Han var lyshåret, havde helt blå øjne og høje kindben. Han udstrålede en diskret intensitet, som viste sig ved, at han var helt koncentreret trods bulder og brag omkring ham, og det havde jeg det rigtig godt med. Han var 20 år.
Året var 1960, jeg var 18 år og var lige blevet student.
Jeg var på vej til Paris, hvor jeg skulle bo i nogle måneder for at lære fransk. Jeg havde kun været udenlands en gang før, og jeg syntes, at det var helt magisk, at jeg skulle rejse så langt med tog. Jeg rejste med tre veninder, og vi satte os i en af togets kupéer. Over for sad så den her unge mand, og jeg tænkte med det samme, at det var den smukkeste mand, jeg i mit liv havde set. Jeg blev helt stum og skulle anstrenge mig for ikke at kigge for meget på ham. På et tidspunkt faldt vi i snak, for jeg sad og læste ”Stille flyder Don” af Mikhail Sjolokhov. Den havde han også læst. Han var fra Stockholm og talte svensk, men vi forstod hinanden. Vi talte om bogens kærlighedsscener, og det var, som om det hele flød sammen i en stor følelse af fortryllelse.
Jeg havde lagt mine fødder på hans side over for mig, og om natten, imens vi kørte gennem Ruhr-distriktet, faldt han i søvn. Hans hoved landede oven på mine tæer, og der blev det liggende, for jeg nænnede ikke at vække ham. Næste morgen kunne jeg næsten ikke rejse mig, fordi mine fødder var iskolde. De var som frosset fast til sædet.
”Må jeg få dit telefonnummer?”, spurgte han mig, og jeg gav ham nummeret og adressen til det universitet, jeg skulle studere på.
Fuldstændig uventet dukkede han pludselig op, der hvor jeg boede. Han kom med op på mit værelse, og vi snakkede løs. Han var forlovet, fortalte han, med en violinist. Nå, det var der ikke noget at gøre ved, tænkte jeg, og det afholdt os ikke fra at tilbringe meget af den efterfølgende tid sammen. Biografture, fester, vi gjorde alt muligt sammen, og jeg var i en boble af lykke.
Lige før han rejste videre, sagde han, at jeg skulle læse forfatteren Herbert Tingsten, en berømt svensk politiker, og da jeg kom hjem fra Paris, var jeg stadigvæk så forelsket i ham, at jeg læste samtlige udgivelser af Tingsten. Jeg blev vild med Sverige og det svenske sprog og lyttede også hele tiden til svensk radio. Det mindede mig om ham.
På et tidspunkt havde jeg fortalt ham, at jeg var god til at sy, og derfor ville han have mig til at sy en kjole til hans forlovede. Så det gjorde jeg. Jeg havde det fuldstændig som den lille havfrue i det klassiske eventyr, da jeg sad der og knælede foran hans forlovede med munden fuld af knappenåle. Hun sagde, at jeg talte ligesom den svenske dronning Silvia, og vi grinede. Men jeg kunne næsten ikke holde det ud, for jeg var vildt jaloux på hende. Mine følelser for ham kendte hun heller ikke noget til, og jeg havde jo heller ikke sagt noget til ham.
De blev gift, og senere giftede jeg mig også. De besøgte os i Danmark, og min mand og jeg besøgte dem i Sverige, og vi endte med at få et dybt venskab.
Men under vores venskab lå der alle årene en strøm af alle mine nære følelser for ham, og jeg følte inderligt, at han var noget særligt. Det føler jeg stadig, og min beundring for ham har lagt et spor i min sjæl. Det viste sig i 1982, hvor jeg blev skilt fra min mand og i stedet fandt sammen med en svensk arkitekt. Han var anderledes end min eksmand, men han var svensk og fra Stockholm ligesom, ja, ligesom ”ham”. Det forhold holdt i 11 år.
Vi havde en tæt relation gennem alle årene, men jeg tror ikke, at han har været klar over mine følelser for ham. For efter han blev skilt fra sin kone, sendte han sine kvindelige bekendtskaber til København, så jeg kunne sige god for dem. Hvis han havde været klar over mine følelser for ham, havde han nok ikke bedt mig om at godkende potentielle kærester. Måske det havde ændret noget imellem os, hvis jeg havde fortalt ham om min kærlighed til ham. Måske. Men jeg tror det ikke. En bom gik ned, da han fortalte mig, at han var forlovet, og siden har jeg ikke turdet fortælle ham om mine følelser. Og sådan skal det være.
Lige meget hvad der sker imellem os, har han beriget mit liv med så meget, og i dag nyder jeg stadig hans selskab. Han er også med i mine tanker, og hvis nogen spiller svensk musik, eller hvis jeg hører nogen tale svensk, så mærker jeg varmen strømme fra min fødder og op gennem resten af kroppen.
Så selvom vi aldrig har dannet par, har han givet mig en kærlighed til mange af livets aspekter, og det er jeg ham taknemmelig for.