Æbleskiver med blåbær, råsyltede hindbær og stjernebryg

Bag dig til julestemning med æbleskiver

Æbleskiveren er en dansk tradition. Udlændinge tror, at vi bruger panden til at koge æg i, skriver Poul Joachim Stender.
Æbleskiveren er en dansk tradition. Udlændinge tror, at vi bruger panden til at koge æg i, skriver Poul Joachim Stender. Foto: Martin Rasmussen.

Jeg er fantastisk til at lave æbleskiver. I et par år tilberedte jeg hvert år 31.000 æbleskiver. Nå ja. Der var en del, der hjalp mig. For at skaffe penge hjem til den dansk-amerikanske kirke i Los Angeles, hvor jeg engang var præst, bagte jeg og mange andre æbleskiver til et stort internationalt Street Faire, der varede en weekend.

I 40 graders varme lykkedes det os at sælge 31.000 æbleskiver til amerikanerne for syv kroner stykket. Sammen med en pensioneret bager, der var udvandret fra Danmark i 1950erne, stod jeg og rørte gigantiske mængder af æbleskivedej og fik masser af æbleskive-tips.

LÆS OGSÅ: Så meget sukker er der i slik, kiks og sodavand

Jeg kender ikke andre steder i verden end Danmark, der har æbleskivepander. Udlændige tror, at vi bruger panden til at koge æg i. En af mine faste gaver til folk jeg besøger i andre lande er en æbleskivepande og en opskrift på engelsk.

Ordet æbleskiver kan ikke oversættes. Men der er noget ligeså eksotisk over ordet æbleskive, hvor det mærkelige danske bogstav æ indgår, som der er over panden.

Af en ernæringsforsker har jeg lært, at der helst skal være mindst seks forskellige farver på en tallerken mad. Så spiser man ikke kun smukt. Men også ernæringsrigtig, fordi det er umuligt at have så mange farver på tallerkenen uden at bruge grønsager.

Måske gælder det også æbleskiver. Den gyldne farve på æbleskiven og blåbærrenes violette farve skal skimtes gennem et forsigtigt lag snehvidt flormelis. Ved siden af skiverne skal der ligge ildrøde, råsyltede hindbær og i glasset den kulsorte øl. Med nogle enkelte mynteblade får man den sjette farve frem.

Den pensionerede bager i Los Angeles undlod revne æbler. Formodentlig fordi det sparer tid, når der skal laves dej til 31.000 æbleskiver. Men æbler er et must!