Ben Lerners bøger er en påmindelse om kunstens betydning i en åndsfattig verden

Han er kaldt ”en af vor tids bedste nulevende forfattere”. I dette interview med Kristeligt Dagblad fortæller den prisbelønnede amerikaner fra Kansas om Midtvestens mutte drenge, sammenbruddet af den liberale verdensorden - og om håb i en håbløs tid

Ben Lerner, den prisvindende amerikanske forfatter, giver et i Danmark sjældent interview til Kristeligt Dagblad.
Ben Lerner, den prisvindende amerikanske forfatter, giver et i Danmark sjældent interview til Kristeligt Dagblad. . Foto: Gads Forlag.

“Iiiiiiirrrrrrggggggghhhhhssssssss,” lyder det pludselig med en overdøvende skarp lyd i baggrunden. En brandbil torpederer telefonlinjen fra Danmark til USA, nærmere bestemt Brooklyn-bydelen i New York, hvor forfatteren Ben Lerner vandrer rundt efter at have afleveret sine børn i skole, og svarer på spørgsmål om sit forfatterskab og den tid, vi lever i. Interviewet går i stå.

Som forfatter til romanen ”Topekaskolen” og en håndfuld øvrige titler er Lerner berømt i USA i litterære kredse, der sætter pris på formbevidsthed og evne til at eksperimentere med sproget. Lerner, som er født i 1979, lagde ud som digter og påpeger i samtalen igen og igen sprogets betydning som det eneste redskab, vi har til at forstå både vores egen eksistens og den politiske udvikling.

Når folk går fejl af hinanden, er det ofte, fordi man ikke evner at sætte præcise ord på sine følelser, eller fordi der er et misforhold mellem de ord, der er til rådighed, og den virkelighed, vi alle bebor. Derfor brandbilen: På dansk lærer vi børn, at en brandbil siger ”babu babu”. Men dels ”siger” en brandbil ikke noget, den er lavet af stål og er stum, dels lyder en brandbils tuden ikke som ”babu babu”, men – måske – snarere som “iiiiiiirrrrrrggggggghhhhhssssssss”. Eller tag en gris: Vi lærer børn, at en dansk gris siger ”øf”, og i Storbritannien lærer de, at en engelsk gris siger ”oink”, men dels kender dyr ikke til landegrænser, og dels skriger svin noget helt andet end ”øf” og ”oink”. Vi har bare alle accepteret, at sproget også i dette tilfælde overhovedet ikke dækker virkeligheden.

Brandbilen buldrer videre derovre i Brooklyn, og Lerner er tilbage på sporet i samtalen. Hans forfatterkollega Sally Rooney skrev ved udgivelsen af hans gennembrudsroman ”Topekaskolen”: ”Fremtiden for romanen er lige her”. The New York Times skrev: ”Den mest talentfulde forfatter i sin generation”. Og Sunday Times satte trumf på: ”En af vor tids bedste nulevende forfattere (…) Alting føles let og ubesværet på trods af Lerners kæmpe intellekt. Hvad kan den mand ikke?”

Selv er han et nøk mere ydmyg og fortæller, at han ikke anede, at han skulle være romanforfatter, eller at han ville skrive en trilogi, bestående af romanerne ”Farvel til Atocha”, ”22:04”, og så den allerede nævnte med titel efter delstaten Kansas’ hovedstad, hvor Lerner er vokset op:

"Nej, det var bestemt ikke planlagt fra begyndelsen. Jeg har altid ment, at en digter har tilladelse til én roman, og så skal hun eller han tilbage til lyrikken. Det er i digtsamlinger, at man kan udvide sprogets muligheder, tænkte jeg. Men så fandt jeg ud af, at man sagtens kan udforske sproget også i brede romaner og undersøge, hvordan kunst kan bruges, eller ikke bruges, til at forstå virkeligheden."

"Det var først, da jeg gik i gang med ’Topekaskolen', at jeg bestemte, at jeg ville skrive en trilogi. Jeg besluttede, at jeg ville skrive en ’prequel’, hvis handling lå før de to andre bøger i serien, og som ville ændre synet på dét, der foregår i de øvrige bind".

En forfatter med Midtvesten som hjemstavn

En sådan praksis er Ben Lerner ikke ene om. Nord for Kansas bor forfatterkollegaen Marilynne Robinson, som med fire romaner om Iowa-flækken Gilead har sat Midtvesten på det litterære landkort og mesterligt vist, hvordan handlingen i ét bind af en serie kan se helt anderledes ud, når perspektivet forskyder sig i de øvrige romaner i serien. Vi kender det vel selv: En samtale mellem to mennesker kan ofte opfattes meget forskelligt af parterne, og er en tredje person med i samværet, udvider fortolkningsmulighederne af det sagte sig kun. Vi er, på godt og ondt, bundet til hver vores krop og sprogbeherskelse, og vi erkender som regel kun stykkevist og delt. Det ser man i hvert fald tydeligt, hvis man først læser Robinsons ”Gilead” og så den næste i serien ”Hjemme”, hvor de samme hændelser fortolkes vidt forskelligt, alt efter hvilken person, der fortæller.

