Prøv avisen
Den dag muren faldt

Lykke Friis: Murens fald var et mirakel

Lykke Friis sad sammen med sine forældre foran fjernsynet, da Muren faldt. Den dengang 21-årige statskundskabstuderende var chokeret, og genforeningen af Øst- og Vesttyskland blev fremover det helt store samtaleemne ved aftensmadsbordet. Foto: Scanpix

Berlinmurens fald viste, at det kan betale sig at tage skæbnen i egen hånd og ændre verdenshistorien, mener Lykke Friis, prorektor ved Københavns Universitet

Den 9. november 1989 sad Lykke Friis hjemme i sin forældres stue og kiggede på tv-skærmen.

En verdenshistorisk begivenhed udspillede sig for øjnene af den dengang 21-årige statskunskabsstuderende og hendes tyske mor og danske far.

Muren faldt, der var ingen tvivl, med det var nu alligevel næsten ikke til at fatte.

Da de østtyske vagter åbnede grænserne, strømmede østtyskerne ind i Vestberlin, hvor de blev mødt af synet af vestberlinerne, der symbolsk var i gang med at hakke det solide beton ned fra den anden side.

Lykke Friis' mor havde indtil da igennem hele sin datters barndom sagt, at hvis muren faldt, så skulle de have champagne.

"Så midt i det hele pilede hun ned ad trapperne og ud i byen efter champagne. Det husker jeg tydeligt," fortæller Lykke Friis.
 
"Min far og jeg havde hårdnakket påstået, at det aldrig kom til at ske. Jeg læste statskundskab på det tidspunkt og mente, at jeg havde fuldstændig styr på storpolitikken – men min mor fik ret: Muren faldt. For hende var det en drøm, der gik i opfyldelse, og hun havde aldrig opgivet håbet om, at det ville ske. Opdelingen havde føltes som et åbent sår. Så da det her skete, vakte det en helt ekstrem lettelse og glæde."

Begivenheden blev efterfølgende det helt store tema over aftensmaden hjemme i Lykke Friis' barndomshjem:

"Vi anede jo ikke, hvad der nu ville ske – og ingen talte på dette tidspunkt om genforening. Vi gjorde os mange tanker om, hvad det ville føre til, og mange var også nervøse - mest af alt fordi man var bange for, hvordan Moskva ville reagere," siger hun og forklarer, at hun oplevede den danske reaktion på Murens fald som ambivalent.

De fleste var glade - men mange var også bekymrede for, om tyskerne igen ville overtage herredømmet i Europa:

"Min farmor levede på det tidspunkt og var stærkt skeptisk over for det, der skete. Hun var gammel modstandskvinde og overbevist om, at nu ville tyskerne komme til at dominere det hele igen. Mange var bekymrede for, om det ville føre til tysk dominans og nærmest også støvletramp," siger hun.

En af de øjeblikke, som Lykke Friis husker allerbedst, er fra efter murens fald.

"I 1990 var vi på vej til Tyskland i bil for at besøge min mormor. Over bilradioen hører vi, at Mikhail Gorbatjov accepterede genforeningen. Vi var ved at køre ud i rabatten. Jeg glemmer det aldrig. Min mor vendte sig om og sagde: Hvad sagde jeg? Det husker jeg meget tydeligt: Drømmen blev en realitet – og nu ville muren føre til en genforening. Det var stort," fortæller hun.

Da det gigantiske symbol på det delte Tyskland endelig faldt efter 28 år, satte det samtidig også et punktum for Den kolde krig, mener Lykke Friis.

"Murens fald og genforeningen lukkede den efterkrigstidsparentes, som Den kolde krig og opdelingen viste sig at være. Det var kulminationen på efterkrigstiden og den endelige afslutning på Anden Verdenkrig. Derfor har vi for første gang et Tyskland, som er i balance," siger hun og fortsætter:

"Men det var ikke kun Tyskland, der var delt, det var hele Europa. Som en Oxford-professor har udtrykt det: Vi fik amputeret vores venstre arm. Efter murens fald fik vi igen et helt Europa uden mure og jerntæpper, og vi fik friheden tilbage," siger hun og understreger, at Europa dog skal fortsat kæmpe med sammenhængskraften.

Lykke Friis er overbevist om, at Europa vil blive ved med at huske og fejre Murens fald - også om 25 år.

"Det er en fantastisk frihedshistorie, som viser, at det kan betale sig at tage skæbnen i egen hånd og ændre på historien. Det var et mirakel, at det skete, og det kunne let være gået helt anderledes. Havde Gorbatjov sat sine tropper ind og kørt tanksene ind på Brandenburger Thor, så havde historien tegnet sig helt, helt anderledes," siger hun og tilføjer:

"Grænsevagten, der åbnede borholmserstrasse, kunne også have skudt på østtyskerne, der ville ind i Vestberlin. Men det gjorde han ikke. I stedet åbnede han grænsen, selvom han ikke havde fået ordre på at gøre det. Det er det, vi fejrer. Det var et europæisk mirakel, og der kommer hele tiden nye aspekter frem i lyset, som viser, at det kunne være gået meget, meget anderledes, hvis ikke folk som grænsevagten havde handlet, som han gjorde."