Prøv avisen
Boguddrag

Professor: Det kræver hård træning at kæmpe imod skærmens tillokkende kraft

Nye teknologier resulterer ofte i kamp mellem gamle verdenssyn og nye, og resultatet af denne kamp er sjældent afbalanceret. Denne bog er et forsøg på at bidrage til en mere ligelig kamp mellem den gamle verdens livsholdning og techguruernes forestilling om det fantastiske liv, der kommer med den nye gadget, de lige har opfundet, skriver professor Bent Meier Sørensen. Foto: Leif Tuxen

Skærmen er blevet en kærkommen mulighed for at afbryde vanskelige og måske ubekvemme situationer såsom stress, ubeslutsomhed, rastløshed eller kedsomhed for at opnå en form for midlertidig overskuelighed, skriver professor Bent Meier Sørensen. Læs et uddrag af hans bog "Skærmens magi"

De politikere og embedsmænd i Høje-Taastrup Kommune, der for nylig købte tusindvis af iPads og delte dem ud i folkeskolens små klasser, kan ikke have prøvet at tage en skærm fra en femårig. Det har jeg, og det har samtlige forældre i Høje-Taastrup også. Hvis man vil vide, hvad en skærm gør ved et menneske, skal man prøve at tage en iPad fra en femårig dreng. Hvis man altså kan.

Hans jernhårde greb om skærmen vil kræve ens fulde styrke, og man skal samtidig håndtere et hårrejsende udbrud af skummende, hvidt raseri, rettet mod den skinbarlige ondskab, man uden omsvøb får at vide, at man repræsenterer. Er man kommet så langt, er sandsynligheden stor for, at den femårige er ens eget barn. Men det er lige så sandsynligt, at man ikke lige i det øjeblik kan genkende ham. Han er forandret, det er, som om noget andet taler igennem ham. Han er i det øjeblik besat af skærmen, og det er den oplevelse, jeg selv og helt sikkert en del forældre fra Høje-Taastrup gerne ville dele med kommunens ledelse.

Her til lands er vi ikke så vant til, at mennesker bliver besatte. Engagerede på grænsen til mani eller sygeligt optagede, javel, men ikke besatte. Det eneste eksempel, jeg har kunnet komme på, som tilnærmelsesvis minder om drengens reaktion, er fra fiktionens verden: Når man tager en skærm fra en femårig dreng, reagerer han præcis, ligesom Gollum fra Ringenes Herre ville gøre. Det er ham, der halvnøgen og noget forkommen kravler rundt med en guldring, han har fundet, og som er blevet hans precious. Enhver, der truer med at tage den fra ham, rammes af hans hvidglødende og livsfarlige raseri.

Ringen er tydeligvis magisk og giver Gollum adgang til en anden, magisk verden. Den, som tager Ringen på, bliver usynlig. Her ligner Ringen også skærmen. Ikke nok med, at den, der sidder bag en skærm, ligner en, der tror, at han er usynlig; han forsvinder også fra det sted, han befinder sig, og fra den tid, der findes der, og bliver på den måde i praksis usynlig. At komme tilbage og blive synlig igen må selvfølgelig, ikke mindst for et barn, være en chokerende erfaring.

Skærmenes besættelse er temmelig demokratisk, alle kan blive besatte af den, og alle kan blive rasende. Med skærmen er det altså ganske, som det er med Ringen i Ringenes Herre, at raseriet er helt uafhængigt af, hvem der har Ringen. Selv den venlige hobbit Bilbo Sækker bliver besat af raseri, når han får tag i Ringen – det vil sige, når Ringen får tag i ham.

I Høje-Taastrup var der ifølge kommunens hjemmeside “jubel i klasseværelset”, da borgmesteren i egen høje person delte skærmene ud. Jeg tror på det. Jeg tror så også, at der på samme tid var mindst lige så meget jubel i Apples hovedkvarter i Silicon Valley.

Aktionen i Høje-Taastrup skulle endvidere løfte “mulighederne for spændende undervisning”. Her begynder min tro at vakle. Vi ved, at skærmene er en stor hjælp til visse læringsforløb og ved specifikke, pædagogiske udfordringer. Men vi ved også, at hvis målet er alle elevers aktive deltagelse og fokuserede indlæring, under hvilken lærerens autoritet ikke konstant udfordres og langsomt opløses, skal skærmtid doseres velovervejet. Irrelevant skærmaktivitet skal minimeres, helst helt forhindres.

