Kirstine Nørr. Var ni år under Befrielsen, som hun oplevede fra Gentofte, København. Er cand.jur. og var blandt andet socialrådgiver ved Kriminalforsorgen. Er enke og har tre børn, bor i dag i Allerød.
Den 4. maj 1945 om aftenen bragte BBC London budskabet om, at den tyske besættelsesmagt havde overgivet sig med virkning fra næste morgen. Vi havde lige spist, og jeg havde fået lov til at løbe ned at lege, da min far smækkede vinduet op og råbte og vinkede, at jeg skulle komme op med det samme, for krigen var SLUT!
Jeg fløj af sted, samtidig med at naboer, genboer og hele verden begyndte at myldre ud på gaden, hvor de lo og teede sig, som om de var fra forstanden, for alle havde jo hørt frihedsbudskabet. Jeg husker overhovedet ikke, hvordan vi pludselig havnede midt i menneskemylderet inde på Rådhuspladsen, men det gjorde vi. Jeg var lige så fortumlet og ellevild som alle de andre, for den slags smitter. Mange var kravlet op på sporvognene, hvor de hujende og leende viftede med Dannebrogsflag og skrålede alle de sange, som man ikke havde måttet synge før, også smædeviserne. Det gjorde alle vi andre også. Alle dansede rundt og omfavnede hinanden, selvom man ikke kendte de andre. De lo og græd og slog hinanden på skuldrene og sagde ”tillykke, tillykke”. Det var den rene lyksalighed. Endelig kunne man ånde frit igen.
Den bedst kendte smædevise om nazisterne var allerede i omløb under krigen, tror jeg nok, for hvordan skulle jeg ellers kende teksten? Den gik på melodien til ”Lili Marleen”:
Først så ta’r vi Göring
ved hans vingeben,
og så slår vi Göbbels
i maven med en sten.
Så hænger vi Hitler i en strop
ved siden af von Rippentrop.
De fire dumme svin
Der gør sig selv til grin.
Der var andre smædesange, men dem husker jeg ikke så godt. Noget med ”under Hitlers fede rumpe lægger vi en 10 tons bombe ...”, men, nej, resten har jeg glemt. Jeg kunne også meget bedre lide sangen om de fem forbandede år, som vi sang igen og igen og efterhånden lærte alle versene udenad.
I dagene lige efter kapitulationen var der vist lidt skyderi, fordi tyskerne ikke ville acceptere nederlaget, men måske er det bare noget, jeg har hørt. Til gengæld husker jeg tydeligt, da englænderne kom til Gentofte og smed chokolade ned til os unger. Verden stod stille, da den eventyrlige chokolade smeltede på tungen. Jeg havde heller aldrig smagt bananer, så da alle vi børn fik tildelt én hver, stod verden stille igen. Hverken bøn eller trusler kunne få mig til at vaske hænder i flere dage efter mødet med englænderne, for jeg havde fået et engelsk håndtryk, og det værnede jeg nidkært om.
Verden faldt atter i lave, tyskerne var væk, og opgøret med kollaboratørerne begyndt. Jeg fik en skråhue med rød-hvid-blå Royal Air Force-kokarde og -nakkebånd, min skole blev atter åbnet, sommeren kom, og da jeg året efter rykkede op i 5. klasse, var alting bare, som det skulle være. Men krigen og de fem forbandede år glemmer jeg aldrig.
Preben Hansen. Var fire år under Befrielsen og boede i landsbyen Falling. Er enkemand og har en god veninde samt fire børn. Har gennem 25 år været ansat på Frederikshavn Værft. Bor også i Frederikshavn.
Jeg er opvokset i den lille landsby Falling, der ligger på den jyske østkyst midt mellem Aarhus og Horsens i det, der tidligere var Hads Herred i Aarhus Amt. I dette herred var Odder hovedbyen. Under krigen var det Major Erdmann, der var bykommandant her. Major Erdmann nægtede den 5. maj 1945 at lade sine soldater overgive sig, da han ventede på en ordre fra Berlin om, at han skulle overgive sig til de danske myndigheder. Det skete derfor først den 7. maj.
Mit barndomshjem lå midt i Falling som nærmeste nabo til et gammelt og forladt forsamlingshus. I forbindelse med verdenskrigen indkvarterede de tyske tropper et antal soldater i dette gamle forsamlingshus, jeg ved ikke hvor mange, men jeg vil regne med mellem 50 og 60 soldater. Forsamlingshuset, der var ejet af en lokal gårdejer, indeholdt en lille forgang, en stor sal og et mindre lokale med et tilhørende køkken. Der var ikke varme og el i forsamlingshuset, de tyske soldater byggede et træskur på bagsiden af forsamlingshuset med to toiletter med hver sin tønde.
Ved krigens afslutning, måske den 7. eller 8. maj, kan jeg endnu se for mig, at disse tyske soldater tog opstilling i et langt geled på vejen, der gik forbi forsamlingshuset. Da de marcherede ud af byen på vej til landevejen mod Horsens, husker jeg især en tysk soldat med en cykel, hvor der hang en blank spand på styret. Mine forældre og deres nabo sad på vor fortrappe og betragtede det, der for dem var et befriende øjeblik.
Et par dage senere, det har nok været den 8. eller 9. maj, sad mine forældre på vores fortrappe en aften sammen med en flok naboer. Snakken har jo nok gået på den længe ventede afslutning på krigen, der nu var en realitet. Jeg husker, at der kom en gammel bil med åbent lad, hvorpå der sad et antal mænd, der tilsyneladende var frihedskæmpere, da de havde stålhjelm eller noget lignende på hovedet. Bilen stoppede ud for fortrappen, og de spurgte efter en hr. Madsen.
Byens borgere kendte jo denne hr. Madsen, der i folkemunde blev kaldt ”Rotmadsen”. Madsen var kendt som den eneste erklærede nazist og partimedlem i den lille landsby, og der var rygter om, at han gemte noget på et lille stykke jord, han ejede nede i mosen ved Ålstrup. Om det var et rygte eller noget, der virkelig passede, ved jeg ikke, men de her frihedskæmpere blev orienteret om, hvor de kunne finde denne Madsen. Det gjorde de åbenbart, for jeg kan huske, at da varebilen igen kørte forbi vor fortrappe, sad denne ”Rotmadsen” på ladet af varebilen i en hvid overfrakke.