Marilynne Robinson er sammen med Philip Roth og John Updike blandt de berømtheder, der har skrevet store romanserier om amerikansk historie og mentalitet, og Lerner anerkender de nu afdøde kollegers enorme indflydelse­ ­– uden at være direkte inspireret, fortæller han:

"Jeg er egentlig ikke påvirket så vældig meget af romaner, men langt mere af poesi. Hele debatten i romankredse om autofiktion siger mig eksempelvis intet, for i poesien har dét, at man skriver om sit eget liv og skaber kunst ud af den nære virkelighed, altid været normen. Når jeg læser William Carlos Williams’ 'Spring and All' (amerikansk digtsamling fra 1923, red.) er der masser af selvreferencer, men det er ikke det vigtige, for Williams skaber stor kunst ud af sine oplevelser. Så om digtenes subjekt 'er' forfatteren eller ej er ligegyldigt. Jeg er vokset op med en nær sammenhæng mellem forfatteren og jeget i kunsten, og søger imod, hvis jeg endelig skal læse romaner, skribenter, der udforsker sproget på personlig baggrund: syntaksen hos Thomas Bernhard, billedbrugen hos W.G. Sebald, blandingen af ’noir’ og erindring hos Javier Marias, og koblingen af familie og politik hos Jamaica Kincaid," fortæller Lerner med et skrattende bagtæppe af Brooklyn-lyd, der er som taget ud af et modernistisk digt.

At han sådan lige river en masse navne fra den absolutte top af den europæiske samtidskanon af sig, er meget sigende for, hvordan han arbejder. Alt er sprog, og alt kan inspirere, og Lerner oplever slet ikke, at der er nogen modsætning mellem hans opvækst i det landlige Kansas og hans nuværende urbane liv i New York:

"Jeg er vokset op med forældre, der begge er psykologer og derfor ekstremt sprogbevidste, i en del af USA, der ikke er kendt for ødsel sprogbrug – snarere tværtimod. Men jeg lærte hurtigt, at den midtvestlige fåmælthed har andre kvaliteter," fortæller Lerner.

"Kansas er et utroligt fascinerende sted. Delstaten ligger meget sigende lige midt i USA og rummer de potentialer, USA også står med – en rigtig og en forkert vej," siger Lerner, mens trafikken buldrer i baggrunden og man mærker, at han har talt sig varm.

Gennembrud med roman om ”giftig maskulinitet”

Men først lidt om Lerners univers: ”Topekaskolen” er historien om Topeka i Kansas, sidst i 1990’erne. Som beskrevet her i avisen af anmelder Lotte Kirkeby er det beretningen om high school-eleven Adam Gordon og hans forældre, psykologerne Jane og Jonathan, der er flyttet til delstaten midt i USA fra østkysten:

"Jane er en berømt feministisk forfatter, og Jonathan er ekspert i at nå ind til problematiske teenagedrenge. Adam selv er en dygtig debattør og freestylerapper med et spirende poetisk talent. Herfra spindes tråde fremad og tilbage i tiden. Fra forældrenes opvækst og første møde til Adams liv som voksen familiefar i Brooklyn. Fra at begære sin næstes hustru til en fatal billardkugle i en kælder. ”Topekaskolen” er en historie om en familie, om hvordan man opdrager en søn til at begå sig i en verden gennemsyret af giftig maskulinitet, og samtidig en forhistorie til vores samtid: den offentlige samtales sammenbrud, den nye højrebølge og den hvide mands identitetskrise."

I Berlingske var der stor ros til romanen, da den udkom, ikke mindst fordi Lerner går direkte ind i en aktuel debat om moderne maskulinitet: "’Topekaskolen’ viser sig at være en universel fortælling om ungdom, usikkerhed, socialitet, psykologi og familiedynamik. Samtidig er det en skildring af en helt specifik ungdom, nærmere bestemt ’den privilegerede klasses fortabte sønner’ og ’Midtvestens mutte drenge’ i USA i start-90’erne."

I Jyllands-Posten var de store lovprisninger også fremme om romanen: "Den fortæller – ofte underholdende som i en ældre Woody Allen-film – om, hvordan den hvide mand begyndte at tabe; først til kvinderne, siden til minoriteterne, og hvordan det uundgåeligt førte til en ’toksisk maskulinitet’, som Trump ifølge Lerner er kroneeksemplet på."