I Høje-Taastrup modtages de mange iPads, der lander i klasseværelserne, med jubel, men lærerne får i samme ombæring både et hjælpemiddel og en meget stor, pædagogisk udfordring. Mens de inddrager den moderne teknologi i undervisningen, risikerer de hele tiden at skulle kæmpe om opmærksomheden med lyset fra skærmen. Den konkurrence har jeg selv tabt mange gange. At lære noget er af og til sjovt, men oftere kedeligt og altid krævende. Til gengæld tjener platformsvirksomhederne solidt på, at elever og studerende bruger deres tid på skærmen, ligesom Apple og andre producenter af tablets gør det.

Hertil skal lægges fortjenesten til kiropraktorerne, der i dag behandler patienter fra de helt små klasser for nakkeskader, såkaldte text necks, der skyldes for meget brug af håndholdte skærme. Betingelserne for at undervise er med smartphones, gaming og sociale medier blevet radikalt forandret lige fra 0. klasse til og med de videregående uddannelser. Mit eget område, universitetet, er ikke gået fri. Hverken universiteternes ledelser, deres medarbejdere eller deres studerende har, hvis vi ser bort fra få, spredte undtagelser, taget hånd om eller debatteret dette problem.

Påvirkningen spænder lige fra de studerendes skærmbrug i undervisningen over kollegaers brug under møder til forskeres brug under andre forskeres præsentationer af ny forskning på i øvrigt kostbare konferencer langt væk. Det er alt i alt en dybtgående indvirkning, der er ved at forandre det, der foregår på universiteterne og de videregående uddannelser.

Hvad angår uddannelserne, overtager de studerende i vid udstrækning bare de vaner, de har fået tidligere i skolesystemet, og som har gjort det endnu vanskeligere at være folkeskole- og gymnasielærer. Det har også gjort det vanskeligere for mig at være underviser. Ikke nok med, at jeg en tirsdag morgen skal i græsk-romersk brydning med en femårig for at afbryde hans digitale fravær. Men da jeg senere samme morgen går ind i auditoriet på CBS, Copenhagen Business School, kommer jeg ind i et lokale befolket af helt tavse og stillesiddende mennesker. Ingen kigger op fra skærmen. Ingen bemærker, at læreren er kommet ind. Ingen hilser. Indtil, naturligvis, jeg hilser så karikeret højt, at de studerende bliver i tvivl om deres personlige sikkerhed og kigger op.

Da ser jeg dem ansigt til ansigt, og når de ser, at det bare er læreren, bliver de lettede og smiler. Det viser sig, at stenstøtterne i virkeligheden er glade, engagerede, kloge og meget tilstedeværende, unge mennesker. Jeg sænker stemmen og ser på dem. Så er vi alle sammen her. Det er vi naturligvis kun i ganske få sekunder, for når jeg så begynder min forelæsning, begynder de studerende – engageret, videbegærligt og måske også pligtskyldigt – at skrive al den visdom, der fosser fra min mund, ordret ned på deres skærme. Eller, det tror jeg i hvert fald. Jeg ved det ikke. Jeg har ikke længere kontakt med dem. De er igen forsvundet bag skærmen. De har muligvis åbnet Microsoft Windows, men de har ingen vinduer til omverdenen.

Det er ikke svært at komme med årsager til, at vi tager skærmen frem, måske særligt når der faktisk ikke er en oplagt grund til at gøre det. I en verden, som vi, ikke mindst takket være de selvsamme nye teknologier og tilsyneladende uundværlige netværk, i stigende grad oplever som krævende og ikke sjældent menneskefjendsk og uden for vores indflydelse, er skærmen blevet en kærkommen mulighed for at afbryde vanskelige og måske ubekvemme situationer såsom stress, ubeslutsomhed, rastløshed eller kedsomhed for at opnå en form for midlertidig overskuelighed.

På skærmen oplever vi, at vi selv er i kontrol. Det er nok en optimistisk vurdering. Vi får tilbudt en verden af erfaringer og oplevelser, vi etablerer forbindelser til talrige andre mennesker, og vi gennemlever måske en erindring om vores barndoms leg, en tid- og stedløs symbiose med hele verden. Til tider kan vi måske få fornemmelsen af en genforening med et tabt Paradis, en forbindelse til altet, en enhed med kosmos. Alt dette gør techindustrien selvfølgelig trinvist, stykkevist og delt, men også koordineret og kapitalstærkt.

