Prøv avisen

Derfor er Anden Verdenskrig vor tids stærkeste fortælling

En mand dyrker grønsager i ruinerne fra den sønderbombede tyske kulturby Dresden i 1945. Meget blev knust og mange dræbt i Anden Verdenskrig, men ikke menneskehedens håb. Foto: Verwendung weltweit, usage worldwide, Please check additional restrictions!, Bitte Einschränkungen der Handelsrechte beachten!

Syv vigtige datoer i de syv krigsår 1939-1945 viser, hvordan Anden Verdenskrig præsenterede menneskeheden for aggression, fornedrelse og afstumpethed af hidtil usete dimensioner, men det var også en krig, som banede vej for demokrati, humanisme og menneskelig indsigt. En krig mellem civilisation og barbari. En krig hvor det gode til sidst besejrede det onde

1939

Den 1. september 1939 trådte den tyske fører og rigskansler, Adolf Hitler, op på talerstolen i Rigsdagen i Berlin og meddelte: ”I nat har Polen for første gang affyret skud mod vores ­territorium og soldater. Siden kl. 5.45 har vi besvaret beskydningen. Og fra nu af vil vi gengælde bombe med bombe.” Han tilføjede: ”Hele mit liv tilhører fra nu af først og fremmest mit folk. Jeg vil ikke være andet end det tyske riges første soldat. Jeg er derfor atter trukket i den trøje, som var mit allerhelligste og mest ­dyrebare. Jeg vil først lægge den efter sejren – eller jeg vil ikke opleve afslutningen!”

Det første udsagn var en løgn af dimensioner. Det var ikke Polen, der åbnede ild mod Tyskland, men derimod Hitlers Tredje Rige, som for at finde, hvad Hitler betegnede som ”en militær løsning på det polske problem” – forbindelsen fra det øvrige tyske territorium til Østpreussen – havde indgået en kynisk aftale med Josef Stalins Sovjetunionen om at dele det svage naboland imellem sig.

Året forinden havde Hitler indgået en aftale i München med Storbritannien og Frankrig, som den britiske premierminister, Neville Chamberlain, naivt tog som en garanti for ”fred i vor tid”, mens Hitler på sin side så aftalen som bevis på, at hans modstandere var ”orme”. Efter angrebet på Polen var de europæiske stormagter imidlertid ikke mere orme, end at de erklærede Hitlers Tyskland krig.
 
Konsekvenserne blev enorme. Årene 1939-1945 skiller sig markant ud, ikke alene i det 20. århundredes, men i hele menneskehedens historie. Verden havde og har aldrig set magen til krig. Aldrig er så mange civile menneskeliv gået tabt i en krig. Aldrig har så stor en del af verdens territorium været genstand for den samme væbnede konflikt. Aldrig er menneskeheden nået ud i sådanne yderligheder af ondskab i form af terrorbombardementer og umenneskelig, systematisk masseudryddelse.

Måske er det bedste, der er at sige om Anden Verdenskrig, at det andet citerede udsagn fra Hitlers onde, løgnagtige tale i Rigdagen den 1. september 1939 skulle vise sig at rumme én sandhed: Han kom ikke til at opleve afslutningen.

1940

Den 18. juni 1940 rejste den britiske premierminister, sir Winston Churchill, sig i det britiske parlament, House of Commons, og orienterede om, at ”det, som general Weygand har kaldt slaget om Frankrig, er ovre. Jeg forventer, at slaget om Storbritannien er ved at begynde. Hele den kristne civilisations fremtid afhænger af dette slag!”

Churchill havde halvanden måned forinden afløst sin konservative partifælle Chamberlain, som måtte erkende, at hans eftergivelsespolitik i forhold til Hitler havde været katastrofal. Polen og Tjekkoslovakiet i øst, Frankrig, Holland og Belgien i vest og Danmark og Norge i nord var nu løbet over ende og under tysk kontrol. Hitler var i pagt med Stalin og på god fod med Mussolinis Italien og Francos Spanien. USA afviste at gå ind i krigen.

Ét eneste bolværk imod aggression og barbari var tilbage i Europa. Én eneste magt til at repræsentere kristen civilisation i den betydning, at hvert enkelt menneske er ligeværdigt med andre, og at intet menneske er Gud eller overmenneske. Ét regime i Europa, som svor til, at ledere skal findes ved demokratiske afstemninger frem for militante eller manipulerede magtovertagelser, og at man ikke skal dukke nakken for regimer, der mener det modsatte.

