Det var farligt at være vildand på og omkring Fanø i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede.
Da anvendte øboerne en udspekuleret metode med fælder til at indfange de vilde ænder, der endte på danskernes middagsborde, og som udgjorde en god indtægtskilde for dem, der drev fuglekøjerne, som fælderne hedder.
Den ældste af køjerne, Sønderho Gamle Fuglekøje, har netop fejret sit 150 års jubilæum, og Foreningen til bevarelse af Sønderho Gamle Fuglekøje har modtaget Fanø Byråds Initiativpris 2016 for renoveringen af anlægget, der nu drives som frilandsmuseum.
I 1866 kom skipper Thomas Jessen Anthonisen hjem til Fanø fra et af sine togter og fortalte om fuglekøjerne, som han formodentlig har set på De Frisiske Øer eller i Holland – navnet stammer fra det hollandske vogelkoije, hvor koije betyder fælde.
Han fik tre landmænd med på ideen om at skabe en andefælde, hvor udbyttet kunne supplere de beskedne indtægter fra øens sandede jorder. Thomas Jessen Anthonisen druknede imidlertid året efter, og der skulle gå 17 år, inden hans søn igen fik gang i køjen ved blandt andet at sælge 50 anparter i den.
Det er stadig efterkommere af de oprindelige partshavere, der ejer anparterne, som hverken kan sælges eller overdrages, men kun gå videre inden for slægterne.
Fuglekøjen ligger på heden ud til Vadehavet på østsiden af Fanø. Den består af en sekskantet dam, hvor der i hver af de seks hjørner er bygget en 45 meter lang fangarm, en vandfyldt kanal, der løber væk fra dammen og ind i land. Fangarmene er overdækket med net og ender i en ruse.
Fangsten foregik ved hjælp af tamme lokkeænder, som køjemesteren opdrættede ved hver dag at fodre dem med byg. Når de var blevet trænet, blev de lukket ud i dammen.
Om efteråret, når de store flokke af vildænder kom trækkende mod syd, fløj de tamme ænder ud i Albue Bugt mellem Fanø og fastlandet og blandede sig med deres vilde artsfæller. Ved højvande vendte de tamme ænder tilbage til dammen og lokkede de vilde med ind i det fredfyldte område med læ bag den høje bevoksning. Og så stod fangstmanden klar.
Han havde placeret sig ved begyndelsen af en af de fangarme, hvor vinden bar væk fra dammen, så de vilde ænder ikke kunne lugte ham. Tilmed havde han et stenkrus med gløder med sig, der yderligere skulle aflede lugten fra ham.
Han stillede sig bag de skærme af tagrør, der var sat op for at skjule ham, og han begyndte at kalde de tamme ænder til sig med en bestemt lav fløjten, de havde lært at kende, samtidig med at han smed byg ud i kanalen.
N.M. Kromann skriver i ”Fanøs Historie” fra 1934: ”… kamoufleret af Tørverøgen gaar han lydløst til sin Mordergerning bag Rørskærmene, hvorfra han, selv uset og ubemærket, kan kigge ud i Dammen.”
Lokkeænderne svømmede ind i fangarmen, og de vilde fulgte med. På et tidspunkt drejede de tamme af, og fangstmanden gik om bag de vilde og viftede med hånden, hvorefter de skræmt flygtede længere op i fangarmen og endte i den smalle ruse. Her kunne han én efter én tage dem og vride halsen om på dem.
I de bedste år blev der fanget op mod 9000 ænder i Sønderho Gamle Fuglekøje. De blev både solgt til kroer og hoteller på Fanø og til hoteller og vildthandlere i København.
Men i 1931 var det slut. Rigsdagen forbød fangsten i fuglekøjerne med henvisning til beskyttelse af fuglevildtet.
Sønderho Gamle Fuglekøje forfaldt indtil 1960, da Vildtbiologisk Station på Kalø overtog og i de næste 30 år brugte den til ringmærkning af fugle. Den virksomhed opgav de i 1989, og køjen forfaldt igen, indtil efterkommerne af de oprindelige anpartshavere i 2001 tog initiativ til at få den renoveret.
Foreningen til bevarelse af Sønderho Gamle Fuglekøje blev stiftet og skaffede penge til genskabelse af fuglekøjen, der nu ligger fredfyldt og idyllisk, som den oprindelig så ud for 150 år siden – også for de ænder, der intetanende fløj deres endeligt i møde.