Magien, vi oplever i skærmens lys, står i direkte forbindelse med en stærk utopi, som trives i Californiens teknologicentrum Silicon Valley og blandt verdens førende techentreprenører. Ved hjælp af viden, ny teknologi, kunstig intelligens og ekstreme, psykologiske og genetiske modtræk mod ældning og død, der inkluderer nedfrysning af døde personers hjerner samt bevidsthedsudvidende stoffer, kan mennesket endelig blive fri af dette livs begrænsninger. Det gælder lige fra oplevelsen af kvælende, hierarkiske strukturer på arbejdet og til den diffuse følelse af at være her på lånt tid.

En del af denne stærke Silicon Valley-utopi er, at computerne om få årtier vil få et afgørende stort gennembrud med hensyn til styrken af kunstig intelligens, hvorefter vi som nye mennesker kan forbinde os med denne superintelligens og realisere os selv fuldstændigt.

Denne begivenhed er kendt som The Singularity/singulariteten, og den kalder jeg en religion. Det lyder jo lidt crazy, men en skærm på en mobiltelefon er noget andet end den sort-hvide tv-skærm, en del af os så på i 1970’erne. Noget er sket, og de seneste ti års udbredelse af smartphones har ændret vores forhold til skærme på to måder.

For det første er skærmen blevet forbundet med internettet og de sociale medier. Dermed har skærmen åbnet vores liv for en lang række professionelle og sociale aktiviteter, vi kan engagere os i, uanset tid og sted. Ikke nok med at vi af egen fri vilje kan vælge at engagere os i disse aktiviteter, men teknologien gør af sig selv opmærksom på en lang række mulige handlinger og spændende meddelelser, vi godt lige kunne tjekke.

Vi har også, viser det sig, via denne adfærd betroet enorme mængder af viden om vores liv, lyst og færden til et antal techgiganter, som foreløbig ikke har givet os nogen gode grunde til, at vi skulle have blind tillid til dem. For det andet er skærmene med smartphonen flyttet helt ind på kroppen af os og blevet så ekstremt tilgængelige, at udfordringen nu i hovedsagen er at undvige denne tilgængelighed. Ganske som drenge og mænd i årtusinder i distraktion eller begejstring instinktivt har grebet ud efter deres testikler, griber vi i dag – mænd, kvinder og børn – så instinktivt ud efter vores smartphone, at det kan betvivles, om det er noget vi ‘vælger’ at gøre. Vi gør det bare. Teknologien er wearable, man tager den på som tøj, og den er nu gledet fra ens laptop og ned i lommen og er dermed, geografisk såvel som mentalt, en del af menneskets mest private parts.

Næste skridt er, at computerne bliver insideables, placeret inden i kroppens blodbaner og hulrum. Techgiganterne, som det er standard simpelthen at omtale som ‘GAFA’, hvilket er kortform for Google, Apple, Facebook og Amazon, griber via vores smartphone direkte ind i vores liv og vores traditioner. Både liv og traditioner er særligt sårbare over for de teknologier, der lynhurtigt bliver allemandseje (i de cirka tyve sekunder, det har taget dig at læse dette afsnit, er der blevet solgt et tusind smartphones i verden).

Nye teknologier resulterer ofte i kamp mellem gamle verdenssyn og nye, og resultatet af denne kamp er sjældent afbalanceret. Denne bog er et forsøg på at bidrage til en mere ligelig kamp mellem den gamle verdens livsholdning og techguruernes forestilling om det fantastiske liv, der kommer med den nye gadget, de lige har opfundet.

Mark Zuckerberg, grundlæggeren af Facebook, og et antal andre techguruer er godt på vej til at vinde over os. Men vi har tænkt os om i flere tusind år, og vi har trænet. Kampen er kun lige begyndt. Derfor handler denne bog om det håb, der viser sig i trodsig kamp mod den opslugende magi, skærmene i højere og højere grad repræsenterer. Det er et håb, som kunne blive en hjælp for alle skærmbrugere, både dem, som synes, at de har styr på sagerne, og dem, som oplever, at de ikke har. Det gør bogen ved at pege på nødvendigheden af, at vi genopbygger os selv og bliver nærværende igen. Genopbyggelsen finder sted ved, at vi genfinder de oprindelige måder at være alene og sammen med andre på. Det vil sige genfinde de måder at tænke og tale sammen på, som vi i årtusinder har udviklet, værdsat og forfinet, og som i dag er under pres.

Der er meget på spil her, for det gælder forsvaret for, at mennesket har et værd, der er uafhængigt af de sociale medier, af netværk og af den dødelige rivalisering, disse forbindelser fører mennesket ud i. Det er ikke givet, at den europæiske kultur skal omkalfatres fuldstændigt i techgiganternes billede og blive et tempel for disruptioner, netværksdyrkelse og aluminium fra Kina.

