Jeg spekulerer på, om ordet ydmyg ikke snart forsvinder ud af sproget! I hvert fald med den betydning, som er den væsentligste for adjektivet, nemlig at vise respekt, ærbødighed, beskedenhed. Det er ikke den slags, vi går mest op i. Beskedenhed og respekt er bare så ufedt! Vi vil meget hellere vise os frem, føre os frem, fortælle vore fortræffeligheder, erobre scenen. Der er ikke mange ydmyge dyder eller ydmyge mennesker i vor tid.
Endnu omkring 1900 var det en almindelig brevformulering ”ydmygst at bede om” eller måske at hilse ”yd- mygst” fra ”Deres underdanigste”. Det ville godt nok se kikset ud i en e-mail at bede så ydmygt om noget som helst. Den moderne, digitale tidsalder rummer ikke underdanighed eller underkastelsesritualer på den måde. Det ville blot være støj!
Ordet ydmyg har rod i oldnordisk. Ordet auðmjúkr betyder føjelig og er jo sammensat af auð, der betyder let, og mjúkr, der betyder bøjelig, blød eller myg. Så det ydmyge er det, der bøjer let, eller som har evnen til at bøje. Det samme ord har også en anden betydningsretning, når en person eksempelvis ydmyges. Så betyder det jo at få nogen ned med nakken, som når hin berømte lektor Blomme i Hans Scherfigs ”Det forsømte forår” ydmygede og plagede de stakkels, sagesløse elever.
Ydmyghed handler om bøjelighed og føjelighed. Det kunne være den måde, vi omgår hinanden respektfuldt på. Det er der ikke meget af. Til gengæld ydmyger vi gerne hinanden igen og igen på sociale medier, i debatten og andre steder.
Ydmyghed i den gamle forståelse, hvor det primært betød respekt, er en saga blot, kunne man sige, hvis vi skulle blive lidt i den oldnordiske sprogarv. Vendingen en saga blot betyder noget, der for længst er blevet til historie. Når noget er en saga blot, så er det ikke længere gældende. Noget fortidigt, svundet og glemt. Man kan også være ude af sagaen, som betyder det samme, nemlig at være håbløst efterladt i en fortidighed eller i hvert fald have udspillet sin rolle.
Ordet saga kender de fleste selvfølgelig om de fantastiske, middelalderlige fortællinger, der oftest forbindes med Island. Ordet saga betyder da også oprindeligt et udsagn eller en beretning. Det moderne verbum at sige har rod og oprindelse i det samme oldnordiske ord, saga.
Det var lidt af et hop fra ydmygheden ind i sagaerne, der er fantastisk litteratur. Vi må ydmygt vandre tilbage til udgangspunktet, som var en karakteristik af betydningerne af ydmyghed og ydmygelse. Grundtvig citeres i ordbøgerne for denne flotte formulering: ”Jærnet blev som Vox/Saa blødt og ydmygt under Troens Hammer”. Det er vel sagtens her, humlen ligger begravet.
Vi accepterer ikke gerne, at der skulle være noget som helst, der er større end os selv. Når vi selv er det/de største, så er det en katastrofe og svaghed, hvis vi smelter ned eller ”jernet bliver som voks”.
Hvis der ikke er noget, der er større end os mennesker, så viser vi svaghed og må bøde for det, når vi viser det der i ”gamle” dage var at vise ydmyghed. Vi skal da klare os! Det er bestemmelsen: at være på! Derfor er der ikke plads til sådan noget gammeldags pladder som ydmyghed!