Uffe Ellemann-Jensen blev med det samme nervøs, da han hørte, at muren var faldet. Han sad til middag med den marokkanske udenrigsminister på hotel d'Angleterre i København, da han fik beskeden ind fra det danske udenrigsministerium: Østtyskerne var begyndt at strømme ned af Bornholmer Straße i Berlin og lagde massivt pres på de få vagter, der bevogtede grænseovergangen til Vesttyskland.
"Bare de nu ikke begynder at skyde!" var Uffe Ellemann-Jensens første tanke, imens han skyndte sig over over i Udenrigsministeriet på Asiatisk Plads for at følge begivenhederne i sit virke som Danmarks udenrigsminister for partiet Venstre.
Heldigvis så han, at østtyskerne væltede ind over grænsen uden at blive beskudt. Han så vesttyskerne tage strålende imod DDR-borgerne og udlevere en lille pengegave, så de kunne købe en kop kaffe i det nye land.
Nytårsaften 1989, knap to måneder senere, besteg folk muren og festede. En diskusprolaps bandt Uffe Ellemann-Jensen til hospitalssengen og forhindrede ham i at rejse til Tyskland og deltage, men øjeblikket var alligevel stort for ham.
"Jeg lå med hovedet fikseret, men en venlig sygeplejerske havde sat et spejl op, som reflekterede billedet på fjernsynet. Hun kom ind med et glas champagne med et sugerør i, og jeg må indrømme, at da jeg lå dér og så folk på muren, så tudede jeg," fortæller Uffe Ellemann-Jensen.
Uffe Ellemann-Jensen havde kendt til forholdene i Østtyskland og de andre sovjetisk besatte lande og vidste, hvilken trykket stemning der var blandt DDR-borgerne før murens fald. Som journalist tilbage i 60'erne rejste han rundt i østlandene, og i DDR mødte han et ufrit folk, der ikke havde lov til at rejse ud af sit eget land. På det tidspunkt havde han aldrig troet, at det var muligt, at muren kunne falde inden for det 20. århundrede.
Så i sommeren 1989 var han i Ungarn, hvor en reformvenlig regering lige var blevet valgt. Magtforholdet i landet var ændret, da kommunistpartiet ikke længere var enerådigt. Den tids ungarske udenrigsminister tog ud til grænsen til Østrig bevæbnet med en boltsaks og klippede simpelthen et hul i jerntæppet mod vest. En symbolsk handling, som Uffe Ellemann-Jensen husker tydeligt. Den ungarske udenrigsminister gav ham et stykke af pigtråden, som han stadig har hængende på sit arbejdsværelse i dag.
Senere samme år, den 9. oktober 1989, sad Uffe Ellemann-Jensen hjemme hos sin gode ven og kollega, den tyske udenrigsminister Hans-Dietrich Genscher. Sammen så de på tv den store demonstration i Leipzig, der var DDR's næststørste by. Demonstranter bekendtgjorde, at folket skulle styre staten, ikke omvendt. Deres slogan var det meget berømte udsagn "wir sind das Volk" (vi er folket). Den tyske udenrigsminister fortalte Uffe Ellemann-Jensen, at han troede, at muren ville falde allerede i begyndelsen af det nye århundrede. Men det, syntes Uffe Ellemann-Jensen, var ret optimistisk.
Så det var noget af en overraskelse, da den faldt en måned senere. I februar 1990 mødtes Uffe Ellemann-Jensen og den tyske udenrigsminister igen, denne gang ved den hullede mur, som de vandrede langs. Folk stod og hakkede i den med store hukkerter.
"Der var en euforisk stemning. I det forsømte Østtyskland var der nu små gadeboder, folk drak øl på gaderne og de små Trabant-biler hostede afsted," fortæller Uffe Ellemann-Jensen.
Han mener, at Berlinmuren har påvirket tyskernes identitet i væsentlig grad og stadig gør det den dag i dag.
"Tyskerne er meget forsigtige, når det gælder internationale anliggender. Men Tyskland er en stor og vigtig spiller i EU, og deres demokrati er stærkt. Derfor kunne jeg godt ønske, at de droppede ydmygheden og viste endnu mere lederskab."