Nok er det at blive et selvstændigt menneske ifølge Kierkegaard et anliggende for hver enkelt, men det kræver en fælles indsats at modgå singularitetens religion. Den er båret af en ideologi, der med udgangspunkt i en absurd tro på, at teknologi til sidst vil løse alle problemerne, promoverer hensynsløs individualisme og ureguleret monopolisme, flugt fra kroppens skæbne som dødelig og ophøjelse af menneskerobotten til gud.

En sådan udfordring kræver kollektive erkendelser samt diskussioner af de nødvendige religiøse og politiske valg. Vi kan stadig besvare den nyreligiøsitet og længsel efter aldrig at dø, der udbredes fra Californien, med den europæiske traditions kølige klostervæg. Et sådant modsvar vil indebære, at vi igen fokuserer på at træne vores evner til det ypperste, ikke i åndløse konkurrencer og komiske talentshows, selv om de ofte er meget underholdende, men derimod ved som den, der vil være en mester på klaveret, at træne gentagelsen og beskytte sig mod afbrydelsen. Her gælder, at enhver har mulighed for at blive en mester i tilværelsen ved at overvinde de udfordringer, der definerer netop det menneskes træningsbane, uanset om den består af klaverer eller kørestole, matematikbøger eller landbrugsdrift.

Bogen er organiseret på følgende måde. I de næste tre kapitler (kap. 2, 3 og 4) vil jeg udforske skærmens magi, dens evne til at afbryde os og til at forandre vores sociale ritualer samt den teknologisk-religiøse fortælling, de sociale medier og techgiganterne indsætter dem i, nemlig gnosticismen eller, på californisk, singulariteten. Derefter følger to centrale og lidt længere kapitler om det afbrudte menneske (kap. 5 og 6). Her er skærmene og de stærke netværk, de indgår i, blevet en eksistentiel, kropslig og social udfordring, der ikke skal mødes med apati, men med træning. Det gælder for de unge piger, der er lænket en hel sommer til Snapchatten, den studerende lænket en hel forelæsning til YouTube, kæresten, der passiv og magtesløs stirrer ind i skærmens dyb, som Narcissus stirrede i skovsøen.

De tre sidste kapitler (kap. 7, 8 og 9) handler om det fornemme og nærværende menneske. Dette samtalende menneske står i modsætning til det netværkede og distraherede menneske, der forsvinder længere og længere ind i en fjern og fremmed, californisk teknologikult, i det omfang det ikke bare er lost. Denne del udforsker, hvad det vil sige at genfinde og forsvare nærværet, at som mesterlærlingen træne gentagelsen, træne evnen til at være alene og træne det at tale sammen. Når man lever i en verden, der er så præget af magi, som vores verden er, er spørgsmålet ikke så meget at affortrylle denne magi og afsløre den som svindel og humbug. Det bliver snarere et spørgsmål om at identificere, hvilken type af magi der fører den bedste træning med sig, den træning, der udvider ens kapacitet for både at handle og at forstå verden, og hvilken type af magi man skal være mere skeptisk over for, fordi den leder til handlingslammelse og en ringere forståelse af verden.

Bogen bruger med andre ord begrebet ‘træning’ meget bredt, med udgangspunkt i filosoffen Peter Sloterdijks definition: Træning er enhver handling, “der opøver eller forbedrer den trænendes evne i forhold til den næste gang, samme handling udføres.”

Hermed bliver mange aktiviteter til træning, nogle bliver tilmed til ‘dårlig træning’, fordi de aflærer en noget, som man egentlig godt kunne. Skærmen, de sociale medier og computerspil er i hovedsagen dårlig træning. Det modsiges ikke af, at de samme aktiviteter ofte er fremragende og nærmest uundværlig underholdning og også nogle gange giver en gode ideer til brug i det virkelige liv.

Skærmenes træning er ikke funderet i evner trænet over lang tid, men i forestillingen om pludselig inspiration, gudgivent talent og mesterskab opnået på en eftermiddag. Det tager år at lære at spille på trommer, årtier at blive god til det, et helt liv at blive mester. Det tager femten sekunder at lære at spille Candy Crush. Til gengæld er der overhængende risiko for, at man bliver ved med at spille Candy Crush, til man besvimer.

Det er med andre ord en meget stor udfordring, vi er sat i, hvad angår vores forhold til skærme og ny teknologi. Vi kan kun løse den udfordring, hvis vi træner intenst, både hver for sig og sammen. Vi har trænet i tusinder af år, men denne træning er kun lige begyndt.