Lærken lettede og Danmark fik en fælles sang

Befrielsen for 74 år siden inspirerede flere digtere og komponister, men ingen lykkedes bedre med at skrive og komponere en dansk frihedssang end en apoteker og en skolelærer fra Kolding. Artiklen er skrevet i 2015. Genlæs i anledning af Befrielsesdagen

Søndag den 4. maj markeres det, at der er gået 74 år siden den aften, da frihedsbudskabet lød fra London. Her ses Rådhuspladsen i København for 74 år siden.
Søndag den 4. maj markeres det, at der er gået 74 år siden den aften, da frihedsbudskabet lød fra London. Her ses Rådhuspladsen i København for 74 år siden.

En lærke letted’, og tusind fulgte,
og straks var luften et væld af sang.
De tusind tårne tog til at tone,
så landet fyldtes af klokkers klang,
og byer blomstred’ i rødt og hvidt,
og det var forår og Danmark frit.
Ja, Danmark frit!

Ordene blev første gang trykt i et svensk blad i slutningen af maj 1945. I begyndelsen af juni blev de optrykt i Kolding Folkeblad, hvorefter de blev forsynet med en melodi. Og den 15. juni 1945 blev ”En lærke letted'” for første gang sunget offentligt.

Det skete i Sct. Nicolai Kirke i Kolding, hvilket var passende eftersom den østjyske stationsby var hjemby for digteren, apoteker Mads Nielsen, og komponisten, lærer Mathias Christensen. Sangen blev den dag fremført af den koldingensiske planteskoleejer Nøhr, mens akkompagnementet blev leveret af domorganist Hansen fra Haderslev.

Lørdag 4. maj markeres det, at der er gået 74 år siden den aften, da frihedsbudskabet lød fra London. Et budskab, som fulgtes af den morgen den 5. maj, ”da Danmark vågned’ med klare øjne til glædestimer og frimandskår”, som det formuleres i andet vers.

I den anledning vil Frihedsmuseet sammen med kulturministeren fejre befrielsen ved et arrangement, hvor museet lå, før det brændte ned, og her vil Mads Nielsens og Mathias Christensens lille sang blive sunget af Cæciliekoret.

Og sangen vil blive sunget over hele landet, for tekst og melodi er i dag blevet sangskat, selvom det slet ikke var sikkert, sangen ville overleve tidens tand.

I de sidste måneder af Besættelsen så det ud til, at det var Sven Møller Kristensens og Knudåge Riisagers ”En vinter lang og mørk og hård”, som ville leve videre som periodens væsentligste bidrag til sangskatten. Denne sang var skrevet af kendte navne og blev lige op til Befrielsen optrykt i illegale blade, men efter maj 1945 gik den hurtigt i glemmebogen og kom aldrig med i højskolesangbogen.

Det gjorde derimod ”En lærke letted’”, som blev optaget i 1951. Dog ikke med Mathias Christensens oprindelige melodi, men med en melodi, komponisten Adolf Riis-Magnussen havde komponeret til teksten i 1950. Da sangen blev taget ud af højskolesangbogens 16. udgave i 1974 vakte det protester, og derfor kom den med igen i 17. udgave i 1989, men nu med Mathias Chrisensens melodi, som også er den, de fleste kender i dag.

Kristeligt Dagblad har fra den 70-årige Helmer Breindahl fået tilsendt et lille interview, han lavede med Mathias Christensen til Koldings KFUM-blad i 1965, hvor komponisten fortalte om tilblivelsen. Et svensk blad havde bedt digterpræsten Sv. Rehling om at skrive et digt i anledning af Befrielsen, han afslog og sendte opgaven videre til apoteker Nielsen, som havde skrevet flere opbyggelige digte.

Digter og komponist kendte ikke hinanden, og umiddelbart inspirerede det heller ikke Mathias Christensen at lære digtet i Kolding Folkeblad. Men så deltog han i en bibelkreds, hvor der blev talt om, at digtet kunne bruges til at blive sunget på Valdemarsdag i kirken, og da læreren tidligere havde komponeret, blev han sat på opgaven at sætte musik til Mads Nielsens ord.

”Jeg blev i de følgende dage af adskillige bedt om en afskrift, og senere blev sang og noder udsendt på Konrad Jørgensens forlag og i løbet af kort tid udgivet i cirka 10 oplag. En del af hæfterne blev sendt til de danske i Amerika,” berettede Mathias Christensen 20 år efter.

Som det beskedne menneske han var, tilskrev han sangens popularitet, at Mads Nielsens digt ”netop udtrykker noget af det, som man i de dage tænkte og følte”. Og af den kendsgering at krigens trængsler havde styrket det danske sammenhold og den danske fællessang, udledte han den morale, ”at dårlige tider alligevel ikke er de dårligste,” for ”krigen lærte os at tænke på andre og mere end os selv.”

Eller som Mads Nielsen formulerede det i tredje vers, hvor de første to vers’ berusende glæde afløses af eftertænksomhed:

Vi mindes stille de tapre døde,
hvis navne lever i Danmarks navn,
og takken søger til dem, der segned',
og dem, der sidder med tunge savn.
Gud trøste dem, der har lidt og stridt,
til det blev forår og Danmark frit.
Ja, Danmark frit!