”Vinterhullet” i den danske sangskat

For mange af de gamle årstidssange omhandler sne og kulde, som vi ikke ser meget til i de ”grønne” vintre i disse år, skriver historiker Lars Hovbakke Sørensen

Bær bliver ikke dækket af sne så ofte længere, og hvad skal man så synge i stedet for ”I sne står urt og busk i skjul”? –
Bær bliver ikke dækket af sne så ofte længere, og hvad skal man så synge i stedet for ”I sne står urt og busk i skjul”? – . Foto: Kristian Djurhuus.

Når undertegnede holder foredrag rundt omkring i landet, er der heldigvis mange steder endnu tradition for, at man indleder og afslutter med en sang. Men der er et problem, når foredragene ligger i månederne januar og februar. Når det gælder alle andre måneder i året, er der massevis af årstidssange at vælge imellem. Men når det gælder vinteren, er der ikke ret mange af de gamle sange, der ikke handler om sne og kulde. Og det er et problem. For mange af vintrene i dag er jo ”grønne”.

På grund af klimaforandringerne passer repertoiret af vintersange altså ikke særlig godt med virkeligheden. Det virker helt forkert at synge de ellers så dejlige ”Sneflokke kommer vrimlende”, ”I sne står urt og busk i skjul”, ”Der er ingenting i verden”, ”Sneen dækker mark og mose” og ”Det er hvidt herude”, når der ikke er ét eneste snefnug at skimte i miles omkreds. Den eneste af de gamle vintersange, der kan bruges, selvom der ikke ligger dynger af sne udenfor, er Jeppe Aakjærs ”Spurven sidder stum bag kvist”. Men for det første kan man jo ikke synge den hver gang. Og for det andet står her blandt andet også, at det ”fyger”. Så helt snefri er den jo ikke.

Man kan selvfølgelig hævde, at mange af de andre årstiders gamle sange heller ikke længere passer. Beskrivelsen af det gamle landbrugssamfund er jo også ude af trit med virkeligheden. For hvornår har man sidst set ”sløve plovspand kravle”, eller at der går ”lange skumringsgnister” fra ”den åbne smededør”? Men i både forårs-, sommer- og efterårssangene passer selve vejr- og naturbeskrivelserne stadigvæk langt hen ad vejen. Ganske vist er det sjældent, at man i dag ser, at ”storken sidde på bondens tag”. Men det er jo stadig rigtigt, at man om sommeren kan se ”køer og heste og får på græs hen over brede agre”, og at ”igennem engen en å sig slynger”.

Men med vintersangene har vi altså et problem. Fordi klimaet og den måde, naturen grundlæggende tager sig ud på her i landet om vinteren, har ændret sig markant. Selvfølgelig kan man lade være med at vælge at synge årstidssange til arrangementerne i vintermånederne – og så i stedet vælge forskellige andre slags sange fra Højskolesangbogen. Og naturligvis kan man også godt en gang imellem synge de gode gamle vintersange – fordi de er så kønne – selvom de ikke længere passer så godt med forholdene. Men vi mangler, at nogen skriver en række nye vintersange, som giver en dækkende beskrivelse af den danske natur, som den tager sig ud i vintrene i det 21. århundrede. Der findes allerede enkelte nyere vintersange, som kan bruges. Men grundlæggende er der et ”vinterhul” i den danske sangskat, som Bertel Haarder eller andre sangskrivere inden for genren passende kunne give sig i lag med at fylde ud. Denne opfordring være hermed givet videre.

Klummen historisk set skrives på skift af Jes Fabricius Møller, lektor i historie ved Saxo-Instituttet ved Københavns Universitet, Uffe Østergaard, professor emeritus i europæisk og dansk historie ved CBS, samt Lars Hovbakke Sørensen, historiker og adjunkt, ph.d., ved University College Sjælland.