Den 9. marts 1959 præsenterede den amerikanske virksomhed Mattel, hvad der skulle blive verdens mest populære stykke legetøj: En plasticdukke, der ikke lignede en baby, men en voksen kvinde. Gennem 60 år har Barbie-dukken gennemlevet alle tænkelige professioner og modestrømninger, og hun rejser fortsat spørgsmålet, hvad en moderne kvinde kan og skal være
”De brugte dukkerne til at forme drømme om deres fremtid som voksne kvinder.”
På en legetøjsmesse i New York mandag den 9. marts 1959 dukkede en slank, langbenet, storbarmet kvinde op og løb med al opmærksomheden. Huden var bleg, munden kraftigt læbestiftrød. Øjenvipperne var lange og forførende, men blikket dydigt slået ned. Kroppen var iført en smart, men tækkelig sort-hvid-stribet badedragt. I den første tv-reklamefilm, den unge kvinde medvirkede i, stod hun på toppen af en bred, hvid, svungen trappe som en af tidens gudindeagtige filmstjerner. Og hun var klædt i en brudekjole med slør og bar en buket med de smukkeste blomster.
Den perfekte kvinde havde gjort sin entré i verden. Eller som titlen på en tidstypisk 1950’er-hollywoodfilm med Judy Garland lød: ”A Star is Born”.
Den eneste lille begrænsning, den perfekte kvinde havde, var, at hun ikke var skabt af kød og blod og fyldt med pulserende liv, store tanker og indre skønhed. Hun var en knap 30 centimeter høj, usædvanlig blød og bøjelig dukke, skabt af plastic og fyldt med absolut ingenting.
For en pris på bare tre dollars – svarende til cirka 170 kroner i dansk valuta og nutidig købekraft – kunne enhver lille amerikansk pige få mulighed for at lege med hende, og den mulighed var der mange, der greb. Inden året var omme, havde virksomheden bag, Mattel, solgt 300.000 Barbie-dukker. Det, som var kommet til verden, var ikke alene den perfekte kvinde, men også legetøjshistoriens største salgssucces. Her præcis 60 år efter skønner Mattel, at der er solgt langt over en milliard Barbie-dukker over hele verden.
I dag, hvor Barbie for længst er opfundet og velkendt af alle, kan det måske undre, hvordan den kønne dukke med de mange kjoler kunne vække en sådan opsigt. Men Barbie, som straks fra begyndelsen kunne fås som både blondine og brunette, og som allerede tidligt i 1960’erne kom i en version med mørk hudfarve, var noget nyt. Det er hende, alle senere dukker, som forestiller unge piger og voksne kvinder, er formet efter.
Når små piger legede med dukker inden Barbie, forestillede dukkerne babyer. Så kunne pigerne lege, at de var mødre og således træne sig selv i at yde omsorg. Barbie havde ikke et stort omsorgsbehov. Hun var pigernes legekammerat eller mere præcist deres mulige, fremtidige jeg. Hun var midlet til at fabulere om og planlægge fremtiden, mente hendes skaber, Ruth Handler – som selv langt hen ad vejen udlevede 1950’ernes udgave af Barbie-drømmen. En drøm, der gik ud på, at ligesom mændene skulle også kvinder have mulighed for at blive lige, hvad de ville.
Egentlig var det Ruths mand, industridesigneren og opfinderen Elliot Handler, som sammen med vennen Harold Matson grundlagde Mattel, hvis navn er dannet af den sidstnævntes kaldenavn, Matt, og førstnævntes fornavn, Elliot. Ganske typisk for 1950’erne havde den foretagsomme, polskfødte Ruth ikke den relevante uddannelse med i bagagen, kom ikke med i firmanavnet og blev i det hele taget behandlet lettere nedladende af mændene i firmaet.
Da Ruth, efter at have funderet over sin egen datters passion for éndimensionelle påklædningsdukker af pap, i 1956 vendte hjem fra en rejse til Schweiz med nogle tyske dukker i bagagen og foreslog, at Mattel skaffede sig retten til at sætte en lignende dukke i produktion, blev hun ikke regnet for genial af Mattel-mændene. De kunne ikke se, hvad de små piger skulle med sådan én. Lidt ligesom den indbildske jurist Torvald Helmer siger om sin hustru, Nora, i norske Henrik Ibsens berømte skuespil ”Et dukkehjem”, opfattede de Ruth som ”en besynderlig liden en”.
