Prøv avisen

BBC-ikon genopliver debat om Guds ondskab

Hvis Gud skabte Adam og Eva, skabte han så også knoglekræft? Hvis det er tilfældet, er det en fuldkommen ondskabsfuld gud, mener TV-vært og debattør Stephen Fry.

Både i engelske medier og på sociale medier er en video med TV-vært og debattør Stephen Fry blevet delt og debatteret heftigt den seneste uge. Han er vred på Gud, og det har han ret til, men han ser ikke det fulde billede, mener forsker

"Hvorfor skal jeg respektere en uforudsigelig, ondskabsfuld, dum gud, som skabte en verden, der er så fuld af uretfærdighed og smerte?" 

BBC-ikonet Stephen Frys interview med The Telegraph er den seneste uge blevet delt lystigt på de sociale medier. I over to minutter kritiserer han i stærke vendinger den gud, som ifølge ham ikke kan være god og almægtig på samme tid. 

Dette problem bunder i et gammelt paradoks inden for teologien. Hvis Gud er god og har skabt alt, hvorfor skabte han så slangen i Paradis? 

Jakob Wolf er lektor i teologi ved Københavns Universitet og forfatter til bogen "Jobs Tårer", der beskæftiger sig med dette problem. Han giver Stephen Fry ret i, at alverdens ondskab ikke er foreneligt med, at Gud er god og almægtig.

Det er ifølge Jakob Wolf helt i orden at være vred og forarget over de ting, der gør ondt, men man skal huske at have hele billedet med.

"Han har fuldstændig ret i sin enorme forargelser og vrede over for Gud, men han glemmer tvetydigheden. Gud har ikke bare skabt sygdomme og tsunamier. Han har også skabt al verdens herligheder. Men det betyder ikke, at herlighederne kan forsvare grusomhederne. Det onde i skaberværket må altid anfægte troen på, at Gud er god," siger Jakob Wolf. 

Vi skal have lov til at skælde ud på Gud. Det giver generalsekretær i Luthersk Mission og teolog Jens Ole Christensen ham ret i. 

"Verden er jo ond, men det er den, fordi mennesket har bragt ondskaben ind i verden ved syndefaldet. Mennesket valgte altså synden. Gud lod det ske, og det kan Stephen Fry kritisere," siger Jens Ole Christensen. 

Ifølge ham er Guds åbenbaring som Jesus et bevis på, at vi har en gud, der lever og lider med os. Men han siger, at der jo er en grund til, at teologer har diskuteret teodicé-problemet, som det også kaldes, i århundreder. 

"At forklare det på to minutter og tredive sekunder, som Stephen Fry gør det, er som at putte Atlanterhavet i et akvarie," siger han.