Storbritannien havde en blakket fortid som undertrykkende, imperialistisk kolonimagt, og de seks års verdenskrig efterlod naturligvis heller ikke denne nation uden betydelige mængder blod på hænderne. Men som Churchill gjorde klart i en række formidable taler i sommeren 1940 var der kun Storbritannien tilbage. Der var intet andet at tilbyde end ”blod, slid, sved og tårer”, intet alternativ til at kæmpe mod fjenden ”på strandene, på landingsbanerne, på markerne, i gaderne og i bjergene” og aldrig give op.

Hvis hver enkelt gjorde sin pligt, var der håb, betonede den 65-årige statsmand med det helt exceptionelle talent for ord, som senere skulle udløse Nobelprisen i litteratur. Håb om, at hvis Storbritannien eksisterede om 1000 år, ville man se tilbage på netop denne stund – sommeren 1940 – og sige: ”This was their finest hour”. Dette var deres stolteste stund.

Foreløbig er der kun gået knap 76 år, siden Hitler angreb Polen, og 75 år siden Churchill på selveste afgrundens rand forsøgte at mobilisere alt det håb, al den kampvilje og opofrelse, den frie, civiliserede, demokratiske verdens sidste bastion overhovedet kunne præstere.
 
Måske er det bedste, der er at sige om Anden Verdenskrig, at detteblev deres stolteste stund.

1941

Den 8. december 1941 henvendte USA’s præsident, Franklin D. Roosevelt, sig i en tale til den amerikanske kongres og bad om godkendelse af, at USA erklærede krig mod Japan. Dagen forinden havde japanske flådefartøjer og fly angrebet den amerikanske base Pearl Harbor på Hawaii. Datoen 7. december ville ifølge Roosevelt blive husket som en ”Day of infamy” – skændselens dag – idet japanerne havde løjet om deres hensigter og havde haft held til at ramme amerikanerne uforberedte.

Hermed var den krig, der i begyndelsen udkæmpedes på omtrent samme territorium som Første Verdenskrig – det europæiske fastland samt enkelte områder, hvor de europæiske stater var koloniherrer – vokset til noget større. I Asien og Stillehavet kæmpede Japan mod Kina og USA. Effekten af dette var, at verden med Franklin D. Roosevelts ord nu stod i en helt ny type krig. ”Dette er krig på hvert eneste kontinent, hver ø, hvert hav, enhver luftrute i verden,” sagde han i februar 1942.

Tidligere på året 1941 var en anden væsentlig vending indtruffet. Hitler havde – i overmod over at have tæmmet hele det europæiske kontinent – brudt pagten med Stalin og angrebet Sovjetunionen. Ifølge Churchill en dumhed af historiske dimensioner. Stalin på sin side kastede sit land ind i et sejt og uhyre omkostningsfuldt forsvar af det store kommunistiske land.

”Denne krig er ingen almindelig krig. Det er hele det russiske folks krig. Ikke kun for at eliminere den fare, som truer os, men for at hjælpe alle folk, der lider under fascismens greb,” erklærede Stalin i juni 1941.

En sand verdenskrig og en stor fædrelands- og folkekrig. Verdens to senere supermagter var nu pludselig på hold med Churchills indtil da så ensomme Storbritannien. At der var et stærkt element af hykleri i Stalins erklærede antifascistiske korstog, når dette tydeligvis mest var udløst af Hitlers aftalebrud, ændrer ikke ved, at Sovjetunionen paradoksalt nok måske var den faktor, som afgjorde krigen til de allieredes og dermed frihedens og demokratiets fordel.
 
Måske er det bedste, der er at sige om Anden Verdenskrig, at fjender blev allierede, at betydningen af trods modsætninger i livssyn og ideologi at kunne holde fred blev indprentet i en generation af britiske, amerikanske og russiske magthavere. Måske er det bedste, der er at sige om Anden Verdenskrig, at mens Første Verdenskrig kun avlede hævntørst og konflikt, avlede Anden Verdenskrig mere forsoning og fornuft. Verden blev ikke et paradis. Men hvor den første krig i 1914-18 førte til den anden i 1939-45, standsede det dér med en uerklæret krig, som varede de næste 44 år og var kold og truende, men som aldrig blev Tredje Verdenskrig.