”Du er om dig på alle kanter for at gøre udvej til penge; men så snart du har dem, bliver de ligesom borte mellem hænderne på dig. Du ved aldrig, hvor du gør af dem. Nå, man må tage dig som du er. Det ligger i blodet,” siger Helmer i skuespillets første akt.
Mændene lod Ruth få penge til at sætte dukken i produktion. Men pengene blev ikke borte allesammen. I dag omsætter Mattel årligt for omkring fem milliarder dollars, knap 33 milliarder kroner, og hovedindtægtskilden hedder stadig Barbie.
Bag Barbies kønne, dydige udseende gemte sig en blakket, tysk fortid. Den dukke, Ruth Handler tog nogle eksemplarer med hjem af fra Schweiz, var Bild Lilli. Oprindelig en vovet tegneseriefigur skabt af Reinhard Beuthien til avisen Bild Zeitung, hvor pointen stort set hver dag var, at Lilli blev overrasket i en delvis afklædt situation. Såvel tegneseriens som dukkens målgruppe var voksne mænd, og Bild Lilli blev ikke solgt i legetøjsbutikker, men tobaksforretninger.
Ruth Handler ændrede i første omgang ikke dukkens udseende så meget – men dens formål og målgruppe blev vendt helt rundt. Fra mændenes lystne blikke til kvindens egen selvudfoldelse.
En stjerne var født. En visionær kvinde havde skabt respekt om sin egen person som forretningskvinde. Og at Ruth Handler virkelig holdt af sin dukke understreges af, at den blev opkaldt efter hendes egen datters kaldenavn – egentlig hed hun Barbara Handler. Virkelighedens Barbie havde i øvrigt en lillebror, Kenneth Handler, som aldrig blev kaldt andet end Ken.
”Barbie er designet til – på godt og ondt – at lære kvinder, hvad der forventes af dem i samfundet.”
”Damen er dyr i drift” lød en overskrift i dagbladet Politiken tirsdag den 30. marts 1965. ”Advarsel til alle danske ægtemænd og gode fædre: Pas på Barbie!” stod der i indledningen.
Advarslen handlede om det nye legetøjsfænomen, der som næsten alt nyt, populært og kommercielt i de såkaldt glade 1960’ere var kommet til Danmark fra USA, hvor ”ni millioner fædre” ifølge artiklen havde fortrudt købet af dukken, som er ”beregnet for husets døtre fra 12 år og opefter”. Det farlige var, at ”det, man tror koster 18 kr, vil meget let komme til at koste tusind” på grund af alt det ekstra tøj og udstyr, som man er nødt til at tilkøbe, når først dukken, og eventuelt hendes kæreste Ken og lillesøster Skipper, er anskaffet.
”Til opfyldelse af alle hede drømme er Barbie rejst til Danmark med Ken og Skipper og en garderobe, der foreløbig tæller 30 forskellige forklædninger fra babysitter-udstyr til Hawaii-pige. Den amerikanske Barbie har naturligvis meget, meget mere, inklusive en bil,” skrev avisen lettere forarget.
24. november samme år omtalte Kristeligt Dagblad under overskriften ”Modeshow af dukketøj” et arrangement i stormagasinet Illum i København, hvor modeller viste Barbie-kjoler frem, syet op til menneskestørrelse. Artiklen slog fast, at det var et ”skørt påfund”, konstaterede med beklagelse, at ”Barbie er ikke til at kvæle” og spurgte kritisk den svenske Barbie-forhandler Sven Andersson: ”Mener De for ramme alvor, at en voksendukke er passende legetøj for en otteårs pige?” Det mente Andersson, som kunne oplyse, at i de halvandet år, Barbie havde været i Danmark, var der solgt 250.000 dukker herhjemme.
Barbie havde altså hverken den kulturradikale eller kristelige presse på sin side, da hun kom til Danmark. Men kunden har altid ret. I et frembrusende årti, hvor almindelige danskere fik parcelhus, køleskab og bil ligesom amerikanerne, iførte sig amerikanske cowboybukser, drak amerikansk cola og hørte amerikansk rockmusik, tog danske piger også den amerikanske Barbie til sig – uanset hvor dyrt og skørt det var i halvgamle journalisters øjne.
