Vikingernes danska tungu

Islændinge ville formentlig kunne forstå dele af vikingernes sprog, mens dansk er meget langt fra den ”danska tunga”

Vikingernes danska tungu

”Som dreng skar jeg Skibe.” Sådan indleder Johannes V. Jensen et digt fra 1906. Jensen brugte bogstavrim, hvor rytmen bæres af begyndelsesbogstaver. Han ville i poetisk kontakt med oldnordisk digtning og vikingerne, hvis sprog var oldnordisk.

Når vikingerne digtede, så anvendte de netop bogstavrim som sol–sten eller skar– skibe, men ikke enderim. Bogstavrim giver en akustisk kontanthed i sproget, som sagaerne ”Njals Saga”, ”Egil Skallagrimssons Saga” med videre også benytter sig af.

Vikingetiden, cirka 800 til 1050, har primært efterladt kortere tekster, men det er nok til, at vi kender vikingernes skriftsprog. De skrev litteratur, lovtekster, leveregler, gode råd, forordninger, breve og kærlighedserklæringer.

De skrev runer af en enkel og kantet form med mange op- og nedadgående linjer, så de lod sig indskære, riste eller hugge i træ, ben eller sten. Runerne var kendt længe før, men i vikingetiden brugte man et 16-tegns runealfabet, der kaldes futharken.

Ordet rune er af det oldnordiske rún, der er beslægtet med et gotisk ord for hemmelighed. Runerne blev betragtet som magiske regn, der kunne rumme både god og dårlig magi. Skriften kunne være farlig, fordi den rummede noget skjult og besværgende.

Men hvordan talte vikingerne så? Ifølge den islandske lovsamling ”Grágásen”, nedskrevet i 1100-tallet, så talte vikingerne den danske tungu, og den norske sagnkonge Olav Tryggvason kaldes i sagaer frægstr maðr á danska tungu, den navnkundigste mand på den danske tunge.

Det lyder flot med den danske tunge, der altså var oldnordisk, men langt fra den danske tunge, der tales i dag. Man ved ikke, hvordan denne danske tungu har lydt. Der foreligger jo ikke lydoptagelser.

Sprogforskere peger på, at der var to dialekter eller variationer, så vestnordisk taltes i Norge, mens man i Danmark og Sverige talte østnordisk dialekt. Den vestnordiske dialekt kaldes også for oldnorsk, norrønt eller oldislandsk, så den findes på en måde endnu. Moderne islandsk ligger nemlig tæt på det oprindelige og altså på den vestlige oldnordiske dialekt. Desuden er nynorsk og færøsk skriftsprog i nogen grad konstrueret på et norrønt og vestnordisk fundament.

Vikingetiden var en nordisk storhedstid, og oldnordisk var år 1000 det geografisk set mest udbredte europæiske sprog. Det var tider. Men det blev andre tider, og efterhånden som de heltemodige skandinavers magt blev svækket, mistede det oldnordiske sprog sin magt. Sprog sydfra, eksempelvis plattysk, begyndte at påvirke nordboerne. Nulevende skandinaver ville ikke kunne forstå vikingernes sprog.

Der er nemlig liv i sproget. Det forandrer sig, udvikler sig.

Det er dog sandsynligt, at islændinge ville kunne forstå dele af vikingesproget, hvis de mødte vore forfædre over et horn med mjød. Apropos – så er mjød et oldnordisk ord, mjöðr, som betød honning eller sødt.

Vi kunne slutte med at hilse alle góðir menn og góðum konur. Her dog ikke udskrevet i runer.