Vingede væsener flakser rundt i sproget

Fugle indgår i mange faste vendinger og symboliserer både frihed og fattigdom

Noa sendte duen ud for at spejde efter land, og tredje gang vendte den tilbage med et grønt blad.
Noa sendte duen ud for at spejde efter land, og tredje gang vendte den tilbage med et grønt blad. Foto: Michael Probst/AP/ritzau.

Fugle indgår ofte i mytologi, tro, overtro og i faste vendinger. De har fra gammel tid været tillagt roller som budbringere. Noa sendte duen ud for at spejde efter land, og tredje gang vendte den tilbage med et grønt blad. Fugle kan være symboler på sjælens vandring mellem jord og himmel, trækfugle forbinder syd og nord, fugle kan repræsentere livets genopståen. Fugle bringer også bud om ulykker, død, skæbne. Fugle varsler. Der er ulykkesfugle, som tiltrækker dårlig karma. Der flagrer også spottefugle og spøgefugle i sproget, for da slet ikke at tale om spillefugle, der fanges af uheldets ulykkelige netmasker.

Bag de her nævnte fuglearter er galgenfuglen den mest oprindelige. Det begreb kommer fra tysk Galgenvogel, der henviser til en person, hvis lovløse levned på et eller andet tidspunkt bringer vedkommende i galgen. Udtrykket kommer efterhånden til at betyde en person, der er spøgefuld eller en spotter, så den konkrete galgetrussel bliver til ironisk, såkaldt galgenhumor.

Fugle flokkes i faste formuleringer, som når noget hverken er fugl eller fisk, hvilket betyder, at noget hverken er det ene eller det andet. Man kan også finde, at fuglen er fløjet, når man er kommet for sent. Man kan have hørt en lille fugl synge om noget, når man har fået nys om noget. Det skulle i øvrigt være bedre at have 1 fugl i hånden end 10 på taget. Det skal nok passe, ordbogen citerer i hvert fald Grundtvig for vendingen.

Når fugle på den måde indgår i vendinger, henviser de ofte til fattigdom eller til en mangel. Det kan være underligt nok, for andre steder symboliserer fuglene frihed. Her skal man imidlertid huske på, at frihed i vores moderne forstand, forstået som det at være ubundet og uden for snærende rammer, næppe var attraktivt i 1700- 1800-tallet. Stod man uden for landsby- eller lav-fællesskaberne, uden for hierarkiet, uden for en fyrste eller herres domæne, så var man måske nok fri, men også uden beskyttelse, aldeles retsløs, fattig, brødløs.

Mange vendinger, hvor fugle flakser i sproget, er netop opstået i 1800-tallets begyndelse. Oehlenschläger fortæller om en kvinde, at hun tænker som en fugl, hvilket ikke er rosende ment! Heiberg sammenligner løsagtige kvinder med fugle, Søren Kierkegaard kalder de ikke-troende for løse fugle, mens H.C. Andersen, der anvender mange og meget forskellige fuglebilleder, kalder sig selv for en fattig fugl. Når man spiser som en fugl, så betyder det normalt, at man spiser meget lidt. Fugle og fattigdom eller mangel hører ofte sammen sådan sprogligt set.

De vingede væsener flokkes og flagrer i sproget og litteraturen. Det var en kollegas omtale her i avisen forleden af Peter Seebergs roman ”Fugls føde”, der sendte mig på denne fuglejagt. Når man ikke har rørt fugls føde i mange dage, så betyder det, at man hverken har fået vådt eller tørt. En person kan være så mager, at der ikke er fugls føde på vedkommende. I en mere overført betydning henviser fugls føde til absolut ingenting. Tomhed. Det er sådan, Peter Seeberg lader begrebet få vinger i sin roman.