Der skete meget i 1960’erne. Barndommen og det forholdsvis nye teenager-begreb var i rivende udvikling. Men endnu var en stor del af børnenes fremtidsdrømme rettet imod at blive en rigtig voksen med en familie, et hus og et godt, fast arbejde. Alt det fik Barbie selvfølgelig også.
Mens den første Barbie havde været en sofistikeret filmdiva – en teenagedrøm om et glamourøs fremtid – skiftede hun markant ansigt i 1960’erne til en All-American Girl. Naboens smukke, voksne datter, som så godt ud i fine kjoler og kunne efterligne tidens stilikoner som Audrey Hepburn, Marilyn Monroe og Jacqueline Kennedy. Som takket være nye, mere bevægelige led kunne twiste fra side til side til tidens populære musik. Men som også havde et almindeligt, forpligtende hverdagsliv.
I 1961 blev hun forlovet med Ken, året efter fik hun sit eget hus, The Dreamhouse, og veninden Midge, lillesøsteren Skipper og flere andre figurer kom til i et univers, som var bygget op om en fortælling om Barbie som smart, ung collegestuderende i 20’erne. Hendes fulde navn var Barbara Millicent Roberts og som alle gode, gæve amerikanske piger, var hun opvokset i Midtvesten, i den fiktive by Willows i staten Wisconsin.
Nogenlunde samtidig fik hun tøj, der passede til forskellige af tidens typiske kvindejob. Hun begyndte som babysitter og lærer og blev lidt senere ballerina og stewardesse. I 1961 blev hun også sygeplejerske, men ikke læge. Det blev Ken.
Til gengæld forblev Barbies forlovede gennem alle årene en biperson i Barbie-universet. Af den indlysende grund, at ingen drenge legede med dukkerne. Barbie-universet var – og er – rent pigelegetøj. I 1966 lancerede det britiske legetøjsfirma Palitoy dukken Action Man. En muskuløs soldat, som unægtelig var en markant anden mandetype end den pæne Ken. Ham ville drengene hellere lege med.
Da Ruth Handler senere blev kritiseret for, at Barbies jobfunktioner fastholdt piger i de typiske kvinderoller, lød hendes svar, at Barbie-dukkerne afspejlede den verden, der var, og der var ingen kvindelige læger dengang i 1960’erne.
Trods hendes mange professioner så ikke kun de danske journalister, men også mange andre, lidt ned på Barbie som en forkælet overklassepige. Ligesom Fru Linde gør med Nora i ”Et dukkehjem”, blev hun afskrevet som én, der ”kender så lidet til livets byrder og besvær” uanset hendes egen selvforståelse som arbejdende voksen:
”Nå, Herregud, den smule håndarbejde og sådant noget. Du er et barn, Nora.”
Og dog. Selvom Barbie endnu ikke var klar til at blive læge, var hun allerede i 1965 – fire år før månelandingen – klar til at tage ud i rummet iført komplet astronaut-udstyr. De fleste Barbier blev dog hjemme i den amerikanske drøm med alle deres skønne hjem, biler, køleskabe, pæne forlovede og formidable garderobe af smart modetøj.
”En stærk kvinde er en kvinde, der har brug for kærlighed ligesom ilt... en stærk kvinde er stærk i ord, i handling, i forbindelser, i følelser.”
I 200-året for den amerikanske uafhængighed i 1976 blev det besluttet, at jubilæet blandt andet skulle markeres ved, at i alt 1976 mindeværdige amerikanske genstande skulle pakkes i en forseglet tidskapsel og gemmes under jorden frem til 300-årsjubilæet i 2076. 1976 billeder på ”The Way We Were”, som titlen var på en populær film i tiden med Barbra Streisand og Robert Redford i hovedrollerne. Altså hvordan vi var, eller, som filmen hed i danske biografer: ”Vore bedste år”.
For nogle var den masseproducerede plasticdukke indbegrebet af amerikansk brug og smid væk-kultur. Nu blev hun – sammen med sin tro følgesvend Ken – fra højeste sted udvalgt som en af de genstande, der skulle bevares til næste århundrede under så sikrede forhold, at de kunne overleve en atomkrig. Et billede på Amerika i det 20. århundrede.
1970’erne var modsætningsfyldte år i verden, USA og Mattel. Efter nogle fejlslagne investeringer, som bragte virksomheden i vanskeligheder, blev Handler-ægteparret udmanøvreret af bestyrelsen, og andre kræfter kom til at lede Mattel. Så gik det fremad igen.