1942

Den 13. juni 1942 fik en hollandsk, jødisk pige en dagbog til sin 13-års fødselsdag og begyndte straks at henvende sig til eftertidens menneskehed i den. Det viste hun ikke, at hun gjorde. Hun skrev bare sine tanker ned i den fine bog, der var indbundet i rødt og hvidt læder og havde en lille lås på forsiden, som så mange dagbogsskrivende piger før og siden har gjort.
 
Men Anne Franks dagbog blev noget særligt, fordi de år, som fulgte, blev ganske særlige for en masse helt almindelige civile europæiske piger og drenge, kvinder og mænd, som på grund af deres race og religion pludselig var gjort til pariaer uden rettigheder af nogen art. Selv retten til at leve blev de berøvet af Hitler og hans tilhængere, som dræbte jøder og andre pariaer på samlebånd i gaskamre.
 
Anne Frank havde sin unge alder til trods en fornemmelse af, at hendes skrivetalent var ud over det sædvanlige. Og kombinationen af dette og den usædvanlige situation, hun var bragt i, skabte litteratur: ”Når jeg skriver, kan jeg slippe fri af alle mine bekymringer. Min sorg forsvinder, min sjæl bliver glad igen! Men, og det er det store spørgsmål, vil jeg nogensinde blive i stand til at skrive noget fantastisk og vil jeg nogensinde blive journalist eller forfatter?” lød én af hendes betragtninger i det, hun selv håbede kun var opvarmningen, men som skulle blive hendes eneste værk.

Anne Frank levede i skjul for de nazistiske jødeforfølgelser, men blev arresteret i august 1944 og døde af plettyfus i koncentrationslejren Bergen-Belsen i marts 1945, altså kort inden det umenneskelige ragnarok fik en ende. Hendes far overlevede og fik udgivet dagbogen i 1947. Bogen sikrede hende udødelighed som vidnesbyrd om et folkemord, som en stærk universel skildring af en ung piges tanker og følelser – og som et monument over, at troen og håbet kan og skal overleve selv den værste modgang. Som Anne Frank skrev et sted i sin dagbog:

”På trods af alt tror jeg stadig på, at mennesker virkelig er gode i deres hjerter. Jeg kan ganske enkelt ikke bygge mine forhåbninger på et fundament af forvirring, elendighed og død.”

Måske er det bedste, der er at sige om Anden Verdenskrig, at den ganske vist markerer et syndefald for menneskeheden, men at troen på fremtiden, på det gode og smukke i livet og i medmenneskenes hjerter, ikke bukkede under for kynisme og desillusion.

1943

Den 8. september 1943 sendte den tyske rigsbefuldmægtigede i Danmark, dr. Werner Best, et telegram til udenrigsministeriet i Berlin, hvor han opfordrede til, at ”Ved en konsekvent gennemførelse af den nye kurs i Danmark må der efter min opfattelse nu også tænkes på en løsning af jødespørgsmålet og af Frimurerspørgsmålet i Danmark.” Siden den danske regering gik af den 29. august havde der hersket undtagelsestilstand, og Best opfordrede nu til at slå til mod jøder og frimurere ”inden den nuværende undtagelsestilstand ophører, fordi der på et senere stadium ville kunne fremkalde reaktioner i landet, der ville føre til, at der på ny må indføres almindelig undtagelsestilstand, sandsynligvis under ugunstigere forhold end i dag.”

Citatet understreger, at historien om Danmark under Anden Verdenskrig og den tyske besættelse af vort land er en broget og modsætningsfyldt historie. På den ene side opfordrede Best til, at jøderne skulle deporteres. På den anden side lod han via diverse kanaler en advarsel sive til de danske jøder, som muliggjorde, at langt hovedparten kunne redde sig over Øresund til friheden i Sverige. Best havde ikke medlidenhed med de dødsdømte jøder. Men han mente dels, at det tjente hans karriere bedst at komme en tysk deportationsordre i forkøbet, dels at det tjente hans fædrelands sag at skåne jøderne og bevare det relativt gode forhold til den danske befolkning.

På den ene side var den tyske værnemagt en ond besættelsesstyrke, som dræbte uskyldige civile . På den anden side blev der i mange henseender taget mere med fløjlshandsker på danskerne end de andre besatte folkeslag.

På den ene side kunne det ses som et forræderi, at danske folkevalgte forhandlede eller ligefrem samarbejdede med tyskerne frem for at slås med alle midler imod overmagten, uanset hvor håbløst det var. På den anden side var det i mange henseender hensigtsmæssigt i forhold til at redde menneskeliv.

