Tæppevævning er et omdrejningspunkt i Navajo-indianernes kulturarv. Den er nødvendig for indianernes selvforståelse, deres økonomi, deres kunstneriske kultur og deres åndelige relationer.
Alligevel er det en tradition, der er truet. Hvis ikke den næste generation overtager håndværket, dør det, og derfor er Navajo-indianerne afhængige af, at der bliver skabt bevidsthed om vævningens tradition og historie blandt deres egen befolkning.
I disse dage er der mulighed for at opleve traditionen på tæt hold på Nationalmuseet i København. Her vil den 43-årige Navajo-indianer William Whitehair væve et traditionelt Navajo-tæppe, og sammen med en udstilling af en serie originale vævninger, som museet ligger inde med, og et par, som William Whitehair har lavet, er udstillingen Edderkoppekvindens spind et indblik i Navajo-indianernes håndværk og tradition.
LÆS OGSÅ: Ondskaben under kunstnerisk lup
Et smukt tæppe kræver god teknik, et godt design og meget tid, forklarer William Whitehair, der mødtes med Kristeligt Dagblad et par dage efter, han landede i Danmark.
Det tager mig cirka en uge at blive færdig med et stort tæppe. I de store tæpper ser jeg en mulighed for at strække mine tanker og lege med farver og design. Ved et lille tæppe er man mere begrænset. De store tæpper giver mig mulighed for at udtrykke mig selv fuldt ud.
William Whitehair vil bruge hele ugen på at væve ét såkaldt chief-blanket, et traditionelt høvdingetæppe, der for Navajo-indianerne er et statussumbol. Garnnøglerne til væveriet har han haft med hjemmefra, og som de fleste af Navajo-tæpperne består de udvalgte farver af præriens beige og dens grønne, røde og mørkeblå nuancer. I Danmark har han dog også været ude og finde danske farver i en dansk garnbutik.
Farverne og mønstrene hænger sammen med, hvilken stemning væveren er i. Om man er glad eller sorgfuld, eller hvad man får af indtryk fra omgivelserne. Så jeg er spændt på at se, hvordan det her tæppe kommer til se ud hvis jeg overhovedet når at blive færdig med det, mens jeg er i Danmark. Det er en meget fordybende proces at væve.
William Whitehair er vokset op midt i det omfattende Navajo-reservat, der dækker over store dele af Arizona, New Mexico og Utah i det sydvestlige USA. Her bor der i dag cirka 250.000 Navajo-indianere, og hans familie har holdt til der i mere end fem generationer. Det var her, hans mor lærte ham at væve, da han var otte år. Hun havde selv lært det fra sin bedstemor.
Som 12-årig blev William Whitehair sendt væk for at bo hos en kristen familie i den anden ende af Arizona. På det tidspunkt var det almindelig praksis for hvide nordamerikanske missionærer at adoptere indianerbørn for at hjælpe dem til et bedre liv med uddannelse. Men efter en årrække begyndte William Whitehair at længes hjem, noget manglede, og derfor flyttede han efter sit high-school ophold tilbage til reservatet også for at tage sig af sin far, der var blevet syg.
Her begyndte han at væve igen. Der var ikke mange andre måder at forsørge sig selv, så det var af økonomiske årsager, han fandt interessen for indianernes traditionelle kunstform frem igen. William Whitehair og en gruppe indianere har været med til at sprede bevidstheden om værdien af traditionens overlevelse videre til den næste generation.
Jeg tror, fremtiden er lys for vævningen. Vi oplever fornyet interesse for traditionen, og jeg tror, den vil blive videreført til en ny generation. Inden for de sidste par år har ungdommen prøvet nye ting af, hvad design og farver angår. Så jeg tror, vævningen vil følge med tiden og overleve på den måde, siger William Whitehair