Men for Barbie personligt var 1970’erne først og fremmest herlige tider. I 1971 tog hun til stranden, da Mattel udsendte dukken Malibu Barbie, som var en solbrændt, badedragtklædt strandpige med et lyslokket, skandinavisk udseende og et meget mere direkte blik end før. En stærk og sporty kvinde, som i dét årti ikke alene fik popsangertøj, der fik hende til at minde om pigerne i den svenske popgruppe Abba, men også kastede sig over den ene sportsgren efter den anden, kulminerende med, at hun i 1975 vandt olympisk guld i både svømning, kunstskøjteløb og skiløb.
Barbies bedste årti var mere sport, sjov fritid og fede fester end hårdt arbejde, selvom hun faktisk også blev både læge og erhvervsleder i 1970’erne – foruden en knap så prestigefyldt karriere som cheerleader.
Barbie var blevet en mere selvstændig kvinde. Men trods den øgede selvstændighed hadede de rigtige feminister i 1970’erne ikke desto mindre Barbie som det urealistiske kvindeideal om skønhed og perfektion, hun var og er. For eksempel offentliggjorde den amerikanske forfatter Marge Piercy i 1971 digtet ”Barbie Doll”, som handler om en sund, rask og intelligent pige, der leger med alle sine dukketing. Da hun kommer i puberteten, får hun at vide af en klassekammerat, at hun har en stor næse og tykke ben. Derefter følger et kvindeliv fyldt med undskyldninger og slankekure, indtil hun bliver ”slidt op” og skærer sin næse og sine ben af. Men da hun ligger i sin kiste, har bedemanden givet hende det yndigste udseende med en køn, kunstig næse.
”’Er hun ikke smuk?,’ sagde alle. Fuldbyrdelse til sidst. For enhver kvinde en ’happy ending’,” slutter digtet.
”Alle er plastic. Men jeg elsker plastic. Jeg vil være plastic.”
Et af de sidste værker, den amerikanske kunstner Andy Warhol lavede før sin død i 1987, var et maleri, der forestillede en Barbie-dukke. Maleriet bar titlen ”Portrait of Billy Boy”. Historien bag var, at den ældre Warhol var blevet forgabt i den unge smykkedesigner Billy Boy, som tillige var en passioneret Barbie-samler, der ejede tusindvis af dukker. Warhol sagde engang, at han gerne ville male vennens portræt, men denne svarede, at så skulle han male et portræt af Barbie, for det var ham.
I 1980’erne blev kunst til kitsch, og Barbie var ikke længere bare et stykke legetøj for børn. Nu var hun også popkunst og samlerobjekt for voksne.
”For Warhol og andre er Barbie det perfekte symbol på glamour, sjov, overfladiskhed og forbrugerisme. Et plasticansigt, der ikke kun repræsenterer hans ven Billy Boy, men noget dybere i den vestlige kultur,” konstaterede britiske BBC i en analyse.
Sådan gik det til, at den famøse plasticdukke fik malet sit portræt. Og det skete i det årti, hvor USA lagde mange af de hårde politiske kampe til side og i stedet kastede sig ud i Reagan-optimisme, yuppie-forbrugerisme og fra Hollywood en strøm af romantiske nyfortolkninger af den klassiske Askepot-drøm om kvinden, der bliver reddet op i samfundets øverste lag af en velhavende mand.
Barbies univers blev mere ekstravagant. Hvis hun havde fået bil og køleskab i 1960’erne, så fik hun nu autocamper og jacuzzi. Og den naturlige, strandpige blev erstattet af en feminint lyserødt klædt pige, som både kunne være rockstjerne, filmstjerne, aerobics-instruktør eller discodanser. I dette årti blev hun dog også dyrlæge, Unicef-ambassadør og noget så jævnt som kassemedarbejder i McDonald’s. Det var i øvrigt i 1980’erne, at den store, ærkeamerikanske burgerkæde for alvor gik på verdensmarkedet og også åbnede i Danmark.
