Ærkehertug Rudolph af Østrig med fornavnene Johann Joseph Rainer levede fra 1788 til 1831 og var en af Beethovens mest betydningsfulde velyndere. Blandt de værker, han fik tilegnet, var opusnumrene 58, 73, 81a, 97 (”Ærkehertugtrioen”), 106, 111 og 133. Desuden er hans navn tæt forbundet med Beethovens stort anlagte ”Missa Solemnis”.
Allerede i begyndelsen af 1818 gik Beethoven i gang med at komponere det grandiose og højtidelige værk – tilnavnet ”solemnis” er udtryk for et meget bevidst valg. Der var tale om et bestillingsarbejde, der egentlig ikke burde have voldt ham de store problemer. Den slags havde han tidligere gennemført med sikker hånd. Men i disse år var hans kreativitet aftagende, og han levede mere og mere isoleret i Wien, samtidig med at han rodede sig ud i konflikter af både privat og offentlig karakter.
En trøst var det dog, at en nyiscenesættelse af ”Fidelio” blev en betydelig succes. Der var dog malurt i bægeret: Under prøverne måtte han til sin bitre skuffelse konstatere, at han på grund af sin manglende hørelse ikke længere var i stand til at dirigere et ensemble.
Den ydre anledning til messen var, at ærkehertug Rudolph i sommeren 1819 skulle udnævnes til ærkebiskop i Olmütz (Olomouc i det nuværende Tjekkiet). Det havde været planen, at messen skulle opføres i forbindelse med den officielle indsættelse den 9. marts 1820, hvis Beethoven ellers nåede at blive færdig med den. Han var begyndt nogenlunde rettidig med arbejdet i et lønligt håb om, at ”Gud vil oplyse mig, således at jeg trods mine svage kræfter kan yde mit bidrag til den store dag”.
Således skulle det imidlertid ikke gå. ”Missa Solemnis” stillede Beethoven over for kompositoriske problemer af hidtil ukendt omfang. Det udviklede sig til en udfordring, som den døve mester umuligt kunne blive færdig med til den fastsatte tidsfrist. Først den 19. marts 1823 kunne Beethoven overrække ærkebiskoppen en kopi af det færdige partitur – godt tre år efter indsættelsesceremonien, der havde fundet sted i domkirken i Köln. Den stadig omsiggribende messe fik først sin uropførelse i april 1824 i det fjerne Sankt Petersborg.
Forklaringerne på, at det trak ud så længe, er mange. Beethoven havde altid jamret over forskellige skavanker, men nu var hans helbred efterhånden blevet så skrøbeligt, at det påvirkede hans arbejdstempo. I 1821 led han således af et længerevarende anfald af gulsot, blot en af flere lidelser, der tyngede ham i hans alderdom. Dertil kom, at messen af flere grunde blev en hjertesag for ham.
I løbet af arbejdsprocessen svulmede værkets dimensioner op til det umådelige, og det endte med at kræve fire sangsolister, et stort blandet kor (ved flere opførelser med mere end 100 sangere) og et fuldt bemandet symfoniorkester, heriblandt et dusin messingblæsere og orgel.
Beethoven var naturligvis inviteret, men kunne ikke overskue at skulle begive sig ud på en lang og strabadserende rejse til Sankt Petersborg for at overvære uropførelsen, og da messen omsider blev opført i sin helhed i Wien, havde han været død i 18 år.
Desuden hang forsinkelsen sammen med, at Beethoven i begyndelsen af 1820’erne havde gang i andre musikalske projekter, først og fremmest den 9. symfoni, der senere vil blive udførligt beskrevet. Vi har et øjebliksbillede fra begyndelsen af tilblivelsen af ”Missa Solemnis” skrevet af Anton Schindler. Og selvom man som sagt skal tage hans øjenvidneskildringer med et gran salt, giver den følgende situation et gribende indtryk af den aldrende mester.
Schindler fortæller, at han i selskab med en yngre ven ville aflægge besøg hos Beethoven. Da de to herrer trådte ind i huset, fik de at vide, at Beethovens to tjenere samme formiddag var gået deres vej i vrede, og at der om natten havde været en råben og larmen, der havde vækket naboerne. Årsagen var, at tjenerne efter i lang tid at have holdt sig vågne var faldet i søvn, og som et resultat heraf var den mad, de havde tilberedt til Beethoven, ifølge ham selv blevet ”uspiselig”. I værelset ved siden af, fortsætter Schindler sin beretning:
”… hørte vi mesteren synge fugaen fra sit credo [fra Missa Solemnis] – han ikke bare sang, han hylede og stampede i gulvet. Efter at vi i et stykke tid havde stået og lyttet til denne skrækkelige scene og egentlig skulle til at gå vores vej, gik døren op, og der stod Beethoven foran os med forvredne træk, et frygtindgydende syn. Han så ud, som om han havde været involveret i en kamp på liv og død med en hel hærskare af kontrapunktister, hans evindelige fjender.”
Hvad der først og fremmest havde forsinket den umådelige messe, må imidlertid have været Beethovens langvarige søgen efter det rette religiøse udtryk. Beethoven var ikke som Mozart i besiddelse af en enkel og from tro, han forbandede ved mere end én lejlighed Skaberen og sin tilværelse og veg i det hele taget ikke tilbage for at formulere sig på en måde, der dengang måtte have virket direkte blasfemisk. For den 38 år ældre Haydn var Beethoven ligefrem ateist – om end, som Haydn engang udtrykte det, en med ”flere hoveder, flere hjerter og flere sjæle”.
Der findes ingen dokumentation for, at Beethoven nogensinde har deltaget i en almindelig gudstjeneste. Men på den anden side kan man finde klare udtryk for kristentro i flere af hans værker. Det gælder ikke mindst sidstesatsen i ”Pastoralesymfonien”, ligesom han adskillige år inden sin store messe havde begået et par decideret religiøse værker, heriblandt det timelange påskeoratorium ”Christus am Ölberge”, opus 85, der skildrer Jesu angst ved tanken om de forestående lidelser. Beethovens forsøg i genren blev ikke ubetinget vellykket. Librettisten Franz Xaver Huber havde begået en tekst, der nok byggede på Bibelens ord, men kom til at virke mere højtravende end hjertegribende. På en nutidig lytter forekommer ”Christus am Ölberge” snarere som en miniopera end som et oratorium. Partituret rummer dog mange passager, der vitterligt klinger som den heroiske Beethoven fra det første tiår af 1800-tallet.
I slutningen af hans liv kommer hans religiøsitet klarest til udtryk i strygekvartetten i a-mol, opus 132, hvor han over tredjesatsen, en inderlig adagio, har skrevet ”heiliger Dankgesang eines Genesenen an die Gottheit” (”et helbredt menneskes hellige takkesang til guddommen”) – for en god ordens skyld havde han skrevet nøjagtigt det samme på italiensk. At han i denne sammenhæng valgte ”Gottheit” i stedet for ”Gott”, peger på, at hans tro – som så meget andet i hans karakter – var stærkt individualistisk. Pave Benedikt 16. havde ret, da han ved en lejlighed karakteriserede ”Missa Solemnis” som et værk, der er et ”rystende vidnesbyrd om et troende menneske, der søger og ikke vil give slip på Gud”, men på den anden side må kæmpe hårdt for denne tro.