På den ene side var den ubetingede modstandskamp heroisk – og i sidste ende reddede den Danmarks omdømme. Men var den også klog? På den anden side var den pragmatiske forhandlings- og samarbejdslinje tilsvarende uheroisk – og havde Churchill tænkt ligesådan, var verden gået under. Men var der noget reelt valg? Er det ikke klogere at prøve at forhandle med sin gidseltager, når man er den underlegne, end at lade sig skyde ned?

I de første dage af oktober 1943 slap omkring 7000 danske jøder velbeholdne til Sverige. Hjulpet af hinanden, hjulpet af danske politikere, hjulpet af danske modstandsfolk og frivillige borgere – og ikke mindst hjulpet af kræfter inden for den tyske værnemagt. Det er et paradoks, at netop det uheroiske Danmark blev verdensberømt for sin tapre indsats for at redde jøder, og at fjenden hjalp til.
 
Måske er det bedste, der er at sige om Anden Verdenskrig, at begivenhederne ikke alene satte den menneskelige tilværelses store dilemmaer og vanskelige valg på spidsen, men at de også har givet værdifuld indsigt i, at selv kampen mod det ultimativt onde rummer en masse personhistorier fulde af modsætninger og nuancer.

1944

Den 19. oktober 1944 blev den østrigske, jødiske psykolog Viktor E. Frankl overført fra koncentrationslejren Theresienstadt til dødslejren Auschwitz. Under transporten havde han forsøgt at skjule manuskriptet til den afhandling, han arbejdede intenst på, ”Ärztliche Seelsorge”, ved at sy dokumenterne ind i linningen på sit tøj. Men papirerne blev opdaget og ødelagt.
 
Denne begivenhed vakte naturligvis stor sorg, men også en stædig dødsforagt. Frankl ville overleve, han ville gense sin familie, og han ville genskabe hele afhandlingen fra hukommelsen. Hver eneste stump papir, han kunne få fat i under sit videre fangenskab, blev fyldt med tekst. Den 27. april blev han befriet af amerikanske soldater. Modsat hans hustru og stort set hele hans familie overlevede han holocaust.
 
Frankls personlige oplevelse kom til at spille en hovedrolle i den psykologiske tænkning, han allerede havde introduceret før krigen, logoterapi. Det er en tankegang, som bygger på, at mennesket har en indre drivkraft i retning af at finde mening med tilværelsen, og at vi selv kan tilføre vores liv mere mening gennem bevidste valg. Vi kan vælge at ville. Selv i dødslejren.
 
Mange andre store tænkere har kunnet udlede væsentlige indsigter af studiet af koncentrationslejrene, deres bødler, deres ofre og deres passive tilskuere.

Den italienske, jødiske kemiker og digter Primo Levi opholdt sig i Auschwitz-underlejren Monowitz i 1944-45. Også han overlevede, og han udgav siden erindringsbogen ”Hvis dette er et menneske”. Er Frankls budskab, at hvor der er vilje, er der vej, er Levis skildring et gribende studie i menneskelig skrøbelighed og mangelfuldhed. Det sidste så han meget af blandt vogtere og bødler. Hans iagttagelse var, at der var uhyrer iblandt dem, men for få til at de var rigtig farlige: ”Langt farligere er de almindelige mennesker, de funktinærer, som er parat til at tro og handle uden at stille spørgsmål.”
 
Filosoffen Hannah Arendt, som var tysker af jødisk afstamning, hørte til dem, som allerede ved Hitlers magtovertagelse i 1933 undslap til USA. I 1960 blev hun sendt til Jerusalem for at skrive om retssagen mod nazilederen Adolf Eichmann for magasinet The New Yorker. Siden skrev hun også en bog, ”Eichmann i Jerusalem”, som brugte holocaust og retssagen som afsæt til et studie af ondskabens væsen: ”Problemet med Eichmann var netop, at der var så mange som ham, og at de hverken var perverse eller sadistiske, men var, og stadig er, forfærdelig og forfærdende normale,” skrev hun i bogen, der udkom i 1963.