Og går man til dagbladet Information er der også roser. På tværs af det politiske spektrum er det tydeligt, at Lerner rammer noget meget centralt om den tid, vi lever i:

"Det er et dystert portræt af USA, Ben Lerner tegner, men det er gjort med en humor og intelligens, der underholder og trods alt giver håb. ’Topekaskolen’ vidner på mesterlig vis om, at der i hvert fald i amerikansk litteratur er plads til både sund fornuft og sproglig styrke."

Ben Lerner er selv meget optaget af, hvad han kalder regimer af sprog. Hvad enten man deltager i debatter, eller er terapeut, eller bruger vold som sprog, eller er rapper – alle fire regimer møder man i ”Topekaskolen” – er man fælles om én ting: ønsket om at kommunikere.

"Attituder til måder at tale på siger naturligvis noget om ens kulturelle ophav, og der er forskel på om man vokser op med akademikere i New York eller landmænd i Midtvesten. Men samtidig er vi jo fælles om dette helt basale, at luft og vibrationer i vores munde skaber lyde, som vi tillægger mening. Og jeg vidste, at hvis jeg kunne skrive en roman om dette yderst fællesmenneskelige og samtidig vise, hvor utroligt forskelligt og heterogent vi bruger sproget, kunne jeg skabe et portræt af USA og af alle de situationer, hvor vi går fejl af hinanden," siger han.

"Jeg tror, at et spørgsmål om kontinuitet og brud er centrum i alle tre romaner i trilogien. Når vi er børn, overtager vi vore forældres sprog, men for at kunne blive selvstændige individer må vi på et tidspunkt formulere vores følelser og holdninger for os selv. Hvordan kan vi på den ene side videreføre vores forældres sprog og samtidig skabe vores eget? Det er et eksistentielt spørgsmål, for vi bliver aldrig selvstændige, hvis vi kritikløst overtager vores forældres sprog og livssyn. Men vi bliver heller aldrig selvstændige, hvis vi kaster det hele over bord og begynder forfra. Brud og kontinuitet – det er et helt centralt spørgsmål for mig."

Lerner fortæller, at han i teorien er godt stillet som far med to forældre, der er eksperter i børnepsykologi – for moderens vedkommende endda en berømthed på området. På den anden side har han også venner, hvor forældrene er for meget eksperter, og det hæmmer deres interesse i børnebørnene.

"Mine forældre er ressourcer – men de har ikke nogen særlig ekspertise. De svarer, hvis jeg spørger om noget, og de tror heldigvis ikke, at de er eksperter i det at være forældre. Så det er meget rart, at de ofte holder sig væk. Det er afgørende, at den enkelte familie får fred til at udvikle et fælles sprog – ’sådan taler vi sammen i vores familie’ – og ikke bare reproducerer det overleverede."

Modsætning mellem land og by

Tilbage til Kansas og dén debat, der, uanset om Donald Trump er præsident i USA eller ej, i ham har fundet en personificering: skellet mellem land og by og mellem elite og masse. Man kan argumentere for, at USA siden 1900 har levet med et skel mellem land og by, for omkring århundredeskiftet viste en folketælling for første gang, at nu levede flere amerikanere i urbane områder end på landet.

Indtil da havde USA ellers været et agrart paradis i den forstand, at den herskende forestilling fra præsident Thomas Jefferson og frem var, at den ægte amerikaner var farmer. I parentes bemærket var der derfor mange år senere heller ingen grænser for den PR-værdi, det havde for præsident Jimmy Carter, at han var peanutfarmer fra det landlige Georgia. Uagtet, at USA for længst var blevet gennemindustrialiseret, da Carter satte sig i Det Hvide Hus i 1976, var forestillingen om en landmand i Washington som noget ærkeamerikansk utrolig stærk og trak tråde direkte tilbage til ”The Founding Fathers”. Så selvom der ikke er så meget at diskutere – USA er ikke primært et landbrugsland længere og har ikke været det i over 120 år – er modstillingen mellem land og by og forestillingen om, at det ægte USA findes derinde i landet langt fra Broadway i øst og Hollywood i vest, politisk brugbar som aldrig før. Dét vidste Trump. Lerner forklarer:

"Jeg tror, at baggrunden for den nuværende krise går tilbage til 1990’erne, hvor den offentlige debat var fyldt med snak om ’historiens afslutning’ og fantasien om, at den liberale verdensorden med Berlinmurens fald havde sejret. Men forestillingen var og er en elitær verdensfjern drøm skabt af hippierne, der voksede op og blev 'boomere' og overbeviste os alle om, at deres liv og holdninger var endeløst fascinerende. Bill Clinton var cool og spillede saxofon på MTV, og kommunikerede, at hans generations centrum-venstre teknokratiske vision havde sejret, og nu var historien slut. Det var den selvfølgelig ikke. Og det udnyttede Trump."

