Prøv avisen
Liv i sproget

Vi skal slide af karsken bælg for et næringsrigt sprog

Udtrykket karsken bælg er ved at glide ud af sproget, og det er en skam, skriver Johs. Nørregaard Frandsen

Så skal der synges af karsken bælg! Det betyder det samme som: Nu skal der synges igennem af lungers fulde kraft, frit fra lever og nyrer. Det er et sjovt udtryk, synes jeg, måske især fordi jeg som barn mente, at min morbror, som brugte udtrykket, sagde ”Karsten Bælt”, og det forstod jeg godt nok ikke lige, hvem var.

Karsk er et godt gammelt ord, der på norrønt eller oldnordisk hed karskr og på nedertysk karsch, hvoraf begge kom af et ord med betydningen at vække. Der er da også noget morgenfriskt over ordet, ikke? Spejdere er karske, tænker jeg, springer op og spænder bælte fra den årle morgenstund.

Ordet betyder da også sådan noget som sund, rask, frisk, stærk og kraftig. I dag tror jeg, det er meget sjældent, ordet bruges, bortset fra i den faste vending af karsken bælg.

Så er der den anden halvdel, bælgen, vi skal have rede på. Det kender vi fra forskellige sammenhænge som en blæsebælg, der jo i gamle dage var smedens vigtige redskab til at få kullene til at gløde så præcist som muligt, når han skulle smede jernet med sin hammer.

Vi kender naturligvis også ordet fra ærtebælgen. H.C. Andersen leger således med bælgen i sin finurlige historie ”Fem fra en ærtebælg”, hvor det et sted hedder: ”Bælgen voxte, og Ærterne voxte, de indrettede sig efter Huusleiligheden”.

Hvad har smedens blæseinstrument dog med ærternes ”huusleilighed” at gøre? Jo, grundbetydning kan findes i et norrønt ord, belgr, der betød en sæk eller en skede, altså til et sværd, og således kan man i Ingemanns historiske romaner læse om riddere og andre karske mænd, at de trak sværdet af balgen. En bælg eller balg er altså en rummelighed, kunne man sige. Det moderne ord bullen, som i en bullen finger, er principielt det samme ord, som her betyder opsvulmet.

Bælg har nok især været brugt om skind, hud og pelsværk. Der findes et gammelt ordsprog: Man skal ikke sælge bælgen, før ræven er skudt. Det findes også i udgaver med bjørne og så videre. Hos Christian Winther findes denne vidunderlige formulering: ”Som Rævens Bælg mit Hoved i Stridhaaret var og rødt”. Man ser ham for sig, ikke?

Man kan imidlertid også få skældt bælgen fuld, hvilket er sket for mig flere gange, skulle jeg hilse og sige. I min barndom betød det vestjyske ”bælle” skind, og når vi var ude i klitterne ved Blåvand eller Henne for at se på de på det tidspunkt stadig meget få damer, der badede topløst, så kunne vi sige, at vi så dem i ”djer bår bæller”.

Jeg tror som sagt, udtrykket karsken bælg er ved at glide ud af sproget. Det ville være synd, hvis det forsvandt helt, for der er dejlige karske knas-ter i vendingen, så vi får lidt til bællerne.

Det er godt at undres over sproget og dets sære, stridhårede vendinger. Jeg tænker derfor, vi skal slide af karsken bælg for et næringsrigt sprog, så både ærter og bælge vokser sig store og, som Andersen siger, bliver til hele huslejligheder.