldater i gaderne! Nu kan vi lege frit og køre med mælkemanden.’
Mandag den 7. maj klokken 13. Endelig kom englænderne. Vi skyndte os op på Gammelting, nær kasernen. En cirka syv kilometer lang karavane af biler, tanks, panservogne kørte i to timer. Tusindvis af ’haderslevere’ på gaden med flag, jubelsang og hurraråb. De store børn og voksne kom op at køre på tanks og biler. Min bror, Jørn, kørte med tanks næsten til Christiansfeld. Hans onkel, der var købmand i ’Feld’, fik ham kørt hjem til Haderslev i lastbil.
Tirsdag den 8. maj klokken 13 skulle kasernen overgives til danske soldater. Borgmesteren åbnede portene. Folk strømmede ind i tusindvis. Da Dannebrog gik til tops, var der total stilhed overalt. Et stort øjeblik!
Det har været mærkelige dage. Hvor voksne har vist de store følelser, en glædesrus. Tænk, de viste følelser som os børn. Det var min far og mor meget om at forklare os: I må meget gerne vise glæde – men ikke hævntørst over for hjemmetyskerne i byen.”