Barbie-dukken var helt på toppen, da hun i marts 1989 fyldte 30 år. Men da det amerikanske magasin People i dén anledning opsøgte Ruth Handlers to børn, virkelighedens Barbie og Ken, viste det sig, at de langtfra var begejstrede for deres glamourøse navnesøster og navnebror. Virkelighedens Ken sagde ligefrem, at Barbie repræsenterede ”de forkerte værdier” efter hans mening:
”Hun burde bekymre sig om andet end at tage på stranden. Hun burde bekymre sig om fattigdommen og lidelsen i verden. Jeg ville ønske, hun ville arbejde i et suppekøkken, men så ville man ikke kunne sælge hende,” udtalte Kenneth Handler, der ligesom sin søster altid havde hadet at blive forbundet med de famøse dukker og undladt at give sine egne børn dukker at lege med – men dog satte pris på det økonomiske afkast, som dukkerne havde skaffet Handler-familien.
”Det er efterhånden blevet et vittighed. En del af mig er stolt over, at mine forældre skabte Barbie-dukken. Jeg ville bare ønske, det ikke havde noget med mig at gøre,” sagde virkelighedens Barbie, en dengang 47-årig fraskilt mor til to, der havde en stor trang til at leve et helt almindeligt, uglamourøst liv.
”I’m a Barbie girl, in a Barbie world.”
I anden akt af ”Et dukkehjem” lurer dramaet. Nora har reddet sin mand ud af en økonomisk kattepine ved hjælp af dokumentfalsk, men det ved han ikke. Fare og ruin lurer, men fokus i det lille dukkehjem er alligevel på den pæne overflade.
”Der skal være kostumebal i morgen aften ovenpå hos konsul Stenborgs, og nu vil Torvald, at jeg skal være neapolitansk fiskerpige og danse Tarantella, for den lærte jeg på Capri,” fortæller Nora.
”Torvald siger, jeg bør gøre det. Se, her har jeg dragten; den lod Torvald sy til mig dernede; men nu er det altsammen så forrevet, og jeg ved slet ikke...”
Ligesom Nora begyndte Barbie også at dukke op i skikkelser fra andre kulturer. ”Dolls of the World”, alverdens dukker, hed en Barbie-serie fra 1990’erne, hvor hun både kunne fås som kineser, koreaner, afrikaner, polynesier, indianer og tysker. Der kom også Barbier med tøj fra forskellige historiske epoker og fra klassiske hollywoodfilm som ”Borte med blæsten”. Det kan ikke udelukkes, at hun også kunne fås som neapolitansk fiskerpige.
Globalisering og nostalgisk tilbageblik gik hånd i hånd for en dukke, som amerikanske piger i 1960’erne i gennemsnit havde haft én af hver. I 1990’erne havde hver amerikansk pige i alderen 3-10 år gennemsnitligt otte Barbie-dukker.
Aldersgruppen for Barbie-leg var rykket markant nedad i forhold til begyndelsen, hvor Barbie havde været rettet mod de 8-12-årige. Barndommen skrumpede i 1990’erne, og børn blev tidligere før-teenagere. Den dukke, der havde stridt lige så hårdt som Ibsens Nora for at blive taget alvorligt som voksen, skulle nu leges med af fireårige, som ikke bare hev og sled tøjet af hende igen og igen, men også klippede hendes hår af, tegnede hende i hovedet eller direkte lemlæstede hende.
Det var i det hele taget svært at være Barbie i 1990’erne. På den ene side blev hun solgt under et slogan, der lød: ”We girls can do anything” – Vi piger kan alt. På den anden side var hun blevet et lidt kedeligt plasticlegetøj for mindre piger.
Da Mattel i 1990’erne lancerede en talende Barbie, fik virksomheden hård kritik for, at en af de sætninger, dukken sagde, var: ”Matematik er svært”. Som om dét var den typiske pige-tilgang til at regne. Mattel fik også håndteret det forkert, da den danske popgruppe Aqua fik et verdenshit med sangen ”Barbie Girl”, en effektiv ørehænger, der ramte den ironisk-sorgløse 1990’er-kultur lige i plet og blev spillet allevegne. Men Mattel reagerede med et sagsanlæg, fordi teksten om, at man kunne tage tøjet af Barbie kunne forstås mere seksuelt, end hvad der egnede sig for en fireårigs pigeværelse. Mattel opnåede dog intet andet end at få dårlig presse.
Mattel havde sovet i timen, og mens Barbie sov, kom nye, spændende pigedukker til. På tærskelen til et nyt årtusinde var Barbie i en gevaldig krise, som i 2001 blev yderligere udfordret af konkurrencen fra de nye Bratz-dukker, som besad langt mere fræk rockstjerne-attitude og girlpower, som man sagde i 1990’erne.
