Det har taget lang tid. Men nu kommer erkendelserne som perler på en snor. Vi tog fejl, lyder det samstemmende fra flere centrale aktører i midten og til venstre i dansk politik.
Tidligere har socialdemokraterne Mattias Tesfaye og Kaare Dybvad skrevet debatbøger om deres eget partis blinde vinkler i debatten om indvandring og globalisering, ligesom partiformand Pia Olsen Dyhr har placeret SF som del af den udlændingepolitiske konsensus.
Seneste skud på stammen er så radikale Ida Aukens bog ”Dansk”, hvor hun selvkritisk og klart beskriver, hvordan centrum-venstre har haft alt for travlt med at kigge ud i verden, mens de negative konsekvenser af indvandring og globalisering er blevet stadig tydeligere herhjemme. Aukens analyse udmærker sig desuden ved at betone, hvorfor religion, kultur og national identitet faktisk spiller en vigtig rolle for mange mennesker, og hvorfor venstrefløjen længe har forsømt at forstå den betydning.
Der er næppe tvivl om, at både Aukens bog og partileder Morten Østergaards nylige erkendelser i debatten om indvandring efter en række særdeles korte besøg i danske ghettoer også skal ses som udtryk for en politisk, taktisk bestræbelse, hvor De Radikale sammen med Socialdemokratiet ønsker at udgøre et troværdigt alternativ til den siddende regering. I modsætning til Østergaards noget kluntede pressestunt fremstår Aukens argumentation imidlertid mere reel og reflekteret.
Under alle omstændigheder er det glædeligt, at der er bevægelse i centrum-venstre. Ikke fordi det giver dem lettere adgang til magten, eller fordi det i sig selv er en kvalitet, at de bevæger sig tættere på Dansk Folkeparti. Men fordi det kan være med til et etablere en bred politisk konsensus inden for udlændingepolitik og i forhold til de strukturelle problemer, der præger konflikten mellem land og by, og som begge truer sammenhængskraften i landet. Det er spørgsmål, som er store og komplekse, og der skal naturligvis fortsat være plads til politisk uenighed om, hvordan de problemer skal adresseres. Men en fælles forståelse for, at der faktisk er tale om problemer, er en styrke – for fællesskabet.
Og i sidste ende er det jo, hvad det handler om.
At vi her i Danmark har noget tilfælles, som vi holder af, og som vi gerne vil passe på. Vores kultur, vores kristne rødder, vores tillid til hinanden og vores fælles værdier, som er givet videre og har udviklet sig fra generation til generation. Det er ikke racistisk eller diskriminerende, det er helt naturligt.
Ida Auken nævner i sin bog, at hun som studerende i Berlin for år tilbage fandt frem til, at hun havde mere tilfælles med de øvrige internationale studerende i den tyske hovedstad end med landmanden i Sønderjylland. Siden fandt hun ud af, at hun tog fejl. For nok delte hun livsvilkår, interesser og måske politiske holdninger med sine medstuderende. Men hun tog fejl, fordi hun glemte, at der er noget, der er vigtigere.