Arendt mente, at befolkningseksplosionen og den voksende teknologisering og automatisering af samfundet gav ondskaben næring. Den polsk-britiske sociolog af jødisk afstamning Zygmunt Bauman, der som 14-årig var flygtet med sin familie fra den tyske invasion af Polen i 1939, tænkte videre i disse baner i bogen ”Modernitet og holocaust”, der udkom i 1989:

”Det er svært at skade en person, man rører ved. Det er noget lettere at påføre en person smerte, hvis man kun ser vedkommende på afstand. Det er endnu lettere, hvis man kun kan høre personen. Og det er relativt let at opføre sig grusomt over for en person, man hverken kan høre eller se. Når direkte kropskontakt er nødvendig for at tilføje en person skade, har gerningsmanden ingen mulighed for at overse den kausale forbindelse mellem sin handling og offerets lidelser,” skrev han blandt andet og konkluderede, at modernitet og moderne bureaukrati ikke kun rummer fordele, men også store menneskelige risici.
 
Måske er det bedste, der er at sige om Anden Verdenskrig, at megen psykologi, megen poesi, megen filosofi og megen sociologi blev aktiveret til at prøve at blive så klog på det menneskelige som muligt. Et kort sammenfattende citat fra den mest optimistiske af dem, Viktor Frankl, lyder: ”Siden Auschwitz ved vi, hvad mennesket er i stand til. Og siden Hiroshima ved vi, hvad der er på spil.”

1945

Den 9. august 1945 holdt den amerikanske præsident Harry S. Truman en radiotale, hvor han omtalte de to atombomber, som amerikanske fly havde kastet imod japanske mål. Hiroshima den 6. og Nagasaki den 9. august. Målet var at bringe den forfærdelige verdenskrig til en ende. I Europa var Hitlers Tyskland nedkæmpet og føreren havde selv begået selvmord i sin bunker. Men Japan kæmpede videre trods betydelig modgang. Nu blev et våben taget i anvendelse, som tvang kejser Hirohito til øjeblikkelig overgivelse, idet det viste, hvor grusomme følgerne ellers kunne blive for civilbefolkningen.
 
”Jeg erkender den tragiske betydning af atombomben,” sagde Truman, som havde givet ordren til bombningen og indså, hvilket tungt ansvar han og hans nation bar på sine skuldre over at have udviklet og anvendt det grusomste våben, verden havde set:
 
”Vi takker Gud for, at det kom til os i stedet for vore fjender, og vi beder til, at Han må vejlede os til at bruge det i Hans ånd og for Hans formål.”

Anden Verdenskrig var den onde krig, den ekstreme krig, den ultimative krig. Afslutningen på den blev brutal. Men udfaldet var det rigtige. For hundredtusinder af civile ofre i Hiroshima og Nagasaki fik krigen ikke den gode slutning. Men krigen fik den gode slutning for menneskeheden.

Måske er det bedste, der er at sige om Anden Verdenskrig, at den kan koges ned til et stort drama, hvor der er store mængder svigt, forræderi, hykleri og ondskab, men også tapperhed, håb, opofrelse og livsvilje til stede i rigt mål. Var Første Verdenskrig en krig uden mening, som ingen før eller siden forstod, og som derfor hensatte verden i afmagt, så var Anden Verdenskrig en krig, som bragte verden videre. Og som fik verdens mægtigste mand, USA’s præsident, til ydmygt at bede til, at det aldrig mere bliver nødvendigt at kaste bomben.
 

Adolf Hitler besøger her Polen i september 1939 kort efter at Anden Verdenskrig er indledt. Foto: Verwendung weltweit, usage worldwide, Please check additional restrictions!, Bitte Einschränkungen der Handelsrechte beachten!
Winston Churchill var britisk premierminister under Anden Verdenskrig og ledede sit land med jernvilje og veltalenhed.
På Jalta-konferencen 4 februar 1945 mødtes de Allieredes "tre store". Siddende fra venstre er det Winston Churchill, Franklin D. Roosevelt, Josef Stalin. Keystone 3000/5207375/DD/ku.
Anne Frank, som døde i koncentrationslejren Bergen-Belsen i maj 1945, ses her på en portrætfoto fra dengang, hun endnu var en almindelig teenager med drømme, håb og forfattertalent.
Dette foto fra 1965 viser en sejltur over Øresund i en af de både og med en af de fiskere, som 22 år tidligere var med til at redde danske jøder til Sverige.
På dette foto ses kvindelige fanger i den tyske koncentrations- og udryddelseslejr Auschwitz-Birkenau. Foto: Verwendung weltweit, usage worldwide
Foto af den paddehattesky, som opstod, da atombomben sprængtes i Hiroshima 1945.

Andre læser lige nu