Man er sjældent i tvivl om, hvornår en tegneseriefigur er vred. Typisk er hovedet ildrødt, næverne er knyttet, og der kommer måske endda røg ud af ørerne.
Anderledes svært er det at spotte en vred person i virkeligheden. Vrede er nemlig blevet en følelse, som vi for alt i verden skal undgå at vise, mener psykolog Frej Prahl, der har skrevet bogen ”Aargh – Den sunde vrede i familielivet”, der udkommer på Kristeligt Dagblads Forlag den 24. april.
”Vi lever i en kultur, hvor vi skal styre os, og hvor mindfulness og anger-management-kurser er blevet udbredt. Vrede bliver ofte italesat som noget negativt, og mange selvhjælpsbøger i disse år betoner vigtigheden af at undertrykke vreden,” siger han.
Tabuiseringen af vrede er dog ikke alene et tidstypisk fænomen, mener Frej Prahl. Det bunder også i noget kulturelt. Det nordiske temperament er nemlig mere indadvendt og afstemt end det sydlandske, som er mere kolerisk. Og idealet på vores breddegrader om at være i kontrol rimer ikke særlig godt på vredesudbrud. Problemet med at vende vreden indad er bare, at den ikke forsvinder.
”Det kan godt være, at vi bliver enige om, at vreden ikke må være der, men sådan fungerer den ikke. Den er et vilkår, når man er menneske. Hvis man undertrykker vreden, skal den finde nye måder at komme ud af systemet på. Og så er det netop, at den bliver giftig. Man begynder at blive mere afmålt og mere spydig over for sine nærmeste, og det skader ens relationer,” siger Frej Prahl.
På arbejdspladsen vil den undertrykte vrede udmønte sig i, at man begynder at bagtale sine kolleger. I privatlivet undlader man måske at tage initiativ til at mødes med sine venner, og i sit forhold udvikler man en modvilje mod ens partner, siger Frej Prahl.
Som eksempel nævner han, at kvinden måske havde lyst til at være romantisk om aftenen, men fordi hun ikke fik sagt fra over for noget, der irriterede hende tidligere på dagen, ender hun i stedet med at nægte manden nærhed og kærlighed. Manden undlader omvendt at rose aftensmaden dagen efter, fordi han stadig er irriteret over, at hun afviste ham.
”Det er ikke et problem, hvis det sker én gang, men det er en kædereaktion, der bliver sat i gang, hvis partneren gentagne gange føler sig afvist. Når vreden størkner, bliver den til bitterhed, og det er det farligste, der kan ske. For den størknede vrede er svær at få bugt med.”
Tabuiseringen af vrede hænger ifølge professor (mso) på CBS Handelshøjskolen i København Bent Meier Sørensen sammen med, at vi i dag har aflært evnen til at udtrykke den. Og det skyldes, at en stor del af vores kommunikation foregår gennem tekstbeskeder på enten sociale medier eller over sms.
”Vi har vænnet os til, at vrede skal udtrykkes ved hjælp af en sur smiley. Men alle, der har været oprigtigt vred i bare ét sekund, ved jo, at det er en utilstrækkelig måde at vise den på. Foran skærmen bliver vredens umiddelbare og stærke følelsesmæssige udtryk hjemløst,” siger han.
Hvis vreden kun kommer ud som små redigerede tekstbeskeder, ender vi i bedste fald med en ekstremt fattig version af vores følelsesliv, fortsætter Bent Meier Sørensen. I værste fald skaber den overtryk og medfører eksplosioner af vrede, som slet ikke står mål med det, der har udløst den.
”Hvis man har mistet evnen til at håndtere den, ender man med at gå i affekt og blive uforudsigelig og hysterisk,” siger Bent Meier Søren og gør opmærksom på, at vreden er en potent kraft – på godt og ondt.
”Vreden er også en form for inspiration. Det er den, der griber Achilleus i starten af ’Iliaden’ og sætter eventyret i gang. Den er et oprør mod en situation, som er uholdbar. Nogle gange er det en pligt at være vred. Hvis tyranniet står ved grænsen, så er det jo netop tid til at blive vred. Så skal man ikke undertrykke den, men stille sig frem og sige: ’Nu er det et andet eventyr, der skal skrives.’”