Fed var Barbie aldrig. Men nu var hun 40. Var hun også ved at være færdig?
”Barbie har mistet sin tiltrækning. Hele fortællingen om Barbie er lyserød, prinsesseagtig og urealistisk i den verden, vi lever i. I virkeligheden tror jeg, at de skulle arbejde på at skabe en anden fortælling om Barbie. Hun er bare ikke stærk nok. Jeg ser hende ikke som en intelligent og handlekraftig kvinde.”
I sit personlige dukkeliv nåede Barbie muligvis bunden i 2004, da Mattel proklamerede, at Barbie og Ken havde slået op med hinanden efter at have været forlovet siden 1961. Nu var de bare venner. Men Barbie kunne blive boende i The Dreamhouse, det havde jo altid været hendes.
I tredje akt af ”Et dukkehjem” erfarer Torvald Helmer, at Nora har handlet bag hans ryg for at redde ham økonomisk, men det har bragt dem i vanskeligheder. Han bliver rasende og erklærer, at det må betyde et brud imellem dem. Dog ikke på den pæne overflade.
”Sagen må dysses ned for enhver pris. Og hvad dig og mig angår, så må det se ud, som om alt var imellem os ligesom før. Men naturligvis kun for verdens øjne. Du bliver altså fremdeles her i huset; det er en selvfølge. Men børnene får du ikke lov til at opdrage; dem tør jeg ikke betro dig. Åh, at måtte sige dette til hende, som jeg har elsket så højt, og som jeg endnu ... Nå, det må være forbi. Herefterdags gælder det ikke længere lykken; det gælder bare at redde resterne, stumperne, skinnet.”
Barbie havde kæmpet en brav kamp for at blive taget alvorligt som en stærk, intelligent og voksen kvinde, samtidig med at hun var smuk. Nu stod hun på egne ben som single – indtil hun i 2011 fandt sammen med Ken igen. Hun havde bestridt alverdens krævende erhverv og stillede endda op til alle amerikanske præsidentvalg fra 1992 og frem. Men det, der skulle bringe hende videre i 2000’erne, var noget ganske andet: Prinsesseeventyr på film.
Det begyndte med ”Barbie i Nøddeknækkeren”, som ganske enkelt var en filmatisering af Tjajkovskijs berømte ballet med al den oprindelige musik, men lavet som animationsfilm med en Barbie-dukke i hovedrollen. Alene det, at hun ikke var en tegnefilmfigur, men en dukke, der spillede hovedrollen i en film, er ret enestående. Barbies film-eventyr blev en tidstypisk postmodernistisk leg med at tage alverdens identiteter på sig, men bare som en leg, bare som roller. Snart fulgte en lind strøm af animationsfilm fra Mattel med den smukke dukke i alskens lyserøde prinssesse-, havfrue-, fe- eller sommerfugleeventyr. Barbie dansede sig igennem årtiet som ”12 dansende prinsesser”, som en filmtitel fra 2006 lød. Måske fordi 2000’ernes små piger slet ikke drømte om at blive voksne, men om at blive prinsesser, feer og havfruer.
Barbies udseende blev ikke kun gjort mere eventyrligt ved hjælp af havfruehaler og sommerfuglevinger. Barbie-dukkerne fik store, mandelformede øjne, ligesom Disney-prinsesserne fik i den periode. Barbie gik åbenlyst Disney-koncernen i bedene, men var ikke produceret på en måde, så Oscar-statuetterne stod i kø. Og heller ikke just, så Barbie kom til at fremstå mere voksen. Men i et årti, hvor et af midlerne til at leve med terrortrusler og andre fortrædeligheder var rendyrket eskapisme i en eventyrverden fyldt med hobbitter, troldmænd, vampyrer og dementorer, søgte også Mattel – ligesom Torvald Helmer – at ”redde resterne, stumperne, skinnet” i et fantastisk eventyrland langt borte fra virkeligheden.
”Kan vi nu holde op med at tale om min krop?”
Den største forandring i Barbies dengang 57-årige historie kom, da Mattel i 2016 for alvor besluttede at gøre op med hendes slanke figur og unaturligt lange ben. Adskillige forskere havde påpeget, hvordan det at lege med Barbie-dukker påvirkede små piger i retning af urealistiske forestillinger om, hvordan de skulle se ud – med alt hvad deraf følger af slankemani, lavt selvværd og spiseforstyrrelser. 5-8-årige piger, der ikke leger med Barbie, er gennemsnitligt langt gladere for deres egen krop, konkluderede et britisk studie i 2006.