For Lerner er det afgørende at huske 1990’erne og den tid, han selv var ung i. Huske, at massakren på Columbine-high school’en falder nogenlunde sammen med Francis Fukuyamas triumferende tese. Huske, at opgør mellem sorte og hvide udspillede sig i de amerikanske storbyer, på samme tid som politologer talte om ”det post-raciale” samfund:

"Hele denne nihilistiske slåen fra sig på et tidspunkt, hvor vi alle burde være glade og juble over imperiets sejr – hvor kom den fra? Jeg kastede et kritisk blik på mig selv og måtte erkende, at jeg levede i samme fantasiverden. Jeg troede som ung, at alle vigtige kulturelle spørgsmål var besvarede, og at vi progressive havde vundet – og der skulle en Trump til at afsløre, hvor latterlig den fantasi var. Det var både min tid, hvor jeg voksede op, men det var også et kulturelt skifte dengang i 1990’erne."

"Jeg kunne nemmere end noget vinde debatter i skolen over mine klassekammerater om amerikanernes brug af våben og nonchalant ’afsløre’, at våbenlobbyen nærede en illusorisk frygt alene for at øge indtjeningen. ’Ja, forfatningsfædrene mente måske nok, at det var en ret at bære våben, men de vidste ligesom ikke hvad en AK-47 kan udrette’ – sådan kunne jeg argumentere. Men hvis en plantageejer frygter en slaveopstand, er det faktisk meget godt at have våben i huset, og først langt senere gik det op for mig, at jeg var den naive. Den kulturelle ret til at bære våben har været der fra begyndelsen, det er en tradition, som landet er etableret på. Vi lever stadig i slaveriets efterliv. Våbenbærende hvide borgeres militia: Det er en kontinuitet, der går helt tilbage til begyndelsen, og venstrefløjen aner ikke, hvordan de skal bryde den."

"Der er en metafysisk fattigdom over den liberale diskurs om teknologisk fremskridt. Denne falske progressivisme gennemskuer folk i Midtvesten ofte og føler sig set ned på. Trump var skamløs og udnyttede nøjagtig alle de områder, hvor folket følte sig udskammet af eliten, og polariseringen byggede bare op fra 1990’erne og frem."

Kunsten som skaber af håb

Fra Trump går der paradoksalt nok en linje for Lerner til debatten som kunstens rolle i samfundet. Hvad skal vi i det hele taget med fantasi og frit opfundne fiktionsprodukter i en verden, hvor højst konkrete kriser og krige er levende virkelighed for millioner af mennesker? For Lerner er svaret enkelt nok, men også i dette tilfælde mærket af erfaringens tyngde:

"Jeg voksede op med avantgarde-poeter som min inspiration, men der var to problemer. Det ene var, at jeg aldrig rigtig oplevede, at de der samfundskritiske digte rent faktisk gjorde en forskel i virkeligheden. En skepsis overfor den avantgardistiske pietisme, der ikke vil have noget med virkeligheden at gøre, voksede frem i mig. Samtidig så man med opkomsten af Trump, at avantgardistisk sprog var alle steder i hans taler: brudt syntaks, underligt billedsprog, rablende analogier. Det gør ikke Trump til digter, men det var dybt interessant at se, hvordan den der dada-agtige politiske talestil vandt indpas i den politiske diskurs. Så jeg har både forladt avantgardismen og troen på, at kunst kan demaskere verden, og samtid erkendt, at avantgardistisk sprogbrug er alle steder."

"Jeg tror ikke længere på, at digte kan stoppe krige eller vinde over kapitalismen, men jeg kan heller ikke leve i en verden uden forestillinger om alternative fremtider. Kunst er stadig det, der gør planeten beboelig. Det er pessimisme og optimisme bundet sammen, jeg ved det godt, og jeg vil egentlig ikke være en hvid fyr, der siger noget generelt om verden. Men for mig personligt handler det at gå på eksempelvis museum om sociale muligheder på en lille skala: Vi reagerer forskelligt på et kunstværk og taler om det – ’hvad ser du, hvad ser jeg?’ – og dermed er vi i gang med at udfolde nye værdier og forestillinger om, hvad det fælles er."

"Det at se er altid en oplevelse af at se sammen. Vi undrer os over, hvad kunstneren så, da hun eller han malede, og vi undrer os over, hvordan fremtiden vil se på kunstværket, og på, hvordan de nu døde oplevede det. Det er en dialog. Det at være i samtale med både fortiden og fremtiden er at opleve en værdi langt ud over, hvad der kan prissættes. Kunsten redder ikke verden, men den er en invitation til os om at tænke over muligheder og værdier ud over den sociale sammenhæng vi er i lige nu."