Katrine Winkel Holm var ikke i Danmark, da muren faldt. Og hun havde på ingen måde regnet med, at det ville ske. Den 9. november 1989 var teologen og forfatteren i England, hvor hun arbejdede som frivillig på et plejehjem sammen med en tysk pige.
Men da hun hørte det, blev hun både forbløffet og glad. Forbløffet, fordi muren var indtegnet i alle hendes geografibøger, og hun troede, at den altid skulle det. Glad, fordi hendes opvækst som koldkriger i en verden domineret af den ideologiske krig mellem kapitalismen og kommunismen endelig var ovre.
Da Berlinmuren faldt, røg drømmen om kommunismen som ideologi med ned i gruset fra de massive betonblokker, siger Katrine Winkel Holm. Før murens fald havde hun oplevet, hvordan datidens caffe latte-segment uden at vide det havde overtaget den sovjetiske propaganda og stemplede USA's præsident, Ronald Reagan, som ond. Han var jo i virkeligheden Vestens forsvarer, argumenterede Katrine Winkel Holm dengang - men det var et synspunkt, hun stod ene med i sin skole.
Efter murens fald så hun, hvordan de venstreorienterede mistede deres orienteringssans, fordi utopien om kommunismen brød sammen.
Men det fulde opgør med kommunismen blev ikke taget - og det er det stadig ikke i dag.
"Muren faldt i 1989, men jeg synes stadig ikke, at muren for alvor er faldet mentalt," siger Katrine Winkel Holm og fortsætter:
"Nazismen er blevet fremstillet i alle sine rædsler i storfilm efter storfilm. Den har stadig rollen som det store onde, men hvem var værst - Stalin eller Hitler? For mig at se var de lige slemme. Vi mangler stadig en bredt appellerende film om kommunismens forbrydelser, så de bliver mere alment kendt."
Katrine Winkel Holm oplevede, at 1990'erne blev mindre politiserende end de forgående årtier. Indtil det nye århundrede hvor multikulturalismen blomstrede og ifølge hende blev den nye utopi.
I dag har murens fald som begivenhed stadig en stor betydning for Katrine Winkel Holm. Murens fald symboliserede kommunismens ditto, og den vigtige lære vi kan drage deraf:
"Vi må blive ved med at søge viden om den kolde krig. Hvis vi skal undgå, at en dødsfarlig ideologi som kommunismen igen får stor magt, er man nødt til at forstå den til bunds."
Tyskland skal også tage ved lære af deres historie, mener hun. Men ikke kun den nazistiske del af den.
"Da jeg selv var i Tyskland i 1995, oplevede jeg, at deres skyldfølelse over nazismen var så massiv, at de blev ekstremt antinationale. De havde svært ved at stå på benene og finde sig selv som samlet nation igen. Men de skal acceptere, at nazismen var en parentes i tysk historie, og at det ikke er indbegrebet af Tyskland. Preussen var for eksempel et foregangsland, når det gjaldt afskaffelsen af tortur og indførelsen af ytringsfrihed," siger hun.