I 2010’erne begyndte forskere ligefrem at tale om Barbie-syndromet som betegnelse for det stærkt problematiske fænomen, at virkelige piger prøver at ligne Barbie. Mest berømt eller berygtet er den ukrainske kvinde Valeria Lukyanova, som med sine meget lange ben, meget slanke talje, enorme bryster, lange lyse hår og glatte, udtryksløse ansigt faktisk ligner en Barbie-dukke. Gudskelov dog ikke helt. Var hun lige så slank som Barbie i forhold til sin højde, ville der nemlig ifølge forskerne ikke være plads til alle hendes organer i kroppen. Andre forskere har regnet sig frem til, at højst én ud af hver 100.000 virkelige kvinder har kropslige proportioner, der bare minder om Barbies.
Dette var baggrunden for den nye Barbie, som i USA blev regnet for så stor en sensation, at det ansete Time Magazine ryddede forsiden til hende. Det nye var, at Barbie nu ikke kun fandtes i den klassiske, høje slanke udgave, men også en petite og en curvy, altså med henholdsvis kortere ben og bredere hofter.
Måske var det meget passende, at Barbie på vej mod efterlønsalderen omsider fik lov at slække lidt på slankekuren, men decideret fed kunne man langtfra kalde hendes nye jeg. Og selvom alderen begynder at tilsige det, er hun fortsat en kvinde, der er unaturligt fri for rynker. Til gengæld er der kommet Barbie-dukker med kørestol og en dukke af en veninde til Barbie, som er skaldet på grund af kemoterapi.
Det stærke fokus på mangfoldighed er en vigtig del af 2010’ernes tidsånd i både Barbies univers og verden. Man skaber sig selv, og det kan man både gøre med og uden kurver, med smart strandtøj eller muslimsk tørklæde. Der findes sågar en Barbie, som er drag, altså mand i kvindetøj.
I 2018 lancerede Mattel en Barbie-serie med ”inspiring women”, som blandt andet forestiller flypioneren Amelia Ehrhardt, kunstmaleren Frida Kahlo og topfysikeren Katherine Johnson og har til formål at vise piger, at kvinder kan alt. Senere i år kommer der en hel serie af dukker, der excellerer inden for naturvidenskab og teknologi og er del af en bevidst indsats i samarbejde med magasinet National Geographic for at få flere amerikanske piger og kvinder til at søge i denne retning rent uddannelsesmæssigt.
Men måske var det alligevel for lidt og for sent, at Barbie blev relanceret.
I 2010’erne valgte Hollywood at genindspille ”A Star is Born”, nu med den provokerende popsanger Lady Gaga i hovedrollen i stedet for den pæne Judy Garland fra 1954-versionen. Mattel prøver også på livet løs at genføde Barbie i en version, som også i 2010’erne og 2020’erne vil fremstå både smuk, intelligent, mangfoldig, uforudsigelig og moderne. Men spørgsmålet er, om Barbie er lige så let at føde som stjerne, som hun var i 1950’erne, eller om tiden er ved at være løbet fra hende.
”Hvis du har en drøm, så kæmp for den,” erklærede Lady Gaga fra scenen, da hun i februar 2019 modtog en Oscar for sangen ”Shallow” – som betyder hul eller overfladisk – fra den nye ”A Star is Born”-film. En erklæring, der i sig selv kunne være forfattet af Mattel-koncernen.
Men nogle gange er kampen for drømmen også at pakke sammen og forlade scenen eller dukkehjemmet. I slutningen af Ibsens skuespil afværges katastrofen udefra, men truslen herom har bragt Nora til at indse, hvor falsk det hele altid har været trods alle de pæne ord og gode viljer.
”Vort hjem har ikke været andet end en legestue. Her har jeg været din dukkehustru, ligesom jeg hjemme var pappas dukkebarn. Og børnene, de har igen været mine dukker. Jeg syntes, det var fornøjeligt, når du tog og legede med mig,” erklærer hustruen, der forklarer sin mand, at nu er det ikke fornøjeligt mere. Hun elsker ikke længere hverken ham eller dukkelivet:
”Jeg må se at opdrage mig selv. Det er du ikke mand for at hjælpe mig med. Det må jeg være alene om. Og derfor rejser jeg nu fra dig.”
