I mange historiske og forhistoriske kalendere var marts årets første måned. Og det var der en god grund til. På lidt sydligere breddegrader begyndte aktiviteterne efter vinterpausen på denne årstid – både menneskets og naturens. Da udviklingen krævede en stadig bedre økonomisk planlægning, måtte kalenderåret tilpasses solåret og synkroniseres med naturens rytme. Starten blev relateret til en markant begivenhed på himlen, der indtraf hvert år på den årstid, hvor Solen passerede himlens ækvator fra syd mod nord. Det var fra himlen, man fik de mest troværdige signaler.
De fleste udviklede kulturer brugte i fortiden en månekalender, der fulgte Månens fasecyklus. Men da denne cyklus på 29,5 døgn ikke udgør en pæn brøkdel af solåret på cirka 365,25 døgn, måtte der en regulering til. Man vekslede mellem 12 og 13 måne-måneder i mere eller mindre fastlagte systemer. Kalenderårets start flyttede sig derfor frem og tilbage inden for et 28-29 dages interval omkring forårsjævndøgn. I år, 2016, sker denne passage den 20. marts kl. 5.30 (dansk normaltid).
Selvom vores kalender er bedre tilpasset solåret end de gamle månekalendere, rykker kalenderen knap 18 timer frem og tilbage omkring det nøjagtige tidspunkt for jævndøgnspassagen, fordi vi jo gerne vil have et helt antal dage i årskalenderen.
Vi bruger tre år med 365 døgn og et fjerde år med 366 døgn i den 4-årige cyklus. Det er ikke en præcis regulering, så hvert 100. år udelader vi skudåret, men tager det alligevel med hvert 400. år.
Forårspunktet kan defineres som et af to skæringspunkter mellem Jordens baneplan (også kaldet ekliptika) og Jordens ækvatorplan projiceret op på himlen. Solen synes at bevæge sig langs ekliptika og vil på et tidspunkt passere et af disse punkter. I marts er det så skæringspunktet, vi kalder forårspunktet. Omvendt betyder det også, at Solen på det tidspunkt skinner lodret ned på Jordens ækvator. I de næste seks måneder befinder Solen sig nord for ækvatorplanet og vil derfor stå højere på himlen på den nordlige halvkugle. Vi er på vej mod sommer, hvor vi kan begynde at nyde og høste af naturens frembringelser.
I vor tid definerer forårsjævndøgn officielt starten på foråret og sommerhalvåret. I meteorologien bruger man i Danmark den 1. marts som forårets start – måske af hensyn til det vigtige statistiske arbejde, hvor det giver mere mening at bruge hele måneder som grundlag.
Man kunne påstå, at den 1. april var et bedre bud hos os, både fordi det ligger nærmere jævndøgn, og fordi naturen som regel først da begynder at vise forårstegn. Desuden ville det passe fint med vores fire-deling af året og med kalenderårets start den 1. januar.
Om natten mellem den 26. og 27. marts skifter vi vanen tro til sommertid. Klokken 2 om natten mellem lørdag og søndag sætter mange ure i dag automatisk tiden frem til klokken 3. Den mistede time får vi tilbage i slutningen af oktober.
Det er ikke alle, der synes, at brugen af sommertid er en god idé. Men der er selvfølgelig en fornuftig grund til, at man bruger denne regulering. Et vigtigt argument er, at vi i vores dagligdag generelt er vågne og aktive i en periode, der er ”skævt” placeret i døgnet. Nogle har foreslået en permanent forskydning af døgnets timer, der bedre ville stemme overens med vores livsstil.
De halvårlige frem- og tilbagerykninger af klokketiden forstyrrer nogle menneskers fysiske og mentale døgnrytme.
I denne tid dominerer vinterens klare stjerner den sydvestlige himmel. Himlens klareste stjerne, Sirius, står funklende tydelig i sydvest – selvom Månen lidt højere på himlen også leverer en del reflekteret sollys i det område af himlen. Dag for dag flytter den sig østpå, mens den tager til i fase. Om natten mellem den 21. og 22. marts passerer den fulde måne forbi – og et par grader under Jupiter.
Den karakteristiske figur Orion ses også i sydvest med sine tre bæltestjerner. Denne specielle konstellation bestående af tre næsten lige klare stjerner med indbyrdes lige store mellemrum står fint på linje med retningen til Sirius. Begge har i forhistorien spillet en stor rolle for kultur-astronomien.
I øst kan man se den klare stjerne Arcturus i Bjørnevogteren. Her kan man bruge en forlængelse af Karlsvognens buede vognstang til udpegningen. For forhistoriens kvægnomader hang Arcturus sammen med Karlsvognen og forestillede koens ben.
I sydøst dominerer den klare planet Jupiter. Mars og Saturn kommer først fri af den sydøstlige horisont omkring klokken 2.30. Omkring klokken 5 – før morgendæmringen sætter ind – har jordrotationen bragt de to planeter op på nattehimlen i syd, hvor de befinder sig 14-15 grader over horisonten. Venus og Merkur står først op få minutter før Solen, hvor det så er for lyst.
Bjørn Franck Jørgensen er tidligere direktør for Tycho Brahe Planetariet i København