Tyskerne kaldte mig ”der kleine Oberst”

Johan-Otto Schmidt husker tydeligt den 9. april 1940, da garnisonen i Aarhus, hvor hans far havde kommandoen, blev overtaget af tyskerne. Det var en national ydmygelse, som smerter endnu, men de tyske soldater var såmænd helt rare

Johan-Otto Schmidt boede som barn på en kaserne i Aarhus og oplevede derfor, at tyskerne ikke bare rykkede ind i hans land, men også hans hjem den 9. april 1940.
Johan-Otto Schmidt boede som barn på en kaserne i Aarhus og oplevede derfor, at tyskerne ikke bare rykkede ind i hans land, men også hans hjem den 9. april 1940. . Foto: Petra Theibel Jacobsen.

Det hvide flag blev hejst over Dannebrog på kasernen i Langelandsgade i Aarhus den 9. april 1940. Flaghejsningen havde til formål at undgå, at tyskerne åbnede ild, når de overtog kasernen. Danmark havde for længst overgivet sig mod overmagten, og otteårige Johan-Otto Schmidt var blevet fulgt i skole af en oppasser, efter at hans far, der var oberst og garnisonskommandant, forholdsvis roligt havde fortalt ham, at Danmark nu var besat.

75 år senere kan erindringen om den nationale ydmygelse imidlertid stadig give en klump i halsen, når den nu 83-årige pensionist skal fortælle om den.

"Du må forstå, at det er noget, man aldrig glemmer, når man har set de tyske soldater gå syngende ind på en dansk kaserne og set den hvide dug blive hejst over Dannebrog. På Dybbøldag den 18. april heste de så det tyske krigsflag over kasernen. Netop den dag var valgt bevidst," fortæller han med henvisning til datoen for det fatale slag ved Dybbøl i 1864 og for Sønderjyllands tilbagevenden til Danmark i 1920. 

"Det var en ydmygelse og en ofring af de danske soldater, som ikke havde mulighed for at forberede sig, men alligevel blev sendt i krig. Og ansvaret for dette mord på danske soldater har den daværende regering med statsminister Stauning, udenrigsminister Munch og forsvarsminister Alsing Andersen i spidsen," siger Johan-Otto Schmidt i et toneleje, der afslører, at vreden kræver mere end 75 år for at fortage sig. 

"Set i bakspejlet var det måske klogt nok at overgive sig, for vi kunne intet stille op. Situationen den 9. april var det logiske resultat af den politik, man havde ført. Og selvom det ikke var hæderfuldt, slap befolkningen igennem. Men regeringen må have fulgt udviklingen i krigen, og derfor kan det ikke være kommet som en overraskelse, da det brændte på," vurderer han.

Selve dagen husker han tydeligt, lige fra han - ligesom så mange andre danskere den morgen - lagde mærke til larmen fra det påfaldende store antal fly i luften. Men modsat så mange andre danskere var han i den situation, at invasionen ikke kun var af hans land, men også af hans hjem. De tyske soldater rykkede ind på kasernen, og han kom derfor tættere på besættelsesmagten, end han og hans far brød sig om.

"Min erfaring med de tyske soldater var, at det var nogle rare, ældre folk, som syntes, det var rart at være på 'flødeskumsfronten' i Danmark. De kaldte mig 'der Kleine Oberst'," husker Johan-Otto Schmidt, som modsat beskriver folkene fra Nazitysklands politikorps Gestapo og Hipo som nogle "onde sataner". 

Ligesom den danske regerings fortsatte styre i forhandling og samarbejde med tyskerne fik en ende, sluttede også livet på kasernen. Efter 29. august 1943 fik faderen nok og tog sin afsked efter 40 års militær tjeneste. Familien kom til Svendborg og videre til København, hvor Johan Otto Schmidt i krigens afsluttende fase oplevede at blive øjenvidne til den tragiske bombning af Den Franske Skole.

Eftersom Besættelsen varede, fra han var otte til 13 år, ser Johan-Otto Schmidt tilbage på, hvad han betegner som 'en opvækst under krigsforhold'. Årene har præget ham, og ved siden af en erhvervskarriere som marketingchef og direktør har han livet igennem været interesseret i historie, ikke mindst om Anden Verdenskrig:

"Det optager mig, at vi husker, hvad der skete dengang. Meget af det, der siges om 9. april og Besættelsen i dag, er efter min opfattelse inderlig naivt."